100 dage siden krigen begyndte: - Jeg tror ikke, vi er halvvejs, siger ekspert
Ifølge militæranalytiker Anders Puck Nielsen kan de næste 100 dage blive afgørende.
Putin lovede ikke at invadere, mens troppeopbygningen langs Ukraines grænse kun fortsatte op til den skelsættende dato 24. februar 2022.
I dag er det 100 dage siden, vi stod op til en forandret verden og den største angrebskrig på europæisk jord siden Anden Verdenskrig.
Hvor det hele ender, er usikkert. Men faktum indtil videre er, at 4,7 millioner mennesker er flygtet fra Ukraine, og mere end 4000 civile er ifølge FN blevet dræbt i løbet af krigens første 100 dage.
TV 2 har talt med Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, der har fulgt krigens udvikling. Han fortæller her om sine forventninger til de næste 100 dage:
Hvor står krigen i dag?
En langstrakt nedslidningskrig. Det er de ord, jeg vil sætte på krigens nuværende tilstand.
De indledende tanker om en russisk lynkrig blev ikke til noget. Og det er heller ikke blevet til den efterfølgende partisankrig, som jeg troede, det ville blive, hvis russerne havde haft indledende succes.
I stedet er det blevet til en langstrakt konventionel nedslidningskrig, der går ud på at være så brutal som muligt over så lang tid som muligt med enorme ødelæggelser til følge.
Jeg tror ikke, vi er halvvejs gennem krigen endnu.
Hvilken udvikling har vi set på de 100 dage?
Krigen foregår nu på et meget lille område. På en måde var det nemmere for de fleste at følge med i begyndelsen med et kort over hele Ukraine, hvor bevægelserne var langt tydeligere end i dag.
Det kan være enormt svært at gennemskue, hvad der præcis sker, når krigen foregår på så små områder, som den gør nu, og vi kan tale om kampe omkring en mindre skov i Luhansk.
Samtidig er målene i krigen blevet ændret undervejs. I begyndelsen var det en kamp om et regimeskifte som helhed med meget politiske mål om Ukraines plads i verden og måske endda en genforening mellem Ukraine og de erobrede områder i Luhansk og Donetsk.
I dag er det i høj grad blevet reduceret til en kamp om territorie, hvor der kæmpes om hver enkelt lille landsby.
Når nogen i dag spørger, om Rusland kan vinde krigen, skal man huske på, at de mål, Rusland havde, da de startede krigen, er ændret. Så de kan overhovedet ikke vinde krigen ud fra de oprindelige mål.
Hvad har du lært om Ukraines militære evner?
Ukraine har nok overasket mange, inklusive mig selv. De er kommet rigtigt langt, i forhold til hvor de var for et par år siden.
De har omfavnet nye måder at føre krig på og har lagt sovjetmentaliteten fra sig. Både Ruslands og Ukraines militær kommer fra samme system med en fælles arv fra sovjettiden, hvor man havde et meget stift hierarki og en topstyret måde at drive sit forsvar på.
I 2014 og 2015 kom Ukraine til kort og var slet i stand til at håndtere den russiske modstand i Donbas.
Men de har været gode til at omstille sig til det, vi vil kalde en mere moderne form for krigsførelse. Her ser vi nu et mere fleksibelt militær og meget mere selvstændige beslutningstagere ud fra de faktiske forhold på jorden. Der har de virkelig formået at flytte sig.
Og hvad har du lært om Ruslands militære evner?
Det knytter sig faktisk til de samme emner. For Rusland har modsat Ukraine slet ikke rykket sig så meget, som vi gik og troede.
Rusland iværksatte meget af den samme moderniseringsproces efter deres krig i Georgien i 2008, hvor de italesatte, at nu skulle de have meget mere fleksible og handlekraftige løsninger. Det har den her krig bare vist, at de altså ikke lykkedes med.
Jeg havde troet, at de havde flere års forspring til Ukraine i forhold til en modernisering af militæret.
Vi så klare fejlvurderinger bag de valg, der blev truffet i begyndelsen. Alt tyder på, at det har været meget hemmeligt – også for den militære ledelse – at man skulle invadere Ukraine.
Rundt om Putin har der også været antagelser om, at det ikke var nødvendigt at forberede sig så meget, men at det i stedet var bedre med hemmeligholdelse over for militæret og statsapparatet.
Det har også overrasket mig, at de ikke har været bedre til at bruge deres flyvevåben, som har været fraværende og ude af stand til at få luftherredømmet.
Er vi blevet for optimistiske på Ukraines vegne oven på de indledende sejre omkring Kyiv?
Det kommer jo meget an på, hvad det vil sige at "vinde" den her krig. For det er ikke klart defineret hos mange. Der er måske for mange, der har været for optimistiske i spørgsmålet om, at Ukraine kan vinde den her krig, uden det skal afsluttes med en eller anden forhandling med Rusland.
For sådan må det nødvendigvis ende; at der skal indgås en eller anden aftale. Men jeg kan sagtens forestille mig, at Ukraine kan vinde den her igangværende nedslidning og komme til at stå bedre i forhold til de uundgåelige forhandlinger.
Hvor står vi om 100 dage?
Jeg tror, vi skal bruge de næste 100 dage på at se, hvilken vej den her nedslidningskrig går. Vil den ene part stille og roligt opbygge et momentum og få overtaget?
Omkring september vil vi have en klarere idé om, hvorvidt de bliver slidt lige hurtigt ned, eller om den ene part håndterer det bedre på den lange bane.
Lige nu tror begge sider, at de vil vinde på den lange bane. Så der er selvsikkerhed i både Kyiv og Moskva.
Det har den meget klare betydning, at begge sider har tænkt sig at fortsætte for fuld knald. Der er ikke nogen, der er indstillet på at give indrømmelser på nuværende tidspunkt. Så vi er heller ikke i nærheden af en fredsaftale i øjeblikket.
Hvis russerne får et overtag, vil de fortsætte med at erobre terræn, og omvendt. Det bliver vi meget klogere på over sommeren.
