Dronningen melder afbud for tredje gang til sin egen fejring

Tusindvis af publikummer var mødt op for at se en hyldestkoncert for dronning Elizabeth lørdag aften. Men regenten var ikke selv til stede.

22.000 mennesker mødte lørdag aften op foran Buckingham Palace i London for at fejre dronning Elizabeth's 70 år på tronen til tonerne af nogle de største musikere i verden.

Udendørskoncerten "Party at the Palace" er en del af en storstilet 70 års jubilæumsweekend, som nu er på tredjedagen af en fire dag lang fejring.

Men for anden dag i streg dukkede hovedpersonen selv ikke op til festlighederne, rapporterer BBC.

Ifølge det britiske kongehus følte den 96-årige britiske monark sig utilpas under en parade torsdag ved Buckingham Palace, og efterfølgende har hun ikke vist sig offentligt.

- Selvom dronningen måske ikke deltager i koncerten personligt, er hun meget opsat på, at folk forstår, hvor meget det betyder for hende, og at alle dem, der ser på, har en fantastisk aften, står der i en erklæring fra kongehuset, som blev udsendt efter koncertstart klokken 20.30 dansk tid.

Tidligere lørdag meldte regenten afbud til det prestigefyldte løb Epsom Derby, selvom dronningen ellers er en særdeles ivrig hestevæddeløbsfan. Afbuddet skete på grund af bevægelsesproblemer. Og fredag missede hun ligeledes en gudstjeneste, som også var en del af festlighederne.

Briterne sender tanker til dronningen

Selvom mange af de fremmødte havde glædet sig til at se statsoverhovedet blandt gæsterne til koncerten, har stemningen foran det royale palads været i top hele dagen.

- Der er virkelig god stemning, selvom man selvfølgelig tænker på dronningen og hendes helbred, siger TV 2-korrespondent Lotte Mejlhede.

Hun har lørdag talt med flere af de mange tusinde, der har bevæget sig op ad The Mall til Buckingham Palace:

- De siger, at de selvfølgelig gerne havde set, at hun kunne deltage, men hun er 96 år, og de fortæller, at bare hun har det godt, hvor hun er, kan de stadig godt fejre alt det, hun har gjort for dem gennem de seneste 70 år, siger Mejlhede.

Musiklegender skal spille for millioner

En række medlemmer af den royale familie var til stede ved koncerten – blandt andre prins Charles, prins William og hertuginde Kate.

De 22.000 tilskuere havde fået billet gennem et landsdækkende lotteri til at komme ind på selve koncertpladsen foran Buckingham Palace. Og endnu flere deltog i festlighederne fra en park ved siden af, hvor der var stillet storskærme op, som livetransmitterede koncerten.

Samtidig fulgte millioner med på tv-skærme hjemmefra.

Her kunne de mange tilskuere lytte med på sange fra musiklegenderne Diana Ross, Queen, Duran Duran, Alicia Keys, George Ezra og mange, mange flere.

De blev heller ikke blive snydt for Elton John. Han bidrog på afstand med en indspillet optræden.

Aftenen blev afsluttet med taler fra kronprins Charles og hans søn William.

Fejringen af det store platinjubilæum slutter søndag, hvor flere tusind blandt andet vil deltage i et optog.