Udland

Norsk prinsesse er blevet forlovet med shaman

Prinsesse Märtha Louises amerikanske kæreste Durek Everett, der er en kendt shaman.

Den norske prinsesse Märtha Louise er blevet forlovet med amerikaneren Durek Verrett. Det oplyser parret tirsdag i en pressemeddelelse ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

- Kærlighed dømmer ikke, hvor man kommer fra, eller hvem man er som mennesker. Kærlighed skaber bro mellem mennesker, kultur og religion.

- Og vi er glade for at have fundet hinanden på tværs af kontinenter, etnicitet og social baggrund, lyder det fra parret.

Prinsessens forlovede er også kendt som shaman Durek.

Han hjalp hende angiveligt med at komme igennem en svær periode, efter at prinsessens eksmand, Ari Behn, tog sit eget liv i december 2019. Det har prinsessen tidligere udtalt i et interview med norsk TV 2.

Den 50-årige storesøster til den norske kronprins Haakon fik tre børn med Ari Behn.

I maj 2019 offentliggjorde prinsesse Märtha Louise sit forhold til Durek Verrett på Instagram.

Hævder at kunne kurere leukæmi

Shaman Durek er halvt norsk og en kendt personlighed inden for alternativ behandling. Han har blandt andet vejledt den amerikanske skuespiller Gwyneth Paltrow.

Durek Shaman har været kontroversiel for blandt andet at hævde, at han kan kurere leukæmi. Leukæmi handler om dårlig balance i blodet, og den balance kan han genoprette, har han udtalt i videoer på Youtube.

I videoerne hævder han også, at han kan rotere kroppens atomer og reducere menneskers alder.

Den norske prinsesse har også vakt debat med sin spiritualitet og udtalelser om, at hun kan tale med engle og heste.

Parret har tidligere været på turne rundt i både Norge og Danmark med et show, der tager publikum "med på en rejse i livets mysterier" og viser, hvordan man kan "komme dybere i kontakt med sin indre kraft og øge bevidstheden".

I den forbindelse skabte showets titel debat blandt nordmændene. Showet hed nemlig 'The Princess and the Shaman' (prinsessen og shamanen red.), og det fik kritikere til at anklage prinsessen for at udnytte sin titel kommercielt.

Prinsesse Märtha Louise er uddannet fysioterapeut og frasagde sig i 2002 officielt titlen 'Hendes Kongelige Højhed'. Siden 2001 har hun ikke modtaget apanage.