Rusland invaderer Ukraine

Dødsdømt soldats bedste ven kæmper videre mod "latterlig retssag"

Dansk ekspert bakker protesterne fra Kyiv op: Dødsdommene over tre ukrainske soldater er "ugyldige" ifølge folkeretten, siger han.

Først brød Muiz ud i gråd, da han hørte nyheden: At hans bedste ven var dømt til døden.

Vennen, der stammer fra Marokko, er en af de tre udenlandske soldater i den ukrainske hær, der i dag fik en dødsdom ved en domstol i den ukrainske udbryderrepublik, Folkerepublikken Donetsk.

Men det varede ikke længe, før Muiz tørrede tårerne væk.

- Nu tænker jeg: Vi bliver nødt til at gøre noget, i stedet for at gå i panik. Vi må fortsætte med at fortælle hans historie til hele verden, siger han til TV 2 i telefonen fra den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Af sikkerhedshensyn ønsker Muiz kun at optræde med sit fornavn, men TV 2 kender hans fulde navn.

De seneste uger har han haft travlt med at føre kampagne for at redde vennen ud fra fængslet i Folkerepublikken Donetsk.

Det var han også i fuld gang med torsdag, da han fik den chokerende nyhed fra Donetsk. Efter blot to retsdage var alle beviser fremlagt, alle tre tiltalte havde tilstået, og retssagen var overstået.

Dommerne havde afsagt tre dødsdomme.

Det er en fuldstændig latterlig retssag

Muiz, ven til en af de dødsdømte soldater

Umiddelbart efter domsafsigelsen blev formanden for dommerkollegiet Alexander Nikulin interviewet på russisk tv, og her kaldte han retssagen for et udtryk for ”det vigtigste, urokkelige princip om retfærdighed”.

Muiz kunne ikke være mere uenig:

- Det er en fuldstændig latterlig retssag, siger han til TV 2.

"En falsk retssag"

Den opfattelse går igen både i Ukraine og i den vestlige verden.

Oleg Nikolenko, der er talsmand for det ukrainske udenrigsministerium, kalder ”denne såkaldte retssag” for fuldstændig ugyldig.

De to andre dødsdømte er britiske statsborgere, og derfor har Storbritannien også været hurtigt ude med en kommentar:

- Det her er en falsk retssag, fuldstændigt uden legitimitet, skriver den britiske udenrigsminister Liz Truss på Twitter.

Krigsfanger

Det er den danske ekspert i krigens love Kenneth Øhlenschlæger Buhl enig i.

Han er ansat på Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier, hvor han har specialiseret sig i folkeret og krigens love.

- I forhold til folkeretten er denne afgørelse fuldstændig ugyldig, siger han.

Soldaternes nationalitet er underordnet, fastslår dansk ekspert

Argumentationen for at dømme de tre udenlandske statsborgere har været, at de som udlændinge ikke er regulære soldater, men udenlandske lejesoldater.

Men den argumentation er ifølge Kenneth Øhlenschlæger Buhl grundlæggende forkert:

- Når de er en del af Ukraines væbnede styrker og bliver taget til fange, så er deres nationale tilhørsforhold underordnet. Så har de krigsfangestatus. Vi har også soldater i det danske forsvar, der har andre nationaliteter, forklarer han.

Meldte sig til flåden

Alle de tre dødsdømte er netop soldater i den ukrainske hær på helt almindelige vilkår. De har alle boet i landet i flere år og har meldt sig til militæret år før krigen startede i februar.

Muiz' ven fra Marokko meldte sig til den ukrainske flåde sidste år, fortæller Muiz.

- Han kom til landet i 2019 som studerende på Kyivs tekniske universitet, men forlod skolen igen sidste år. Så kunne han ikke finde et job, og så meldte han sige til flåden. Han sagde, at han gerne ville give noget tilbage til Ukraine. Han elsker Ukraine, siger Muiz.

Efter det første chok har lagt sig, er han nu tilbage i kampagnearbejdet.

Næste mål er at lægge pres på den marokkanske ambassade i Moskva for at få dem til at protestere, fortæller han.

Ifølge Kenneth Øhlenschlæger Buhl er Moskva også det rigtige sted at protestere:

- Rusland har det overordnede ansvar. De er besættelsesmagten, og de har pligt til at sikre, at tingene foregår i overensstemmelse med krigens love. Hvis dommen bliver ført ud i livet, så ville det være en ulovlig henrettelse. Det vil faktisk være en krigsforbrydelse, siger han.