Rusland invaderer Ukraine

Russisk officer har forladt "Putins krig": - Jeg anede ikke, at det ville ende med det her

CNN har talt med en ung, russisk officer, som nægtede at kæmpe i Ukraine – og han er langtfra den eneste, viser tal.

Den unge, russiske officer havde været på slagmarken i Ukraine et par uger, da han tog beslutningen.

Det her var ikke en krig, han ville være en del af.

- Folk rundt omkring mig blev dræbt. Jeg havde ikke lyst til at være en del af det, men det var jeg, fortæller den russiske officer til CNN, der har valgt at anonymisere soldaten af hensyn til hans sikkerhed.

Vi fik nye ordrer. Nu skulle vi male bogstavet Z

Russisk officer

Officeren gik direkte til sin overordnede og indgav sin opsigelse.

Op mod 40 procent vil ikke tilbage

Den russiske officers historie er langtfra enestående.

Siden krigens begyndelse har der været adskillige beretninger om russiske soldater, som har nedlagt våbnene i protest mod det, der er blevet kaldt ”Putins krig”. Ifølge vestlige efterretninger har manglende kampmoral blandt soldaterne været en af flere årsager til Ruslands manglende krigslykke.

Ruslan Levijev er stifter af den russiske ngo Conflict Intelligence Team, der overvåger information om det russiske militær.

Han bekræfter, at den russiske officer langtfra står alene med sin beslutning om at forlade den russiske hær.

- Ifølge vores estimater er det mellem 20 og 40 procent af de soldater, der er vendt tilbage fra Ukraine, og som blev klargjort til at blive sendt tilbage, der har nægtet at vende tilbage til krigen, siger han til det russiske medie Current Time.

Troede ikke på rygter om invasion

Ifølge den russiske officer var han en del af den massive troppeopbygning i det vestlige Rusland, der i starten af året fik det globale samfund til at frygte en russisk invasion af Ukraine.

Så sent som to dage før invasionen 24. februar var officeren overbevist om, at hans bataljon blot var del af en militærøvelse i byen Krasnodar tæt på grænsen til Ukraine. Selv ikke da officeren og hans mænd uden nogen form for forklaring blev bedt om at aflevere deres mobiltelefoner, ringede alarmklokkerne.

Senere samme nat brugte bataljonen timer på at male hvide striber på deres militærkøretøjer. Men pludselig blev soldaterne bedt om at vaske striberne af igen.

- Vi fik nye ordrer. Nu skulle vi male bogstavet Z, siger den unge officer til CNN. (Z'et er blevet symbolet på Putins krig, red.)

- Næste dag blev vores deling forflyttet til Krim. Jeg troede helt ærligt ikke, at vi skulle til Ukraine. Jeg anede ikke, at det ville ende med det her, fortæller officeren til CNN.

Blev ikke bombarderet med naziretorik

Mens hans bataljon samledes i Krim, den ukrainske halvø, som Rusland annekterede i 2014, indledte præsident Putin sin såkaldte militære specialoperation i Ukraine 24. februar.

Ifølge officeren var han og hans bataljon fuldstændig uforberedt på Putins træk, da de var uden deres telefoner og dermed uden nyheder og kontakt til omverdenen.

Men to dage efter blev officeren og hans bataljon selv beordret ind i Ukraine.

- Nogle af mine folk nægtede med det samme at følge ordre. Jeg ved ikke, hvad der er sket med dem. Jeg blev. Jeg ved ikke hvorfor. Næste dag gik vi ind i Ukraine, siger officeren til CNN.

Ifølge den unge officer vidste hverken han eller hans bataljon, hvad målet med missionen var. Putins påstande om, at Ukraine var en del af Rusland, og at landet skulle afnazificeres og befries, var ikke en fortælling, der nåede ud til de russiske soldater ved fronten.

- Vi blev ikke bombarderet med en eller anden retorik om ukrainske nazister. Mange forstod ikke, hvad det handlede om, og hvorfor vi var der, fortæller han.

Gemte sit ansigt i skam

Det første den russiske officer husker, efter at hans bataljon kørte over grænsen til Ukraine i en lang kolonne af militærkøretøjer, var de russiske troppers efterladte rationskasser, der lå spredt overalt. Side om side med ødelagt militærudstyr.

- Jeg sad i en KAMAZ-lastvogn og havde et fast tag i min pistol. Jeg havde en pistol og to granater på mig, fortæller den unge officer.

Militærkonvojen havde kurs mod storbyen Kherson. Da den nærmede sig en landsby i området, sprang en indbygger frem mod dem. ”I er alle på skideren”, råbte manden ifølge den russiske officer.

- Han kravlede næsten ind i førerhuset til os. Han havde grædt, og hans øjne var fyldt med tårer. Det gjorde et stort indtryk på mig, fortæller officeren til CNN.

- Vi blev meget nervøse, når vi blev mødt af lokale. Flere af dem skjulte skydevåben under deres tøj, og når de var tæt nok på, skød de mod os.

Han fortæller, at han gemte sit ansigt i skam, fordi han var flov over at blive set af ukrainere. På deres jord.

Skyldfølelsen

De næste dage kom officerens bataljon under kraftig beskydning fra ukrainske mortergranater.

- Den første uges tid var jeg i chok. Jeg gik i seng og tænkte ”i dag er det 1. marts, og når jeg vågner er det 2. marts – det handler om at overleve endnu en dag”. Sommetider ramte granaterne meget tæt på, det er et mirakel, ingen af os blev dræbt, fortæller officeren til CNN.

Efter nogle uger i Ukraine blev officeren flyttet til en ny deling, hvor der var adgang til en radio.

- Vi hørte i nyhederne, at butikkerne hjemme i Rusland måtte lukke, at økonomien var ved at kollapse. Det gav mig skyldfølelse, men jeg havde endnu mere skyldfølelse over, at vi var gået ind i Ukraine, siger officeren.

Efter noget tid blev skyldfølelsen for meget for den unge officer.

- Til sidst samlede jeg styrke til at opsøge min overordnede for at meddele min opsigelse.

Først blev den unge mands ønske afvist af kommandanten, som påstod, at det var umuligt at nægte at tjene Rusland.

- Han sagde, at jeg risikerede en retssag. At det var forræderi at forlade hæren. Men jeg stod fast på min beslutning, og til sidst gav han mig et stykke papir og en kuglepen, fortæller officeren, som fortæller, at han skrev sin opsigelse på stedet.

Ifølge russisk militærlov kan soldater, som nægter at kæmpe i Ukraine blive afskediget, men de kan ikke retsforfølges. Det fortæller den russiske advokat Mikhail Benyash til The Guardian. Han har rådgivet adskillige russiske soldater, som ikke ønsker at deltage i Ruslands invasion af Ukraine.