Rusland invaderer Ukraine

Zelenskyj: - Min drøm er ikke at skulle begynde at tælle krigens døde

Ukraines præsident siger i tale ved åbningen af Verdens Økonomiske Forum i Davos i Schweiz, at Vesten bør indføre "maksimale sanktioner" mod Rusland.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har en drøm.

Det er en drøm om, at dagen ikke skal indledes med at tælle de landsmænd, der er faldet som følge af krigen i Ukraine.

Jeg kan sige, at vores land mister meget i dag, hver dag. Men det gør os stærkere.

Volodymyr Zelenskyj, præsident i Ukraine.

Sådan indrammede den 44-årige præsident rigets tilstand, da han mandag talte via et videolink ved åbningen af Verdens Økonomiske Forum i Davos i Schweiz.

- Hver morgen starter med, at jeg får antallet af døde de seneste 24 timer. Vi har 87 personer bare i dag. Så fremtidens Ukraine er uden de 87 personer, siger Zelenskyj.

Betaler dyrt for frihed

Lige knap tre måneder efter, at den russiske invasion af Ukraine blev indledt, har landet holdt stand mod svære odds. Prisen har været høj og kan ikke bare gøres op i tab af menneskeliv både civilt og på slagmarken i antallet af døde soldater.

- Jeg kan sige, at vores land mister meget i dag, hver dag. Men det gør os stærkere. Vi skal betale dyrt for vores frihed. Jeg er sikker på, at vi vil sejre en dag, og jeg er glad for, at vi har været så stærke, siger Zelenskyj, som erklærer sig tilfreds med, at man ikke overgav sig mod en af verdens stormagter.

- Vi lyttede ikke til dem, der sagde, at vi ikke kunne holde stand mod Ruslands hær, fastslår han.

Zelenskyj appellerer til, at der bliver indført endnu hårdere sanktioner mod Rusland og nævner blandt andet en olieembargo og en fuldstændig blokade af samarbejde med russiske banker.

- Krigen kunne være undgået, hvis Rusland var blevet påført hårdere sanktioner. Derfor bør Vesten indstille al handel med Rusland nu og indføre maksimale sanktioner, siger Zelenskyj.

Brug for våben

Han tilføjer samtidig, at Ukraine har brug "for alle de våben, som vi beder om" for at kunne byde Vladimir Putins tropper trods.

Den ukrainske kamp for frihed har kostet dyrt på mange fronter.

Prisen for alle krigens ødelæggelser løber nu op i 600 milliarder dollar, anslog Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj for tre uger siden.

Ifølge præsidenten er mere end 11,5 millioner ukrainer flygtet fra deres hjem på grund af konflikten. Omkring fem millioner af dem har forladt landet, og 95 procent af dem har et ønske om at vende hjem.

Derfor er der hårdt brug for hjælpepakker til landets genopbygning. Og Zelenskyj fremhævede Danmark som en aktør, der allerede har sat sig for at genopbygge et område i Ukraine.

- Jeg håber, at alle ledende lande i verden vil komme med lignende bud på genopbygningspakker, siger Volodymyr Zelenskyj.

Fokus på fødevarekrise

Zelenskyj adresserede specifikt de mange ledere, økonomer og toppolitikere på topmødet i Davos til at bestræbe sig på at undgå en fødevarekrise i Ukraine.

Det er højt prioriteret at få kontrollen med Ukraines havne tilbage, blandt andet i Sortehavet.

Ifølge Zelenskyj stjæler russerne korn fra Ukraine for at sælge det til andre lande.

Han fortæller, at der er blevet bedt om hjælp, blandt andre fra FN og EU, til at sikre en eksportkorridor ud af havnene, så ukrainerne kan eksportere blandt andet deres solsikkekerner og andre fødevarer.

- Vi behøver assistance fra hele verden, siger Zelenskyj.

Ud over krigen i Ukraine kommer Davos-mødet til at handle om den globale opvarmning, om stigende priser på mad og brændsel og om pandemien og andre kriser for verdens sundhedssektorer.