Udland

Hun ringede til politiet, mens gerningsmanden skød hendes klassekammerater – men hjælpen kom ikke

Nye detaljer fra skoleskyderiet i Texas har medført massiv kritik af politiet, der lod gerningsmanden få frit spil i over en time.

Da 18-årige Salvador Ramos trængte ind på Robb Elementary School i Uvalde i Texas, var politiet blevet advaret.

Første opringning kom klokken 11.30, hvor alarmcentralen modtog et opkald om en bevæbnet mand på skolens område. På det tidspunkt havde Salvador Ramos allerede skudt efter tilfældige personer på gaden.

Klokken 11.32 trængte han ind på skolen og begyndte at skyde børn og voksne. Politiet har fredag aften forklaret, at alarmcentralen modtog mindst to opkald fra børn, der befandt sig i de klasselokaler, Salvador Ramos skød i.

Alligevel var det først mere end en time senere, tæt på klokken 13, at politiet stormede klasselokalet og fik stoppet masseskyderiet. På det tidspunkt stod 19 betjente klar foran skolen og klasselokalerne, mens de ventede på at få nøgler og tilladelse til at rykke ind.

Det er en utilgivelig fejl, erkendte direktøren for Texas' departement for offentlig sikkerhed, Steven McCraw, på et pressemøde fredag morgen amerikansk tid.

- Det er åbenlyst, baseret på den viden, vi har nu, at der var børn i klasselokalet, der var i fare. I bagklogskabens lys kan jeg sige nu, at det selvfølgelig var den forkerte beslutning (ikke at trænge ind i skolen, red.), siger han.

Havde ordre om at holde sig tilbage

En af distriktets skolebetjente reagerede på de første meldinger om, at der var skyderi på gaderne omkring skolen. Han satte kurs mod området og forfulgte en person, han troede var gerningsmanden.

Det viste sig dog at være en lærer.

- På den måde kørte han (distrikstsbetjenten, red.) lige forbi den mistænkte, inden han begyndte at skyde på skolen, sagde McCraw på pressekonferencen.

Salvador Ramos ankom til skolen og affyrede i løbet af 12 minutter flere skud foran bygningen. Derefter gik han ind gennem dens ulåste hovedindgang med en riffel i hånden. Og så begav han sig videre ind i et område med klasselokalerne 111 og 112, låste døren efter sig og fortsatte med at skyde.

Betjentene på skolens område havde fået direkte ordre på ikke at forsøge at stoppe skyderiet. Ifølge Steven McCraw troede politiet, at Salvador Ramos allerede havde dræbt alle i det klasselokale, han forskansede sig i.

Men det havde han ikke.

- Glem mig, tænk på forældrene

En amerikansk journalist spurgte på pressemødet Steven McCraw, hvad han havde at sige til forældrene til de 19 dræbte børn. Intet, svarede han.

- Jeg har ikke andet at sige til forældrene, end forklaringen på, hvad der er sket. Vi er ikke her i dag for at forsvare os, men for at redegøre for, hvad der er sket, sagde han og fortsatte:

- Hvis jeg troede, at det ville hjælpe at undskylde, ville jeg undskylde.

En tydeligt oprørt Steven McCraw havde svært ved at svare på spørgsmålene fra de amerikanske reportere. Han var åbenlyst mærket af situationen.

- Glemt alt om, hvordan jeg har det. Tænk på de forældre til børnene, og hvordan de har det.

Ti-årig ringede efter hjælp

Alt imens betjentene havde fået ordre på at holde sig tilbage, kom mange forældre til børn på skolen strømmende til området.

De forsøgte at kæmpe sig igennem politiets afspærring, og en far råbte til en af betjentene, at han skulle aflevere sin skudsikre vest og pistol til ham, så han selv kunne løbe ind og redde børnene. Betjentene afviste faren.

Flere forældre blev tilbageholdt af politiet, der ifølge New York Times også brugte peberspray.

Mens betjentene stod udenfor klasselokalet, ringede børnene inden fra klasselokalet flere gange efter hjælp. Mindst to små børn kontaktede alarmcentralen, forklarer Steven McCraw.

Den ene, en tiårig pige, bønfaldt i telefonen:

- Please, send politiet nu!

Børnene forklarede politiet, at der lå lig rundt om dem i klasselokalerne. Skud kunne høres i baggrunden, fortalte Steven McCraw.

Der gik endnu knap en time fra det første opkald fra et barn, før politiet trængte ind i skolen.

Elever ringede flere gange til 911

Steven McCraw beskrev på pressekonferencen rækken af alarmopkald sådan her:

Klokken 12.03: En pige, der befinder sig på skolen, ringer til 911 og hvisker sit navn og at hun befinder sig i lokale 112. Opkaldet varede et minut og 23 sekunder

Klokken 12.10: Hun ringer tilbage og fortæller, at flere i lokalet er døde.

Klokken 12.13: ringer hun igen.

Klokken 12.16: Pigen ringer og siger, at der er otte eller ni børn i live.

Klokken 12.19: En anden person fra lokale 111 ringer til alarmcentralen. Hun lægger på, fordi en anden elev siger, hun skal lægge på.

Klokken 12.21: Gennem et opkald til alarmcentralen kan politiet høre, at der bliver affyret tre skud.

Klokken 12.36: Pigen, der 33 minutter tidligere ringede til alarmcentralen for første gang, ringer igen. Opkaldet varer 21 sekunder, og hun får besked at blive på linjen og være meget stille. Hun fortæller, at Ramos har skudt mod døren.

Cirka klokken 12:46 og 12.46: Pigen ringer igen og beder politiet om at sende hjælp nu.

Klokken 12.46:  Hun siger, at hun kan høre politiet ved siden af.

Klokken 12.50: Der bliver affyret skud, som kan høres gennem alarmopkaldet.

Klokken 12:51: Lydene af skud er meget høje, og man kan høre, hvordan betjentene får børnene ud af lokalerne. På dette tidspunkt er det barn, der første gang ringede 911, kommet udenfor. Så bliver opkaldet afbrudt.

Dødeligste skoleskyderi i et årti

Begge børn, der ringede til alarmcentralen, overlevede massakren på Robb Elementary School.

Men 19 elever og to ansatte nåede at blive dræbt af Salvador Ramos, inden betjentene klokken 12.50 åbnede døren til klasselokalet med en nøgle, de havde fået fra en af skolens pedeller.

Kort efter blev Salvador Ramos dræbt af betjentene.

I alt nåede han at affyre mere end 100 skud, og Steven McCraw fortalte, at der blev fundet mere end 58 magasiner på skolens område.

Skoleskyderiet i Uvalde er det dødeligste i USA det seneste årti.