Rusland invaderer Ukraine

Ruslands topgeneral: Ukraine vil angribe mål i Rusland med våben fra USA

Netop som USA vil sende langtrækkende våben til Ukraine, siger russerne, at de har opsnappet oplysninger om et kommende angreb direkte mod Rusland.

Da USA forleden besluttede at sende avancerede langtrækkende raketsystemer til Ukraine, stillede amerikanerne én enkelt betingelse til ukrainerne:

Send ikke raketterne ind over grænsen til Rusland.

Hidtil har USA ikke offentligt sat rammer for, hvordan ukrainerne må bruge de amerikanske våben, men onsdag sagde USA's forsvarsminister, Anthony Blinken, at ukrainerne var gået ind på amerikanernes krav.

- Ukrainerne har forsikret os om, at de ikke vil benytte disse våbensystemer mod mål på russisk territorium, sagde ministeren og tilføjede, at den gensidige tillid mellem USA og Ukraine var stor.

Nu påstår russerne så, at styret i Ukraine planlægger at bruge raketsystemerne til at angribe ind i Rusland, så snart de ankommer.

Der er blandt andet tale om raketkastere af typen HIMARS, der kan affyre flere guidede raketter samtidig.

Rækkevidden på den type raketter, USA sender til Ukraine, er cirka 80 kilometer, men HIMARS-systemet kan også affyre missiler, der potentielt kan ramme mål 300 kilometer væk.

Og ifølge chefen for Ruslands operation i Ukraine, general Mikhail Mizintsev, er ukrainerne allerede gået i gang med at planlægge, hvordan de vil bryde aftalen med amerikanerne.

- Ifølge troværdige operationelle informationer vi har fremskaffet som resultat af opsnappet radiokommunikation, planlægger Kyiv-regimet endnu en umenneskelig provokation i byen Shostka, siger Mikhail Mizintsev til det statslige russiske nyhedsbureau TASS.

Boligområder bliver mål

Generalen påstår, at den "umenneskelige provokation" involverer våben fra USA og Ukraines sikkerhedstjeneste SBU.

- I den nærmeste fremtid forventes Shostka at modtage langtrækkende missiler fra USA. Med hjælp fra militante grupper og Ukraines væbnede styrker og efter ordre fra SBU, er det planen at slå til direkte mod grænseområdet i Den Russiske Føderation fra boligområder i byen, siger Mikhail Mizintsev.

Ifølge generalen gør de amerikanske våben boligområderne i Ukraine til legitime mål.

- Med disse handlinger forventes de nynazistiske ukrainere at provokere Ruslands væbnede styrker til at besvare ilden for dernæst at beskylde dem for vilkårlige angreb mod civil infrastruktur og nedslagtning af Ukraines civilbefolkning, siger generalen.

Ifølge Mikhail Mizintsev og nyhedsbureauet TASS har Ukraines regering planer om at udnytte affæren til propaganda.

- Der er planer om at bruge ukrainske og udenlandske journalister til at forberede falske fotos og videoer om påståede drab på civile i byen af Ruslands militær, og det vil blive distribueret bredt af vestlige nyhedsbureauer, skriver TASS.

Beskyldningerne

I løbet af krigens første måneder har Rusland talrige gange anklaget Ukraine og vestlige medier for at fabrikere fotos og videoer af påståede russiske krigsforbrydelser i Ukraine.

På den anden side har såvel USA's præsident, Joe Biden, den britiske premierminister, Boris Johnson, og Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, beskyldt Rusland for at begå krigsforbrydelser.

Blandt andet i bydelen Butja uden for Kiyv, hvor der er fundet massegrave og lig af civile, der er bundet på hænder og fødder.

Tidligere under konflikten har Rusland flere gange givet Ukraine skylden for ting, der ikke efterfølgende er blevet dokumenteret.

For eksempel har russerne beskyldt Ukraine for at være i færd med at bygge atomvåben på det katastroferamte Tjernobyl-kraftværk, beskyldt Ukraine for at begå folkemord i den østlige del af landet og fortalt, at en amerikansk general kæmpede side om side med ukrainerne på stålværket Azovstahl i Mariupol.

De avancerede amerikanske raketsystemer, der vil ankomme til Ukraine i løbet af kort tid.

Styret i Moskva har reageret på den nye amerikanske våbenleverance, og Vladimir Putins pressetalsmand, Dmitrij Peskov, siger ifølge TASS, at USA "kaster benzin på bålet", og at amerikanerne tilsyneladende er villige til at bekæmpe Rusland til sidste ukrainske soldat.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, gik et skridt længere, og onsdag beskyldte han Ukraine for at tage "provokerende skridt", der kan trække "et tredje land" ind i krigen.

- Sådan en risiko eksisterer sandelig. Hvad Kiyv-regimet kræver fra sine vestlige velgørere, går langt over grænsen for, hvad der er anstændigt, og det er en provokation, der sigter på at involvere Vesten i militære handlinger, sagde Sergej Lavrov ifølge Reuters.

Hvordan russerne vil reagere, hvis der kommer et angreb – eller noget, der ligner – langt inde på landets territorium, står hen i det uvisse.

Hverken Ukraine eller USA har i skrivende stund reageret på de russiske beskyldninger.