Rusland invaderer Ukraine

Ruslands første sejr på slagmarken er en realitet

Det er første gang, at Rusland har gjort landevindinger i et område, som Ukraine rent faktisk har prioriteret at forsvare.

Det står nu klart, at Rusland med offensiven ved Popasna, som jeg beskrev i sidste uge, har vundet sin første reelle sejr på slagmarkerne i Ukraine. På flere måder har offensiven ved Popasna markeret et nybrud.

For første gang i den tre måneder lange krig er det lykkedes Rusland at gennembryde et område, som de ukrainske styrker lagde vægt på at forsvare. De hidtidige fremrykninger har været i områder, der ikke har været prioriteret til forsvar, og hvor ukrainerne har kunnet se en fordel i at forsvare længere tilbage.

For det andet er det første gang, at de russiske styrker er lykkedes med at gennemføre en vedholdende offensiv. Der har indtil videre været en sammenhæng mellem det erobrede terræn og den russiske evne til at sikre forsyninger. Hidtil har russerne ikke kunnet fastholde et tryk i mere end få dage, når de blev mødt af modstand.

Det mest sandsynlige scenarie ser nu ud til at være en voldsom nedslidningskrig

Jacob Kaarsbo

For det tredje er det første gang, at Rusland er lykkedes med at nå frem og true et område med større effekt end blot nogle få kilometers landvinding. Offensiven truer de ukrainske forsyningslinjer til storbyen Severodonetsk på den østlige side af Donets-floden. Severodonetsk er den sidste by i Luhansk-provinsen, Ukraine kontrollerer. Erobringen af hele Luhansk ville være en stor symbolsk sejr for Rusland.

Kigger vi på den ukrainske side, er det første gang, at ukrainerne ikke virker forberedt på en russisk offensiv og ikke har fået tilført tilstrækkeligt med forstærkninger i tide. Hidtil i krigen har ukrainerne været et skridt foran og kunnet tilføre tilstrækkelige ressourcer til at stå imod.

Er nybrud det samme som gennembrud?

Selvom Popasna-offensiven er et vundet slag og for første gang for alvor har vist, at de russiske styrker har evnen til at presse ukrainerne tilbage, er det for tidligt at tale om et gennembrud.

På 10 dage er de russiske styrker nået højst 25 kilometer. Der er endnu over 20 kilometer til storbyen Lychansk på Donets-flodens vestlige bred og tvillingeby med Severodonetsk. Russerne truer ganske rigtigt forsyningslinjerne dertil, men der er endnu langt igen, før der skal kæmpes om Lychansk og Severodonetsk.

Min vurdering var i sidste uge, at styrken ”i bedste fald ville kunne nå frem til Lychansk”. Det ser mere realistisk ud nu, end det gjorde i sidste uge, men sandsynligheden er fortsat ikke over 50 procent.

Hvem bliver mest nedslidt af offensiven?

Der er mange ubekendte, og derfor er det umuligt at sige, hvordan de næste dage vil falde ud. Det eneste, der kan slås fast nu, er, at både de ukrainske og de russiske styrker i området er meget slidte. Det kan ses på al vidnesbyrd, der slipper ud fra området, uanset om kilderne er ukrainske eller russiske.

Men hvem er mest udmattet, og hvem mister mest i kampene? Hvem kan hurtigst tilføje forstærkninger? Hvem kan opretholde forsyningslinjer? Det er nogle af de nøglespørgsmål, der lige nu er umulige at besvare. Hidtil i de tre måneders krig har ukrainerne været foran på disse parametre. De kommende uger vil give os et fingerpeg, om det fortsat holder stik.

Det udslagsgivende i russisk favør ved Popasna har været ildkraft. Den fordel kan kun opretholdes, hvis russerne kan sikre forsyninger, efterhånden som de rykker frem. Det har de ikke kunnet hidtil, men det er muligt, at det forhold er ved at ændre sig.

Voldsomme slag med begrænset effekt på krigens udgang

Det er et meget lille område i den store krig, der er tale om. Severodonetsk har stor symbolsk betydning for ukrainerne, men selv hvis den falder, er det blot et lille hjørne på det store kort over Ukraine.

Da Rusland opgav at erobre Kyiv og det nordlige Ukraine, skrev jeg her på TV2.DK, at jeg forventede, at ”fase to i Donbas ville blive voldsom”. Det er seks uger siden. Jeg havde forventet, at voldsomheden ville komme til udtryk ved Izium, hvor russerne havde placeret deres største styrke.

Her havde russerne haft mulighed for at lancere en egentlig erobring af Donbas. Det lykkedes aldrig at gennembryde de ukrainske linjer ved Izium, og en stor del af Ruslands offensive kapacitet blev mistet i forsøgene. Det, vi ser nu ved Popasna, er udtryk for et meget begrænset offensivt mål og den voldsomhed, jeg havde forventet at se tidligere.

Min vurdering er fortsat, at Rusland sandsynligvis vil mangle tropper for at kunne gennemføre flere større offensiver. Det er ikke sandsynligt, at Rusland kan tilføre markante forstærkninger de kommende måneder. Der er ubekræftede forlydender om, at Rusland vil trække tropper hjem fra Syrien. Hvis det sker, vil det betyde, at Rusland får kampklare enheder til at sætte ind. Det vil være en ny situation.

På den ukrainske side er det afgørende, om de får tilført flere artilleri- og raketsystemer med længere rækkevidde end de russiske. Der er indsat vestlige artillerisystemer i det østlige Ukraine, men øjensynligt endnu ikke tilstrækkeligt til at lancere mere omfattende modoffensiver.

Det er ikke sandsynligt, at vi vil se en våbenstilstand og en tilbagevenden til en ”frossen konflikt”. Det mest sandsynlige scenarie ser nu ud til at være en voldsom nedslidningskrig. Her vil våbenforsyninger til ukrainerne få afgørende betydning.