Udland

Fester i Downing Street udløser 126 bøder

Politiet har nu afsluttet sin efterforskning af sagerne, der også har kostet Boris Johnson en bøde.

Britisk politi har nu afsluttet sin efterforskning af de mange fester, der blev holdt i premierminister Boris Johnsons kontorer i Downing Street i strid med coronareglerne.

I alt har politiet udstedt 126 bøder til deltagerne.

- Vores efterforskning har været grundig og upartisk og er blevet gennemført så hurtigt vi kunne, når man tager i betragtning, hvor store informationsmængder der skulle gennemgås og hvor vigtigt det var i denne sag, at vi havde solide beviser for hver eneste bødeudskrivelse, siger den fungerende næstkommanderende hos politiet i London, Helen Ball.

Beviserne omfatter emails, fotografier og vidneudsagn samt registreringer fra TV-overvågningen CCTV og fra brugen af dørkort i de forskellige regeringskontorer.

Boris Johnson må betale

Både premierminister Boris Johnson og finansminister Rishi Sunak er blandt dem, der har fået bøder.

De har begge fået en bøde for at deltage i fejringen af Boris Johnsons fødselsdagsfest i Downing Street 10 i maj 2020.

Politiet har efterforsket 12 forskellige sammenkomster, og alle 12 har udløst bøder. Nogle har fået mere end en bøde, fordi de har deltaget i flere forskellige sammenkomster.

Downing Street oplyser dog, at politiet har meddelt Boris Johnson, at sagen er slut for hans vedkommende, og at han ikke vil få flere end den ene bøde, han allerede har modtaget.

Nu bliver rapport offentliggjort

De mange sammenkomster i Downing Street blev i første omgang undersøgt af den højtstående embedskvinde Helen Gray.

Det var dog kun dele af hendes endelige rapport, der blev offentliggjort januar. Politiet havde nemlig bedt om, at de dele af rapporten, der lappede ind over politiets efterforskning, ikke blev offentliggjort, før politiet havde færdiggjort sit arbejde.

- Det er den nu, siger Helen Ball fra Londons politi i dag.

Og dermed kan den fulde ordlyd af Helen Grays rapport nu offentliggøres. Ifølge tv-stationen Sky News forventes det at ske i næste uge.

Oppositionen i arbejderpartiet Labour kan næsten ikke vente på at få at se, om Helen Grays fulde rapport indeholder flere belastende oplysninger om Boris Johnson.

- Reglerne er blevet brudt på samlebånd i hjertet af Boris Johnsons Downing Street. Nu må vi se Helen Grays rapport så hurtigt som muligt. Nu må premierministeren komme ud af sit skjul, siger næstformand i Labour Angela Rayner til Sky News.