Rusland invaderer Ukraine

Polsk statsminister anklager Norge for at udnytte krig

Norge bør bruge nogle af sine olieindtægter til at støtte Ukraine, mener den polske statsminister, Mateusz Morawiecki.

Polens statsminister retter nu en usædvanligt skarp kritik mod Norge, som han mener via stigende norske olieindtægter tjener penge på krigen i Ukraine. Penge, som den polske statsminister, Mateusz Morawiecki, mener, at Norge omgående bør dele med Ukraine.

- Kære norske venner. Det er ikke normalt, og det er ikke retfærdigt. I drager indirekte nytte af krigen, der er forårsaget af Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.). Det er tilfældigt selvfølgelig, for krigen i Ukraine er ikke Norges fejl – men I tjener indirekte penge på krigen, sagde Mateusz Morawiecki ifølge flere polske medier, blandt dem den polske version af Business Insider og tvn 24.

Den polske statsminister henvendte sig ifølge medierne direkte til den norske befolkning ved en national ungdomskongres i Polen. Også norske medier, blandt dem VG, viderebringer anklagen mod Norge, der munder ud i en klar opfordring fra den polske statsminister.

- I bør dele de penge med det samme. Jeg siger ikke, at det er nødvendigt for Polen, men for Ukraine, for det er dem, som er mest berørt af denne krig, siger Mateusz Morawiecki.

Værdi af oliefond er faldet med 399 milliarder danske kroner

I en mail til VG svarer Eivind Vad Petersen, statssekretær for den norske udenrigsminister, Anniken Huitfeldt, at de stigende olie- og gasindtægter ryger direkte i Statens pensionsfond, der også bliver kaldt Oliefonden.

- Selvom olieindtægterne er øget som en følge af krigen i Ukraine, så er fondens værdi faldet. Fondens værdi er faldet med cirka 550 milliarder kroner (cirka 399 milliarder danske kroner, red.) siden nytår, blandt andet fordi aktiemarkedet er faldet, skriver Eivind Vad Petersen.

Han peger også på, at norsk økonomi og norske forbrugere er blevet ramt af stigende oliepriser.

- Men Norge har støttet Ukraine betydeligt, og vi kommer til at støtte endnu mere, skriver Eivind Vad Petersen.

Støtte til Polen

Men der er støtte til den polske anklage fra en anden nordmand, nemlig Berit Lindeman, der er fagligt ansvarlig for den norske Helsinki-komité for menneskerettigheder.

Hun mener ikke, at det hænger sammen, at den norske regering vil bruge en stor del af det norske bistandsbudget for at håndtere flygtningestrømmen fra Ukraine, samtidig med at olieindtægterne kan blive seks gange større, end den norske regering tidligere har anslået.

- Polen har en pointe, og de har en vis moralsk ret til at udtale sig om det som Ukraines naboland, siger Berit Lindeman til VG.

Polen menes at have modtaget omkring 2,9 millioner flygtninge fra Ukraine.

- Norge har råd til at tage imod flygtninge. Vi kan skilte med ekstraindtægter som følge af krigen. Det er der ikke mange lande, som kan, siger Berit Lindeman.