Folkeafstemning 2022

Resten af Europa omfavner Danmark efter historisk resultat

Frankrigs præsident kalder resultatet af folkeafstemningen for "fremragende nyheder".

Den største sejr til ja-siden i en dansk EU-afstemning giver genlyd udenfor landets grænser.

Onsdag aften, hvor et overvældende flertal stemte for at fjerne det danske forsvarsforbehold, tikkede lykønskninger fra hele Europa ind via sociale medier.

En af dem kom fra franske Emmanuel Macron, der på Twitter kalder det danske valgresultat for "fremragende nyheder".

- Vi er stærkere sammen, lyder det fra den for nyligt genvalgte franske præsident.

EU står klar til "hurtige" skridt

EU's udenrigschef, Josep Borrell melder sig i koret og skriver, at han har ønsket udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tillykke med det, han kalder "en historisk beslutning". Samme ord bruger præsidenten for EU, Charles Michel, om det danske afstemningsresultat i sit tillykke-tweet.

Så snart Danmark formelt giver de andre EU-lande besked om at fjerne forbeholdet, står unionen klar til "hurtigt" at tage de skridt, der får Danmark fuldt ind i forsvarssamarbejdet, lyder det fra Borell.

Den danske deltagelse på forsvarsområdet bliver også hilst velkommen og "værdsat" af EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

- Jeg er overbevist om, at beslutningen vil komme både Danmark og EU til gode, skriver hun på Twitter.

Krigen fylder

Flere af de udenlandske reaktioner kredser om det bagtæppe, som den danske afstemning har fundet sted på - krigen i Ukraine.

Det gælder blandt andet den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock.

- EU's svar på Ruslands krig mod Ukraine er en stærkere sikkerheds- og forsvarspolitik. Hvert skridt, vi hver især tager, gør os stærkere, skriver hun.

Den liberale gruppe i Europa-Parlamentet kobler også krigen sammen med deres lykønskning til Danmark.

- I en usikker verden er der brug for tættere forsvarsbånd for at være et Europa, der beskytter, lyder det blandt andet på Twitter.

Svenskerne ser frem til materielsamarbejde

På den anden side af Øresund ser udenrigsminister Ann Linde frem til, at Danmark nu deltager i forsvarssamarbejdet.

Hun fremhæver blandt andet PESCO-samarbejdet, hvor EU-landene forsker, udvikler og indkøber fælles forsvarsmateriel.

- Danmarks engagement og erfaringer kommer til at styrke EU's PESCO-samarbejde og militære indsatser, skriver Ann Linde på Twitter.

66,90 procent har stemt ja til at afskaffe forbeholdet, mens 33,10 procent har stemt nej.