Mens Ukraine får tilført moderne våbensystemer, finder russerne 40 år gamle kampvogne frem fra gemmerne
Rusland forsøger at erobre Sjevjerodonetsk og angriber ved flere andre byer. Men kamphandlingerne minder mest om krampetrækninger.
I fredags rundede krigen i Ukraine 100 dage. De sidste uger har været kendetegnet ved en voldsom, men træg russisk offensiv omkring byerne Popasna, Sjevjerodonetsk og Lyman i det nordøstlige Donbas.
Rusland har rykket fronten nogle få kilometer mod vest, og bykampene i Sjevjerodonetsk og Lyman har været kæmpet fra gade til gade. Mange byer ved den nordøstlige front i Donbas er reduceret til murbrokker.
For godt en uge siden startede Ukraine sin egen offensiv i Kherson-provinsen nordøst for storbyen af samme navn. De ukrainske styrker har krydset Inhulets-floden og erobret en række landsbyer, men på samme måde som den russiske offensiv i Donbas går det langsomt. Ukraine kan kun presse fronten få kilometer mod syd.
Et fatamorgana i Sjevjerodonetsk
Som det vil være læsere af disse analyser bekendt, startede Rusland allerede i april deres ”plan B”, som gik ud på at ”befri” Donbas. Den plan er gradvis blevet reduceret, så de seneste ugers voldsomme kampe har været i et lille område på omkring 2 gange 25 kilometer. Den sidste uge har de fleste russiske kræfter været sat ind på at erobre storbyen Sjevjerodonetsk, som er den sidste bid af Luhansk-provinsen under ukrainsk kontrol.
Sjevjerodonetsk er dog indtil videre et fatamorgana for russerne. Indtil i fredags så det ud til, at ukrainerne måtte give slip og i stedet organisere forsvar på vestsiden af Donets-floden. Tilsyneladende var det en ukrainsk finte. De trak russerne langt ind i byen, beskød dem fra de ukrainskkontrollerede højdedrag på vestsiden af floden og slog derefter kontra. De seneste meldinger tyder på hårde kampe, og at Sjevjerodonetsk er delt med cirka 50 procent til hver.
Ser vi afslutningen på den russiske plan B?
Det store spørgsmål er nu, om russerne har kapacitet til at opretholde deres offensiv. De angriber fortsat ved Lyman og Popasna, men det ser ikke ud til at være en del af en regulær offensiv plan, men snarere en form for krampetrækninger.
Det voldsomme russiske pres de sidste uger er et resultat af, at Rusland samlede mange styrker i et begrænset område og derved kunne presse ukrainerne tilbage på grund af lokalt overtal. Det ser ud til, russernes fordel nu er begrænset, og at presset er aftagende.
Rusland har de sidste uger tabt færre kampvogne og pansrede kampkøretøjer. Det indikerer, at russerne vil få svært ved at genstarte offensiven. De faldende tab skyldes nemlig ikke, at ukrainerne ikke har kunnet ramme. Det skyldes, at Rusland har færre kampvogne og pansrede kampkøretøjer, de kan indsætte.
Rusland har fortsat masser af artilleri og for eksempel kamphelikoptere, der spreder død og ødelæggelse langs fronterne, ikke blot i Donbas, men også i det sydlige Ukraine. Men de mangler både kampvogne, pansrede kampkøretøjer og infanteri til at gennemføre regulære offensiver, hvor de erobrer land.
Det er umuligt at sige, om den russiske generalstab helt har opgivet plan B, og om de har turdet informere præsident Putin om, at også erobringen af Donbas bliver et luftkastel. Der er løbende rygter om, at generaler er sat fra bestillingen, blandt andre General Dvornikov, der blev sat i spidsen for plan B. Derudover faldt der endnu to generaler ved fronten denne weekend. Så selvom oplysningerne om fyrede generaler er ubekræftede, er der sandsynligvis uro på de indre linjer.
Ukraine i offensiven?
For godt tre uger siden skrev jeg om krigens fase 3, hvor Ukraine er i offensiven. Det var dog først i sidste uge, Ukraine havde overskud til at følge op på deres offensiv omkring Kharkiv. Opfølgningen kom mod syd i Kherson-provinsen, hvor Ukraine sendte tropper over Inhulets-floden. Som nævnt indledningsvis er det også en meget langsom fremrykning, og ukrainerne er ikke kommet meget længere end at etablere et brohoved mellem Inhulets og den store flod Dnjepr.
Det samlede billede tyder på, at Ukraine ikke har kapacitet til at gå i større offensiver endnu. Det er sandsynligt, at de afventer, at de kan drage nytte af de avancerede våbensystemer, som er på vej. Det gælder ikke mindst det meget omtalte HIMARS-system fra USA og en tilsvarende leverance fra Storbritannien. Det er gps-styrede raketsystemer, der er de russiske systemer klart overlegne, både hvad angår rækkevidde (cirka 80 kilometer), præcision og mobilitet.
Ikke mindst de 80 kilometers rækkevidde vil betyde, at ukrainerne kan ramme de russiske artilleristillinger, lejre, forsyningsområder og andre knudepunkter i baglandet. Derfor vil vi sandsynligvis se flere ukrainske offensiver i løbet af sommeren.
Ingen fastlåst konflikt
Selvom fronterne kun har flyttet sig marginalt de sidste uger, er det ikke sandsynligt, vi vil se en fastlåst konflikt. Russerne vil givetvis fortsat forsøge at gå frem på bagsiden af voldsom artilleribeskydning. Der er intet, der hidtil har antydet, at generalstab og præsident har villet indse, at det er et umuligt projekt.
Ikke mindst den russiske offensiv i det nordøstlige Donbas har slidt voldsomt på både russerne og ukrainerne. Mens russerne ikke vil holde inde, er ukrainerne i en anden situation. De kan ikke holde inde. De vil ikke opgive deres land, og så snart den ukrainske generalstab fornemmer muligheder, vil de gå i offensiven.
Alt tyder på, at nedslidningen vil ramme Rusland hårdest. Mens Ukraine får tilført moderne våbensystemer fra Vesten, bringer Rusland i disse uger over 40 år gamle T-62-kampvogne frem af gemmerne. Det er et billede på, hvordan krigen vil udvikle sig. I løbet af sommeren vil vi gradvis se Ukraine tage mere terræn tilbage.