Overbevisende og uhyggelig dokumentation under Trump-høring, siger Steinmetz
Stormløbet på Kongressen i 2021 var et kupforsøg, og daværende præsident, Donald Trump, var i centrum af en sammensværgelse, konkluderer udvalg.
Natten til fredag fandt den første høring om stormløbet mod Kongressen i USA sted.
Under høringen blev stormløbet 6. januar 2021 beskrevet som et kupforsøg, og daværende præsident, Donald Trump, blev anklaget for at være centrum for en sammensværgelse om at omstøde præsidentvalget.
Og det var både overbevisende og uhyggelig dokumentation, der blev fremlagt under nattens høring, fortæller TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz:
- De vidner, som blev ført, har været meget tæt på Donald Trump. Det var for eksempel tidligere justitsminister Bill Barr, som i sin vidneafhøring sagde, at han gjorde det klart for Trump, at der ikke var foregået valgsvindel.
Steinmetz tilføjer, at også Trumps egen datter Ivanka Trump var med ved høringen og anerkendte justitsministerens vurdering af, at der ikke var foregået valgsvindel.
- Så det var inderkredsen omkring Trump, der gang på gang fortalte ham: "Du har tabt, kammerat, og vi vil ikke være med til din teori om valgsvindel”, siger Jesper Steinmetz.
- Kulminationen på et kupforsøg
Et udvalg i Repræsentanternes Hus har i knap et år undersøgt angrebet på kongresbygningen, og natten til fredag fremlagde udvalget så deres arbejde ved den første af flere høringer.
Her blev der blandt andet afspillet hidtil usete videoer af stormløbet og diverse vidneforklaringer.
Trump påstod efter valget i 2020, at der var blevet fusket med stemmerne, og ifølge udvalgets formand, demokraten Bennie Thompson, ansporede Trump sine tilhængere til at undergrave det amerikanske demokrati.
- 6. januar var kulminationen på et kupforsøg. Et skamløst forsøg på, som en af oprørerne formulerede det lige efter stormløbet, at "vælte regeringen". Volden var ikke noget uheld. Det repræsenterede Donald Trumps sidste udvej, det mest desperate forsøg på at standse magtoverdragelsen, lød det fra formanden under høringen.
- I skal slås som bare fanden
Oprøret skete, kort efter at Donald Trump igen havde proklameret sig selv som den sande vinder af det amerikanske præsidentvalg.
- I skal slås som bare fanden, lød opfordringen fra Donald Trump til de mange demonstranter, der var mødt op ved Capitol Hill i forbindelse med, at Joe Biden skulle bekræftes som vinder.
Efterfølgende lykkedes det demonstranterne at trænge ind i kongresbygningen. Hundredvis af politibetjente kom til skade, mens én betjent mistede livet under optøjerne. I alt mistede fem mennesker livet under angrebet på Kongressen.
Ifølge et af udvalgets eneste republikanske medlemmer Liz Cheney gjorde Trump absolut ingenting for at stoppe optøjerne:
- Trump tilkaldte horden, samlede horden og tændte ilden til angrebet, lød det fra Liz Cheney.
Trump risikerer ikke straf
TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster understreger, at høringen er et politisk anklageskrift og ikke et juridisk. Dermed risikerer Donald Trump ikke straf på baggrund af udvalgets undersøgelse.
Alligevel er det dog markante beskyldninger, som udvalget er kommet frem til, siger han.
- Verdens mest magtfulde mand, som sidder i spidsen for verdens ældste forfatningsbaserede demokrati, stod i spidsen for et kupforsøg. Det er normalt noget, vi hører om i bananrepublikker, siger Mirco Reimer-Elster.