Rusland invaderer Ukraine

Rusland får tyrkisk medhold angående vestlige sanktioner

Rusland kræver, at søminer i ukrainske havne fjernes, før det kan garantere eksporten af ukrainske hvede.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, lovede under et besøg i Tyrkiet, at Rusland er villige til at give fri passage gennem Sortehavet til skibe, der transporterer hvede fra Ukraine.

- Vi gentager hver dag, at vi er parate til at garantere sikkerheden for de skibe, der forlader ukrainske havne på vej mod tyrkisk farvand, sagde han efter et møde med sin tyrkiske udenrigsministerkollega.

Men det har en pris, tilføjede Sergej Lavrov – nemlig at Vesten til gengæld skal hæve nogle af de sanktioner, der er indført mod Rusland.

Gang i eksporten

De to udenrigsministre mødtes for at diskutere et forslag fra FN om, at man trods krigen må få gang i fødevareeksporten fra Ukraine af hensyn til den fattigste del af verdens befolkning, der risikerer at komme til at sulte uden ukrainsk korn.

Ifølge Sergej Lavrov er det nu op til Ukraine at handle, hvis landets hvedeeksport skal komme i gang. Ukraine skal nemlig først fjerne de søminer, der ligger uden for Odessa, der er Ukraines vigtigste havn i Sortehavet.

Ukraine har på sin side krævet ”effektive sikkerhedsgarantier” før man fjerner søminerne – fordi Ukraine frygter, at Rusland vil misbruge den åbne adgang til havnen i Odessa og starte et angreb mod byen fra vandsiden.

Lavrov bedyrede imidlertid, at Rusland ikke vil udnytte situationen til at rykke fremme militært, mens hvedeeksporten genoptages via Sortehavet,

- Dette er garantier fra Ruslands præsident, lovede han.

- Vi er klar til at garantere sikkerheden for skibe, som forlader ukrainske havne. Vi er klar til at gøre det i samarbejde med vore tyrkiske kolleger, sagde han.

Manglende tillid

Problemet er, at der ikke er den nødvendige tillid mellem parterne, siger TV 2’s korrespondent Martin Selsøe Sørensen.

- Mellem de stridende parter, Rusland og Ukraine, er der ikke stor tillid. Vi har tidligere set, hvordan aftaler er blevet indgået og brudt igen og igen – for eksempel i forbindelse med evakueringerne fra Mariupol. Nu har Tyrkiet påtaget sig en koordinatorrolle, og det bliver Tyrkiets opgave at få det til at lykkes, siger han.

En central spiller på den ukrainske side, lederen for de ukrainske hvedehandleres organisation (UGA), Serhij Ivasjtjenko, har da også allerede været ude at sige, at Tyrkiet ikke har styrken til at være garant for hvedeeksporten. Det skriver Reuters.

Han sagde på en konference i Kyiv, at det vil tage mindst to til tre måneder at fjerne minerne i de ukrainske havne. Og det kan kun ske med hjælp fra Tyrkiets og Rumæniens flåde.

"Legitimt krav"

Efter dagens møde sagde den tyrkiske udenrigsminister Mevlut Cavusoglu, at de russiske krav om ophævelse af vestlige sanktioner er et "legitimt" krav.

Der kom ikke noget konkret krav ud af dagens møde – hvilket heller ikke var ventet, eftersom Ukraine ikke var repræsenteret på mødet.

- Men der er tæt kontakt mellem Tyrkiet og Ukraine. Tyrkiet siger, at de allerede har lavet en aftale med Ukraine om at købe noget af deres korn. Tyrkiet har valgt en, om end ikke en neutral position, så i hvert fald en position mellem de to lande, hvor de kan tale med begge parter, siger Martin Selsøe Sørensen.