Bil kørt ind i menneskemængde i Berlin – mange meldes kvæstet

En kvinde er død, og den mandlige fører af en sølvfarvet Renault er anholdt.

En bil er onsdag formiddag kørt ind i en menneskemængde på et travlt strøg i Tysklands hovedstad, Berlin.

En person er død, og 12 er blevet alvorligt kvæstet i forbindelse med påkørslen – heraf er fem i kritisk tilstand.

Det oplyser en talsmand for brand- og redningstjenesten i Berlin ifølge mediet Berliner Morgenpost omkring klokken 12.30. Det tyske medie Bild skriver, at den døde person er en kvinde.

I første omgang lød det fra Berlins brandvæsen til nyhedsbureauet Reuters og Der Spiegel, at der var omtrent 30 kvæstede personer.

Berlins borgmester, Franziska Giffey, skriver i et tweet, at hun er dybt berørt af hændelsen. Samtidig takker hun politi og redningsmandskab for deres hurtige indsats og omsorg for de berørte personer.

Fører af lille bil anholdt

Der blev slået alarm i den tyske hovedstad ved 10.30-tiden.

Episoden skete på hjørnet af Rankestrasse og forretningsgaden Kurfürstendamm ved Breitscheidtplatz, der ligger foran Gedächtnis-kirken i bydelen Charlottenburg i det vestlige Berlin.

Gedächtnis-kirken er en ruin fra Anden Verdenskrig og et af de mest kendte mindesmærker i Berlin.

- En mand kørte i en bil ind i en menneskemængde på Tauntzienstrasse, hvor flere kom til skade, siger Thilo Cablitz, der er talsmand for politiet i Berlin.

Det er uvist, hvor mange personer der blev ramt af bilisten, men føreren fortsatte efter påkørslen cirka 200 meter ned ad en sidegade. Her viser billeder, hvordan en sølvfarvet Renault Clio endte inde i en Douglas-parfumeforretning, efter den kørte igennem en butiksrude.

Politiet siger til avisen Bild, at manden i den lille Renault er blevet anholdt. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om en tysk-armensk mand, der er 29 år.

Han forsøgte ifølge øjenvidner at flygte fra stedet, men blev tilbageholdt af forbipasserende, indtil politiet ankom.

Ingen er kommet til skade inde i forretningen i forbindelse med påkørslen, lyder det.

Flere svært bevæbnede politibetjente er på stedet sammen med ambulancer, en helikopter og redningstjeneste, og området er spærret af.

Årsag endnu ukendt

Det vides endnu ikke, om det var en ulykke eller en forsætlig handling.

Men påkørsler i en storby alarmerer mange tyskere, da noget lignende skete i 2016 ikke langt fra, hvor påkørslen er sket onsdag.

Det var under et julemarked, hvor en radikal islamist påkørte og dræbte 12 mennesker.

Tysk politi ønsker at høre fra vidner, der har set episoden onsdag formiddag i hovedstaden.

Politiet vil senere onsdag afholde et pressemøde om sagen, skriver Berliner Morgenpost.