Spanien i alarmberedskab – frygter større udbrud af abekopper
Der er ingen panik, for virussen er mindre smitsom end covid-19. Indtil videre er abekopper afgrænset til homoseksuelle mænd i Madrid-regionen.
Virussen abekopper har de seneste uger spredt sig til flere lande i både Syd- og Nordeuropa.
I Spanien er der indtil videre fundet syv bekræftet tilfælde med abekopper, og det har fået landets regioner til at gå i alarmberedskab på besked fra landets sundhedsminister, Carolina Darias.
- Det er man, når man frygter udbrud af større karakter – ligesom man så det med covid-19, siger TV 2s korrespondent i Spanien, Jeppe Kroager.
Antallet af mistænkelige tilfælde, som muligvis kan tilskrives abekopper, er i alt oppe på 30 i landet.
På trods af smittetilfældene maner Spaniens sundhedsdirektør til besindighed, da sygdommen ifølge landets sundhedsmyndigheder langtfra er lige så smitsom som covid-19.
- Men man er bestemt på tæerne fra de spanske sundhedsmyndigheders side, forklarer Jeppe Kroager.
Foreløbig er virussen kun set blandt homoseksuelle mænd i Madrid-regionen. De afgrænsede tilfælde gør, at der hverken er angst eller panik i Spanien, lyder det fra TV 2s korrespondent.
Spanien har dog allerede taget sine forholdsregler over for virussen.
Ifølge landets største dagblad, El Pais, så arbejder Spanien på at opkøbe tusindvis af almindelige koppevacciner, der også kan anvendes imod abekopper.
Vaccinerne er i første omgang primært tiltænkt de personer, som har været i nærkontakt med de bekræftede smittede.
- Man er i gang med at inddæmme virussen, men der er ingen panik i Spanien, siger Jeppe Kroager.
Danmark godt forberedt
Fredag morgen oplyser Statens Serum Institut (SSI) til TV 2, at der for nuværende ikke er fundet nogen tilfælde af abekopper i Danmark.
SSI er heller ikke bekymret for den sjældne virus, da den både er mild og relativ nem at inddæmme.
Det skyldes blandt andet, at man ikke smitter i den forholdsvis lange inkubationstid, som er på mellem én til tre uger.
- Man kan gøre flere tiltag, så virussen ikke spreder sig. Det forventer vi ikke, den vil gøre herhjemme, siger professor og overlæge Anders Fomsgaard fra SSI til TV 2.
Ifølge Statens Serum Institut er det dog sandsynligt, at vi vil se tilfælde af abekopper i Danmark, da en række europæiske lande har bekræftet eksistensen af virussen.
I alt er der konstateret mindst 32 smittetilfælde på tværs af Storbritannien, Sverige, Portugal, Spanien og Italien – og i Frankrig mistænker man også, at en person er blevet smittet.
Onsdag blev årets første tilfælde af abekopper konstateret i USA.
- I Danmark er vi godt forberedt på at opspore og diagnosticere sygdommen, siger Anders Fomsgaard.
Professor: Opsigtsvækkende spredning
Abekopper giver normalt et mildt sygdomsforløb, og ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) vil de fleste smittede være raske efter et par uger.
Smittespredning sker sædvanligvis kun mellem nære kontakter, der enten bor sammen eller har seksuel kontakt.
I de aktuelle tilfælde i USA og Europa er det typisk sket mellem mænd, der har haft seksuel kontakt med andre mænd.
Klassiske symptomer på abekopper er blandt andet feber og små blærer på kroppen.
Abekopper findes normalt i Afrika, og derfor er det ifølge Allan Randrup Thomsen opsigtsvækkende, at virusset har spredt sig i flere lande uden for Afrika på samme tid.
Professoren i eksperimentel virologi forklarer, at man er i gang med at undersøge, hvad der har givet anledning til denne udvikling.
Han har dog et bud på, hvorfor smitten ser ud til lettere at kunne overføres fra dyr til mennesker.
- Det skyldes nok måden, hvorpå mennesker behandler naturen på. Vi er i højere grad "trængt" ind dyrenes miljø, hvor virus findes, siger Allan Randrup Thomsen.