Rusland invaderer Ukraine

Putin: Vi er klar til at drøfte korneksport fra Ukraine

Putin har talt i telefon med Macron og Scholz. Putin siger, at Ukraines hvedeeksport måske kan genoptages.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er ifølge egne ord parat til at drøfte, hvordan Ukraine kan genoptage eksporten af hvede fra havne i Sortehavet.

Rusland og Ukraine producerer tilsammen næsten en tredjedel af verdens forbrug af hvede.

Rusland er også en af verdens store eksportører af gødning. Ukraine eksporterer til gengæld masser af majs og madolie.

Eksporten af alle de vigtige produkter er hårdt ramt på grund af krigen i Ukraine.

Det skaber problemer med at skaffe tilstrækkeligt med madforsyninger flere steder i verden. Derudover får det priserne til at stige.

- Rusland er parat til at finde løsninger for uhindret eksport af korn. Herunder ukrainsk korn fra havne i Sortehavet, lyder det fra det russiske præsidentembede i Kreml.

Samtale med Macron og Scholz

Meddelelsen er udsendt, efter at Putin har talt i telefon med den franske præsident, Emmanuel Macron, og Olaf Scholz, Tysklands forbundskansler.

Ifølge Kreml sagde Putin over telefonen, at Rusland er parat til at øge sin eksport af gødning og landbrugsprodukter. Det kan ske, hvis en række sanktioner mod Rusland bliver lempet.

Det er, skriver, Reuters, et krav, som Putin også har rejst under samtaler med ledere fra Italien og Østrig i de seneste dage.

Vestlige lande og Ukraine beskylder Rusland for at gøre sult i verden til et våben i krigen i Ukraine.

Omvendt siger Rusland, at mangel på fødevarer globalt skyldes Vestens sanktioner og miner i ukrainske havne.

Fastfrosset dialog

Putin har også sagt, at Rusland er parat til at genoptage dialogen med Ukraine.

Putin siger ifølge Tass, at dialogen er fastfrosset på grund af Ukraine.

Det er ikke umiddelbart klart, om der er kommet noget konkret ud af samtalen mellem de tre ledere.

Den varede ifølge det tyske kanslerkontor i 80 minutter.

Her opfordrede både Scholz og Macron Putin til at gå i "direkte og seriøse forhandlinger" med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Videre opfordrede de to vestlige ledere Rusland til at gå med til våbenhvile og til at trække russiske soldater hjem.