Prisen på olie er så høj, at Rusland står til at tjene mere i 2022 end i 2021
På trods af sanktioner fra EU og USA ser 2022 ud til at blive det mest indbringende år nogensinde for Ruslands olie- og gasindustri.
Situationen i Rusland er i dette øjeblik i færd med at give os alle en hurtig lektion i udbud og efterspørgsel.
Når efterspørgslen på en vare er høj, stiger prisen.
Det gælder også den olie og gas, der i øjeblikket delvist finansierer Vladimir Putins invasion af Ukraine.
Sanktioner fra USA og EU har øget efterspørgslen, og ifølge nye beregninger fra mediet Bloomberg Economics ser det nu ud til, at styret i Moskva kommer til at tjene cirka 800 millioner dollars om dagen på salg af olie og gas resten af året.
Olieprisen alene er steget med 50 procent i år, og selvom Rusland måske kommer til at sælge mindre olie og gas i 2022 end i 2021, vil den samlede indtægt formentlig komme til at ende på 285 milliarder dollars i år – det er 20 procent højere end i 2021, viser Bloombergs beregninger.
Og det er for en stor dels vedkommende EU-landene, der har været med til at finansiere Ruslands overskud i årets første måneder.
Hos tænketanken Breugel overvåger man den russiske olieeksport fra havne i den vestlige del af landet, og her viser tallene, at der er udskibet markant mere olie i de første 20 uger af 2022 sammenlignet med de første 20 uger af 2021.
Konkret er der uge for uge udskibet cirka 20 procent mere olie i 2022 end i 2021 i de første 12 uger efter invasionen, og ifølge Breugels tal er det EU, som har købt cirka halvdelen af olien.
Overskuddet vokser og vokser
Økonomen Robin Brooks, der er ekspert hos den internationale brancheorganisation for finansvirksomheder, Institute for International Finance, analyserede i slutningen af maj, hvordan Ruslands økonomi er påvirket af krigen og de stigende oliepriser.
Ifølge hans beregninger er Ruslands overskud på handelsbalancen for årets første måneder allerede næsten på niveau med beløbet for hele 2021.
Med til billedet i Robin Brooks' tweet hører dog, at Rusland importerer markant færre varer end før invasionen på grund af sanktionerne.
Forleden blev olien så også ramt af sanktioner, som ifølge Robin Brooks var nødvendige for at ramme Ruslands voksende overskud.
I et tweet fra før EU vedtog sin sanktionspakke viser han, hvordan Rusland uge efter uge har haft overskud på handelsbalancen i 2022.
Hvor kraftigt sanktionerne fra EU vil påvirke olieprisen og den russiske økonomi er endnu usikkert, men Ruslands salg af olie ventes dog at falde markant, når EU's forbud mod olieimport via tankskibe for alvor slår igennem.
Også i Rusland er der bekymring for, hvad sanktionerne vil betyde.
Yury Rykov, der er chef for energiafdelingen i den russiske tænketank Institute of Energy and Finance, siger for eksempel til det statskontrollerede medie Sputnik, at sanktionerne potentielt kan føre til et stort tab for Rusland, hvis det ikke lykkes at finde måder at omgå dem på.
Selvom Rusland er begyndt at sælge mere olie til Indien og Kina, er det nemlig formentlig ikke muligt at sende markant større mængder olie den vej, fordi transportkapaciteten er begrænset.
- Hvis det lykkes (for EU, red.), vil vi ikke få samme nytte af prisen på grund af det mindre udbud, siger han.
Ifølge Bloomberg Economics er det ikke kun de stigende oliepriser, der ser ud til at gavne Ruslands økonomi.
Flere råmaterialer er også steget i pris, blandt andet nikkel, platin og palladium, som Rusland også producerer en hel del af.
I alt forventer Bloomberg Economics, at Ruslands totale indtjening på salg af råmaterialer, olie og gas når op på mere end de 300 milliarder dollars, som USA og øvrige vestlige lande har indefrosset efter invasionen.