Russisk soldat indrømmede og undskyldte drab på civil - men det var slet ikke drab, siger forsvarer

Dommere ventes mandag at afsige dom i den første retssag om mulige krigsforbrydelser i Ukraine. Tiltalt russer risikerer livstidsdom.

En 21-årig russisk soldat erklærede sig i denne uge skyldig i anklager om at have skudt og dræbt en civil mand i Ukraine.

Men han er alligevel ikke skyldig i drab, påstår russerens forsvarsadvokat nu.

Forvirret?

Det er ellers ligetil, argumenterede forsvarsadvokaten Victor Ovsjannikov fredag, ifølge Wall Street Journal, under de afsluttende bemærkninger i retssagen, der er den første om mulige krigsforbrydelser under krigen i Ukraine.

For godt nok har soldaten Vadima Sjisjimarin både erkendt og undskyldt for at have dræbt en 62-årig mand i det nordøstlige Ukraine. Men han havde ikke nogen intention om at dræbe, argumenterede advokaten.

Og dermed bør han ikke kendes skyldig i den mest alvorlige af anklagerne mod ham om overlagt drab.

- Sjisjimarin havde ikke intentioner om at begå denne forbrydelse, men om at redde sit eget liv, forklarede Ovsjannikov.

Følte sig tvunget til at skyde

Ifølge anklageskriftet stjal Vadima Sjisjimarin og fire andre soldater 28. februar en bil, da deres konvoj kom under angreb nær landsbyen Tsjupakhivka.

Mens de fire russiske soldater kom kørende, mødte de en tilfældig ukrainsk mand på cykel. Fra bilens vindue skød den tiltalte den 62-årige mand, som døde med det samme – blot få meter fra sit hjem.

Under fredagens afsluttende argumenter lagde forsvarsadvokaten vægt på, at Sjisjimarin fulgte ordrer fra en person, han opfattede som sin overordnede, og som også befandt sig i bilen.

Samtidig henviste advokaten til, at den russiske hær er kendt for at straffe ulydighed hårdt.

- De bevæbnede soldater, som sad i bilen sammen med ham, var en trussel mod ham, argumenterede Ovsjannikov.

Påstanden er således, at Sjisjimarin ikke turde andet end at adlyde, men at han ikke havde til hensigt at dræbe den civile.

Anklager afviser forklaring

Den ukrainske anklagemyndighed modsvar var, at hvis den russiske soldat ikke havde til hensigt at dræbe, ville han ikke have affyret adskillige skud.

Samtidig lagde anklagerne vægt på, at soldaten, som gav ordre til at skyde den civile, ikke var Sjisjimarins kommandør.

- Kunne han have nøjedes med at skyde én gang? Det gjorde han ikke. Han valgte bevidst at dræbe en civil, argumenterede anklageren Andrij Synjuk.

Anklagemyndigheden kræver, at den 21-årige russer idømmes fængsel på livstid, hvilket er den strengeste straf under ukrainsk lov.

Efter planen vil dommerne afsige deres kendelse mandag.

Flere sager på vej

Inden retten blev hævet, undskyldte Vadima Sjisjimarin igen sin handling, som han også havde gjort dagen forinden.

- Jeg angrer oprigtigt. På tidspunktet var jeg meget stresset. Jeg ønskede ikke at slå ihjel. Jeg benægter ikke mine handlinger. Jeg vil forstå alt, hvad I beslutter jer for, sagde han til dommerne.

Hvis russeren findes skyldig i overlagt drab på en civil, vil det, ifølge krigens love, være at betragte som en krigsforbrydelse.

Rusland har dog indtil nu afvist, at landets militær har begået krigsforbrydelser.

Anklagemyndigheden i Ukraine efterforsker flere end 10.000 sager om potentielle krigsforbrydelser omhandlende flere end 600 mistænkte, men kun få af de mistænkte russiske soldater er i ukrainernes varetægt.

Den ukrainske statsanklager har oplyst, at man indtil videre forbereder sager om krigsforbrydelser mod 41 russere – heriblandt sager om voldtægter, bombning af civil infrastruktur og drab på civile.