Udland

Depeche Mode-medstifter Andy Fletcher er død

Andy "Fletch" Fletcher havde et hjerte af guld, skriver Depeche Mode om deres bandmedlem, som er gået bort.

Musiker og medstifter af bandet Depeche Mode Andy "Fletch" Fletcher er død i en alder af 60 år.

Det skriver Depeche Mode på Twitter.

- Vi er chokerede og fyldt med overvældende sorg over vores kære ven, familiemedlem og gruppemedlem Andy "Fletch" Fletchers alt for tidlige død.

- Fletch havde et ægte hjerte af guld og var der altid, når man havde brug for støtte, en livlig samtale, et godt grin eller en kold øl, skriver bandet.

Dødsårsagen fremgår ikke.

Dannet sidst i 1970'erne

Fletcher har været med i Depeche Mode fra begyndelsen. Han har hovedsageligt spillet keyboard, men også varetaget andre funktioner undervejs.

Han har senere i sin karriere turneret som DJ og en tour rundt i Europa bragte ham i 2015 forbi Danmark.

Depeche Mode blev dannet sidst i 1970'erne og udgav deres første album 'Speak and Spell' i 1981. På albummet findes sangen 'Just can't get enough', som blev gruppens store gennembrudshit.

Siden er det blevet til over 14 album, og det seneste, 'Spirit', udkom i 2017.

Dengang gav musikbladet Gaffa fem stjerner og kaldte det "sund sortklædt samfundskritik", mens Informations anmelder kaldte det et "et overraskende direkte indigneret album".

Depeche Mode regnes som et af 1980'ernes mest indflydelsesrige bands og har solgt over 100 millioner plader på verdensplan.

Blandt deres store hits findes titler som 'Personal Jesus', 'Enjoy the silence' og 'I feel you'.

Depeche Mode besøgte senest Danmark i 2018, hvor de både spillede på den fynske festival Tinderbox og gav koncert i Royal Arena i København.

Fletcher og Depeche Mode blev indlemmet i rockens Hall of Fame i 2020.