Krigen i Ukraine

Italiensk premierminister efter telefonsamtale med Putin: - Intet glimt af håb for fred

I samtalen meldte Putin sig klar til at afhjælpe den fødevarekrise, som krigen i Ukraine har medført. Men det har en pris, understregede russeren.

Næsten to måneder efter deres seneste samtale ringede den italienske premierminister, Mario Draghi, torsdag til Moskva for at tale med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Italieneren har tidligere fortalt, at han ved samtalen i marts ønskede at tale om fred, men at Putin afviste ham med beskeden om, at det "ikke var det rette tidspunkt".

Efter torsdagens samtale synes konklusionen fra Draghi nu at være endnu mere opgivende.

- Jeg så intet glimt af håb for fred i min snak med præsident Putin, svarer han ifølge avisen Il Tempo på et spørgsmål om, hvorvidt han oplevede nogen ændring i attituden hos den russiske leder.

Ifølge italieneren var der dog et andet vigtigt punkt på dagsordenen, hvor han blev mødt af en forstående Putin.

Advarer om krise af gigantiske proportioner

Mario Draghi siger til italienske medier, at formålet med torsdagens telefonopkald var at forsøge at gøre noget ved den havneblokade, som lige nu gør det umuligt for Ukraine at eksportere korn til udlandet.

Ukraine er blandt verdens største producenter og eksportører af hvede, men på grund af krigen er eksporten af hvede stort set gået i stå.

Det har udløst højere priser for hvede på verdensmarkedet og gjort brød, kager, nudler, pasta og mange andre fødevarer dyrere.

Det mindre udbud af korn har også skabt bekymring for hungersnød i lande, der er afhængige af den ukrainske eksport.

- Den fødevarekrise, der nærmer sig og allerede er til stede i nogle afrikanske lande, vil få gigantiske proportioner og frygtelige humanitære konsekvenser, forklarer Draghi.

Vil tale med Zelenskyj

Trods konsekvenserne har Rusland fastholdt sin blokade af de ukrainske havne, og i telefonsamtalen forsøgte Draghi at overbevise Putin om at ophæve blokaden.

- Putin fortalte, at havnene i Sortehavet er blokeret, fordi de er mineret af ukrainerne for at undgå, at russiske skibe kan angribe Ukraine.

Ifølge italieneren svarede han, at det vil kræve, at Rusland garanterer ikke at gennemføre nogen angreb i perioden, hvor minerne fjernes.

- Jeg endte med at sige, at jeg vil ringe til præsident Zelenskyj og se, om der hos ukrainerne er en lignende velvillighed til at fortsætte i denne retning, siger Draghi.

Putin kræver sanktioner fjernet

I sit referat af telefonsamtalen bekræfter Kreml, at fødevarekrisen blev vendt, og at Rusland er klar til at hjælpe med at løse problemerne.

Men intet kommer uden en pris, fastslår russerne.

- Vladimir Putin gjorde det klart, at Rusland er klar til at yde et markant bidrag til at overvinde fødevarekrisen gennem eksport af korn og gødning, under den forudsætning at de politisk motiverede sanktioner fra Vesten bliver løftet.

Mario Draghi har over for italienske medier bekræftet, at Putin stillede dette modkrav.

- Men det er klart, at sanktionerne er der, fordi Rusland har angrebet Ukraine, forklarer Draghi.