Russerne efterlod massegrave med kvinder og børn, siger præst i Butja til TV 2
Indtil videre er der registreret 1200 civile døde i Kyiv-regionen. Alene i Butja blev omkring 400 civile fundet dræbt, da russerne forlod området.
ADVARSEL OM STÆRKE BILLEDER: TV 2 har efter en redaktionel vurdering valgt at vise voldsomme billeder i artiklen som dokumentation.
Den Internationale Straffedomstol har sendt en rekordstor gruppe af repræsentanter til Ukraine for at undersøge mulige krigsforbrydelser begået af russiske soldater.
Russerne menes blandt andet at stå bag massakren på civile i den ukrainske by Butja, og efterforskningsarbejdet har afdækket en brutalitet værre end først antaget.
Indtil videre er der registreret 1200 civile døde i regionen omkring Kyiv, og alene i Butja blev omkring 400 civile slået ihjel. Mange af de dræbte blev begravet i massegrave.
TV 2s korrespondent Claus Borg Reinholdt og fotograf Mads Buur Bach har mødt en præst, som var med til at grave en af byens massegrave op i Butja.
- Der var to store grave, der gik derfra og hertil, siger præsten Andrii Galvin og peger mod et øde område bag kirken.
- Der var over 100 mennesker i gravene. De 30 af dem var kvinder, og to var børn.
Ligene i massegraven var alle civile.
- Der var mange lig i kapellet og mange lig i gaderne. Vi var nødt til at gøre noget, fordi vi ikke kunne få dem på kirkegården, fortæller Andrii Galvin til TV 2.
Kirke omdannet til mindested
Hans kirke er nu omdannet til et mindested for den massakre, som ingen i Butja er i tvivl om blev begået af russiske soldater.
Kirkerummet er fyldt med billeder fra nyhedsbureauet Reuters, der kom til Butja og filmede, da ligene blev gravet op.
Russerne afviser, det er deres soldater, som står bag massakren, men ifølge Andrii Galvin taler billederne i kirken sit tydelige sprog:
- Det her er gaden Jablunska, hvor de skød og dræbte folk. Ham her kørte blot på sin cykel, da de skød ham ned. Her er et voldsomt billede. Som man kan se, har offeret lige fået nødhjælp. Hun havde lige hentet varer som ris og pasta, da de skød hende ned.
Mange af de dræbte civile i Butja er nu begravet på byens kirkegårde.
- For Guds skyld, lad verden dømme dem, og må Gud stoppe dem. Også de russere, som ikke forstår, hvad der foregår, siger præsten Andrii Galvin til TV 2.
Henrettet ved skud
Allerede tilbage i april fortalte den regionale politichef, Andriy Nebytov, om de mange dræbte civile i og omkring Butja, som ifølge politichefen var blevet henrettet.
- Ud fra det, vi ved, går vi ud fra, at folk simpelthen blev henrettet på gaden under (den russiske, red.) besættelse, sagde politichefen dengang ifølge nyhedsbureauet AP.
Han henviste til data fra politiets undersøgelser, der viser, at mere end 95 procent af de døde er blevet dræbt af snigskytter eller med skydevåben.
Da de russiske styrker forlod Butja i slutningen af marts, var det netop voldsomme billeder af dræbte civile, der gik verden rundt og førte til nye sanktioner mod russerne.
Onsdag erkendte en 21-årig russisk soldat sig skyldig i krigsforbrydelser i den første sag af sin slags under krigen i Ukraine.