Udland

Flere såret under knivstikkeri i Norge

skoleelever og en buschauffør var de første til at overmande gerningsmanden.

Tre personer er fredag morgen såret under et knivstikkeri udenfor en butik i Nore nordvest for Oslo.

Det oplyser Sør-Øst politidistrikt i en pressemeddelelse.

Én person er anholdt i sagen. Der er tale om den formodede gerningsmand, som er sigtet for grov vold.

De første meldinger gik på, at tilfældige blev stukket med kniv under episoden.

Men politiet oplyser den formodede gerningsmand er i familie med et af ofrene.

- Vi kan bekræfte, at der er en familierelation mellem gerningspersonen og den ene, der blev stukket med kniv. Det er en familie fra Syrien, og gerningspersonen og den ene tilskadekomne er gift, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Skoleelever og buschauffør overmandede gerningsmanden

Politiet fik anmeldelsen klokken 8.58 og den formodede gerningsmand blev pågrebet 10-15 minutter senere, oplyser Kai Redalen, som er chef for brandvæsnet i Nore og Uvdal.

Politiet kategoriserer hændelsen som "pågående, livstruende vold".

Indsatsleder for brandvæsenet Helge Øyberg siger til norsk TV 2, at skoleelever og en buschauffør var de første til at overmande gerningsmanden.

Anholdelsen af ham skete af personer på stedet med hjælp fra brandvæsenet.

To personer er fløjet til hospitalet med helikopter. En af dem er kommet alvorligt til skade, mens den anden er lettere tilskadekommen. En af de tilskadekomne er gerningsmanden.

Det fremgår ikke, hvem den sidste tilskadekomne er, eller hvor alvorlige skader personen har fået.