Rusland invaderer Ukraine

Hundredevis af ukrainere anklaget for forræderi - men på vidt forskellige måder

Mindst 1400 ukrainere er anklaget for forræderi og kollaboration samt at bane vejen for, at Rusland kan besætte landsbyer og dræbe et væld af civile.

Massive tab af civilbefolkningen eller samarbejde med den russiske hær.

Dilemmaet stod Gennady Matsegora over for på tredjedagen af Ruslands invasion af Ukraine, hvor han fik et opkald fra en russisk hærchef, som fremlagde et tilbud, han havde svært ved at afslå.

Matsegora, som er borgmester i den nordøstlige by Kupyansk i Kharkiv-regionen, tog en hurtig beslutning og overgav byen til de russiske styrker uden kamp.

- Jeg besluttede at deltage i forhandlingerne for at undgå tab af menneskeliv, forklarede han i en videotale.

Senere forsynede borgmesteren angiveligt russiske soldater med transport, bolig, brændstof og mad ”i god tro”.

Nu er Matsegora én af de hundredvis af ukrainske borgere, der er anklaget for at samarbejde med Rusland under invasionen.

Ukraine har registreret over 1400 tilfælde af landsforræderi og kollaboration mellem ukrainske borgere og det russiske militær. Det skriver The Guardian med henvisning til de seneste tal fra maj.

Politi, borgmestre og menige borgere anklaget

Halvdelen af sagerne drejer sig om forræderi, mens den anden halvdel anklages for kollaboration med russerne, fortalte Ukraines chefanklager, Iryna Venediktova, i maj og tilføjede, at de alle var anklaget for at bane vejen for, at Rusland kan besætte landsbyer og dræbe et væld af civile.

Sagerne involverer blandt andet to ukrainske generaler, politifolk, en ukrainsk forhandler, flere ukrainske borgmestre og tilmed menige borgere truet til samarbejde.

De hundredvis af mennesker er anklaget i henhold til en nyere lov, der blev vedtaget af Ukraines parlament kort efter invasionen.

Loven gør det ulovligt at samarbejde med fjenden. Alle anklagede risikerer op til 15 års fængsel, hvis de dømmes skyldige. Det kan blandt andet være for at samarbejde med russerne eller at vise støtte til Ruslands regering.

Alene 50 anklagede "forrædere" fra Kharkiv-regionen er indtil videre blevet arresteret, siger Oleksandr Filchakov, som er chefanklager i regionen. De spænder sig fra politipersonale til dommere, hvilket har gjort strafudmålingen til en vanskelig opgave, skriver The Guardian.

Da Kupyansk stadig er under russisk kontrol, er borgmesteren Gennady Matsegora endnu ikke blevet anholdt. Kun i områder, hvor russerne er blevet skubbet tilbage, har de ukrainske myndigheder foretaget anholdelser af dem, der er mistænkt for at samarbejde med fjenden.

Forskellige former for samarbejde

Graden af ukrainsk kollaboration med russerne varierer fra at bidrage til krigsforbrydelser, plyndre rige ukrainere sammen med russiske tropper til at overføre vigtige informationer til ”fjenden”.

- Det kan omfatte at give russerne lister over de lokale, der er i militæret, familierne til militærfolk eller de mennesker, der er veteraner fra Donbas-krigen, siger Oleh Synehubov, som er guvernør i Kharkiv, til The Guardian.

I Butja uden for hovedstaden Kyiv siger borgmester Anatol Fedoruk ifølge nyhedsbureauet AP, at kollaboratører gav Rusland navnene og adresserne på flere ukrainske aktivister og embedsfolk, inden hundredvis af civile blev slået ihjel i landsbyen.

- Jeg så forrædernes henrettelseslister med egne øjne. Russerne vidste på forhånd, hvor de skulle hen, og hvem der boede hvor, siger Fedoruk.

Straffen skal være hård – men også mod borgere under tvang?

Søndag gjorde den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, det helt klart, at ingen landsforræder vil blive skånet. Han fyrede chefen for den regionale sikkerhed i Kharkiv-regionen, Roman Dudin, på grund af anklager om "uagtsomhed".

Zelenskyj anklagede Dudin for at "kun tænke på sig selv" i stedet for at hjælpe med at forsvare millionbyen i de første dage af krigen.

- De retshåndhævende organer vil undersøge, hvad hans motiver var, sagde Zelenskyj.

Men hvordan vurderer retsvæsenet, som i årevis har kæmpet mod anklager om korruption og nepotisme, graden af kollaboration? Og hvordan sikrer de sig, at straffene er passende?

På den ene side er der dommere, politifolk og højtstående militærfolk på anklagebænken, men der er også menige borgere, lærere og butiksejere.

- Der er mennesker, der så frem til at springe ind i den anden hær, der er mennesker, der samarbejdede for at redde deres liv, og der var andre, der blev tvunget til samarbejde med våben, siger Ilko Bozhko, en ukrainsk militær embedsmand fra den østlige operationelle kommando.

Lærere kan dømmes

Derfor står de ukrainske anklagere over for en særlig vanskelig opgave i de besatte områder i det sydlige Ukraine, som blev taget af russerne i begyndelsen af ​​krigen.

Her har Rusland tidligt forsøgt at påtvinge russisk herredømme over hverdagen ved blandt andet at indføre russisk pensum på ukrainske skoler. Det betyder, at hvis Ukraine genvinder kontrollen over områderne, kan der være tusindvis af mennesker, der har begået handlinger, som falder ind under den tekniske definition af kollaboration med russerne.

Heriblandt lærere, der fortsatte med at undervise i det nye pensum.

- Dette er et meget vanskeligt og smertefuldt spørgsmål, siger Sergii Gorbachov, Ukraines uddannelsesombudsmand, til The Guardian.

- Det er meget svært at afgøre, hvor grænsen er. Jeg tror ikke, at man kan kræve heltemod fra ubevæbnede civile. Det vigtigste er ikke at samarbejde frivilligt. Når vi får besætterne væk fra hele vores jord, forventer jeg store problemer med, hvordan vi beslutter os for dette spørgsmål, fortsætter han.

Mens de skyldige skal dømmes med "hurtig og effektiv" straf, skal ofrene for krigen forhindres i at blive straffet unødigt, fastslår Volodymyr Ariev, et ukrainsk parlamentsmedlem fra partiet Europæisk Solidaritet.

Han håber, at parlamentet vil udarbejde en ny lov om forræderi og kollaboration, der gør det muligt at rangere sager i henhold til graden, skriver The Guardian.