Krigen i Ukraine

Russisk politiker: Hvad med at bortføre en forsvarsminister fra NATO?

- Der er nye regler i denne verden nu, siger et mangeårigt medlem af Dumaen på russisk tv.

En kendt russisk politiker har foreslået for åben skærm, at Rusland skal kidnappe en vestlig forsvarsminister og bringe ham til Rusland til afhøring.

Det skriver en række vestlige medier som nyhedsbureauet Reuters og tv-stationen Sky News på basis af politikerens udtalelser på russisk tv.

- Så kan vi få rede på, hvem der gav hvilke ordrer, og nøjagtigt hvem der er ansvarlig for hvad, sagde medlem af Dumaen Oleg Morozov sent mandag aften i programmet '60 Minutes' på den statslige tv-kanal Rossiya-1.

Han afslørede, hvad han selv kaldte sin egen fantastiske plan om at bortføre en vestlig forsvarsminister, når vedkommende var på vej i tog til Ukraine:

- Måske er det en vanvittig idé, som jeg har fået: I en nær fremtid, på et tidspunkt, når en ”krigsminister” fra et NATO-land er på vej i tog til Kyiv for at tale med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj. Men han når ikke frem. Og han vågner op et sted i Moskva, sagde Oleg Morozov.

Han er mangeårigt medlem af Dumaen for det største parti, Forenet Rusland, og har tidligere arbejdet direkte under præsident Vladimir Putin.

Lad bare alle de ”krigsministre”, der flokkes i Kyiv, tænke lidt over, hvordan det vil være at vågne op i Moskva

Oleg Morozov, mangeårigt medlem af den russiske Duma

Studieværten på '60 Minutes', der er en trofast støtte af præsident Vladimir Putin, ville være helt sikker på, at hun forstod Oleg Morozov rigtigt:

- Du mener, at vi skal bortføre ham? spurgte hun.

Det bekræftede politikeren uden tøven.

- Det er ikke sådan et skørt scenarie. Der er nye regler i denne verden nu. Lad bare alle de ”krigsministre”, der flokkes i Kyiv, tænke lidt over, hvordan det vil være at vågne op i Moskva, sagde han.

Flere fremtrædende vestlige politikere har faktisk taget sådan en togtur til Kyiv.

I marts kørte premierministrene fra Polen, Slovenien og Tjekkiet i tog til Kyiv for at mødes med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Og der har været flere andre.

I april tog statsminister Mette Frederiksen således også på besøg hos præsident Zelenskyj.