Storbritannien sender første asylansøgere til Rwanda 14. juni
Asylansøgere i Storbritannien er begyndt at få breve om, at de snart bliver sendt til Rwanda.
Storbritannien vil sende den første gruppe af asylansøgere i landet til Rwanda om to ugers tid.
Det oplyser det britiske indenrigsministerium tirsdag.
Asylansøgerne er begyndt at få officielle breve om, at de bliver sendt til Rwanda for at "genopbygge deres liv i sikkerhed".
Planen modtager kritik
- Det første fly ventes at tage turen næste måned den 14. juni, oplyser indenrigsminister Priti Patel i en erklæring.
Premierminister Boris Johnsons regering meddelte i april, at man ville sende nogle af de personer, der søger asyl i Storbritannien, til det centralafrikanske land.
Planen er blevet mødt af kritik både fra Johnsons eget konservative parti, modstandere og ngo'er.
Men om to ugers tid bliver det altså efter planen en realitet, at asylansøgere i Storbritannien i stedet ender i Rwanda.
Den britiske regering afviser kritik om, at tiltaget mangler medmenneskelighed. Ifølge regeringen er det værre at fremme et system, hvor mange asylansøgere bliver udnyttet af menneskesmuglere.
Holder tæt om antallet
Bekymringer om immigration var en stor faktor, da briterne i 2016 stemte for at forlade EU. Og Boris Johnson har været under pres for at levere på sit løfte om at "tage kontrollen tilbage" over de britiske grænser.
Sidste år ankom mere end 28.000 migranter til Storbritannien fra Europa. Oftest i små både.
Indenrigsministeriet oplyser ikke, hvor mange asylansøgere der vil være om bord det første fly til Rwanda.
Danmark har i lighed med Storbritannien underskrevet samarbejdsaftaler med Rwanda om at sende flygtninge og migranter til landet.
Det er fortsat uklart, hvordan en egentlig model for samarbejdet skal se ud.