EU-agentur: Meget lille risiko for stort udbrud af abekopper
Lav risiko for at abekopper spreder sig bredt, vurderer EU-agentur, der opfordrer til at opspore smittede.
Sandsynligheden for, at der vil komme et omfattende udbrud af sygdommen abekopper i Europa, er meget lav.
Det skriver Europæisk Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) i en pressemeddelelse mandag.
Sygdommen giver symptomer som feber, kulderystelser og blærer, der brister og bliver til sår.
- De fleste af de nuværende smittede har milde symptomer, og for den brede befolkning er risikoen for smitte meget lav, siger ECDC's direktør, Andrea Ammon, i pressemeddelelsen.
ECDC opfordrer dog alle EU-landene til at sætte fokus på smitteopsporing og sikre værnemidler til ansatte i sundhedsvæsnet.
EU-kommissær for sundhed Stella Kyriakides siger, at hun er "bekymret" for den stigende smitte i Europa.
- Vi holder nøje øje med situationen, og mens den nuværende sandsynlighed for spredning i den brede befolkning er lav, så udvikler situationen sig, siger hun.
Ifølge pressemeddelelsen er der i alt registreret 67 tilfælde af abekopper i ni lande i EU.
Der er primært tale om mænd, der har sex med mænd. Ifølge ECDC tyder det derfor på, at smitte kan ske ved intimt samvær.
Smitteopsporing igangsat
I Danmark er det første tilfælde af abekopper blevet registreret mandag. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at smitteopsporing af abekopper er igangsat.
Sundhedsstyrelsen forventer ikke, at smitten vil sprede sig vidt i Danmark.
Sygdommen er normalt mild og går oftest over af sig selv i løbet af to til fire uger.
For nogle befolkningsgrupper kan den dog være farlig. ECDC oplyser, at det blandt andet drejer sig om gravide kvinder, små børn og personer med svækket immunforsvar.
Anbefalingen er derfor, at smittede personer isolerer sig selv og undgĂĄr kontakt med udsatte grupper.
Smittede bør også undgå nær kontakt med deres kæledyr, siger ECDC. Det skyldes, at man ønsker at undgå, at virusset spredes til dyr og særligt vilde dyr.
Det kan nemlig gøre det meget svært at inddæmme sygdommen, hvis det sker.