USA og Sydkorea styrker båndene – og sender tydeligt signal til Nordkorea
Biden er villig til at mødes med den nordkoreanske leder Kim Jong-un, hvis han er "oprigtig og seriøs", når det kommer til at afvikle missilprogram.
USA og Sydkorea overvejer lige nu at indsætte amerikanske "strategiske aktiver" i Sydkorea.
Det kom frem under den amerikanske præsident, Joe Bidens, møde med Sydkoreas præsident, Yoon Suk-yeol, i Seoul lørdag.
Indsættelsen vil i så fald være et led i en afskrækkelse af Nordkorea, og ifølge The Guardian dækker de såkaldt strategiske aktiver typisk over bombefly, ubåde eller hangarskib.
Meldingen er kun en af flere fra Bidens Asien-tur, som tyder på, at USA nu har strammet skruen over for Kim Jong-un og Nordkorea.
Er villig til at mødes med Jong-un
USA og Sydkorea, som har været tætte allierede gennem mange år, har én fælles målsætning: En "komplet atomafrustning" af den nordkoreanske halvø.
Sådan lyder det i en fælles udtalelse fra Joe Biden og Yoon Suk-yeol ved et pressemøde lørdag.
Som et led i den målsætning har Joe Biden desuden meldt ud, at han for første gang er villig til at mødes med Kim Jong-un ansigt til ansigt – men kun hvis han er "oprigtig og seriøs", når det kommer til at afvikle sine atom- og missilprogrammer, lyder det.
Den nordkoreanske leder har endnu ikke svaret på Bidens udmelding. Men allerede få måneder efter Joe Bidens indsættelse som præsident i begyndelsen af 2021, blev præsidenten upopulær hos Kim Jong-un, fordi han omtalte Nordkorea som "en alvorlig trussel mod USA og verdens sikkerhed".
Udtalelsen blev i Nordkorea modtaget som en tydelig markering af, at den tidligere præsident Trumps mere forhandlingsprægede strategi over for Nordkorea var blevet erstattet.
- USA's præsident lavede en stor fejl. Nu da grundprincippet i USA's nye DPRK-politik er blevet tydeligt, vil vi være nødsaget til at gå videre med tilsvarende tiltag, og med tiden vil USA finde sig selv i en meget alvorlig situation, lød det sidste år fra en højtstående medarbejder i det nordkoreanske udenrigsministerium.
Allerede inden Bidens besøg i Sydkorea tydede amerikanske efterretninger på, at Nordkorea overvejer at teste nogle af landets atommissiler, mens Biden er på besøg i Asien.
Lancerer udvidet økonomisk samarbejde
Joe Bidens to dage i Sydkorea er en del af en længere rundrejse i Asien.
Søndag ankommer den amerikanske præsident også til Tokyo, Japan.
Her vil han lancere planerne om et udvidet økonomisk samarbejde mellem USA og en række lande i Asien. Det længe ventede økonomiske samarbejde i det nye IPEF-program skal binde lande i regionen tættere sammen med fælles standarder, infrastruktur og ren energi.
Området tæller blandt andet Japan, Sydkorea, Australien, Indien, Indonesien, Malaysia, Vietnam og Taiwan.