Rygterne om Putins helbred har floreret i årevis - men nu kommenterer Lavrov sagen
Putins helbred har været under lup længe før krigen i Ukraine. Men det er bemærkelsesværdigt, at udenrigsminister Sergej Lavrov nu kommenterer.
Det er tilsyneladende historien, der nægter at gå i sig selv. Eller dø.
Historien om Vladimir Putin som en dødsmærket, kræftsyg patient, der leder og regerer et land i krig.
I weekenden fik rygterne om den 69-årige præsidents vakkelvorne helbred ny næring, da fire britiske medier kunne citere en tidligere ansat i den russiske efterretningstjeneste for at kalde Putins udløbsdato nært forestående.
Og for et par uger siden betegnede en MI6-efterretningsagent – Christopher Steele – Kreml som et hajfyldt farvand, hvor færten af blod, død og undergang kan spille ind i forskydninger på magtens tinde, fordi Putin er syg.
- Han er konstant omgivet af et hold af læger, lød det fra ham i et interview med mirror.uk.
Christopher Steele har tidligere været involveret i en omdiskuteret efterretningskontrovers om Donald Trumps påståede tætte forhold til Rusland.
Spreder løgne
Rygterne om Putins kritiske helbredstilstand har fulgt krigen i Ukraine som en skygge, siden invasionen tog sin begyndelse 24. februar. Men først nu har inderkredsen omkring Ruslands præsident for første gang valgt at kommentere på den noget nær konstante rygtestrøm.
Det skete, da udenrigsminister Sergej Lavrov søndag på fransk tv kommenterede præsidentens tilstand.
- Jeg tror ikke, at fornuftige mennesker kan se eller finde tegn på sygdom hos præsidenten. Det må de mennesker, som spreder den slags løgne, tage på deres egen samvittighed, lød det fra Sergej Lavrov.
Rusland- og Putin-kenderen Samuel Rachlin ser Sergej Lavrovs reaktion som "interessant".
- At Lavrov kommenterer Putins helbredstilstand er bemærkelsesværdigt. Men sagen er, at rygterne om Putins helbred har været et tema i årevis. Det her vil bare nære og øge spekulationerne, siger TV 2s tidligere korrespondent i Moskva.
Samuel Rachlin peger på, at Putin sidste år begyndte at forandre sin fysiske fremtoning. Hvor Putin tidligere blev afbildet som en muskuløs machomand, var der nu et ældre statsoverhoved, som ifølge lægelige iagttagere kunne være i behandling med store doser af binyrebarkhormon.
Pompøse begravelser
Ikke desto mindre hører en blanding af rygter, hemmelighedskræmmeri og mytedannelse med til personkredsen omkring Ruslands øverste ledelse.
- Da jeg selv var korrespondent i landet, var der masser af ledere med tegn på sygdom og dårligt helbred, siger Rachlin, der både har arbejdet i det tidligere Sovjetunionen og det moderne Rusland frem til 2006.
- Man hørte aldrig noget, men aldrende statsledere som Leonid Bresjnev, Jurij Andropov og Konstantin Tjernenko begyndte jo at dø én efter én. Man kaldte ligefrem perioden for "de pompøse begravelsers tid", husker han.
Fortællingerne om Putins svigtende helbred har svirret ad flere omgange.
I 2015 fordi Putin i en periode ikke havde vist sig offentligt og derfor blev formodet syg. Men også i 2012 var der spekulationer i internationale medier, men dengang lød forklaringen fra pressemedarbejderne i Kreml, at Vladimir Putin var kommet til skade i forbindelse med sin judotræning.
På den baggrund ser Jacob Kaarsbo, der er sikkerheds- og udenrigspolitisk kommentator, ingen grund til at slå alarm over det russiske riges tilstand.
- Jeg antager, at man kan holde Putin i live, hvis der ellers er interesse for det. Ellers så forsvinder han nok, om det så er af helbredsmæssige årsager eller ej. Der kan ske underlige ting, siger Kaarsbo til TV 2.
Isolation en medvirkende årsag
Under krigen i Ukraine har styret i Kreml arbejdet på at bygge et informationsmæssigt skjold. Ikke bare over den "militære specialoperation" i Ukraine, men også i forhold til en præsident, som allerede under coronapandemien begyndte at lufte en ekstra lav profil.
Jeanette Serritzlev, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, peger på adfærdsmæssige ændringer hos Ruslands leder.
- Hvis man ser på Putins adfærd, kan den også sagtens være påvirket af lang tids coronaisolation. Han omgiver sig med færre mennesker og med større afstand. Det behøver altså ikke at være kræft, han lider af, siger hun til TV 2.