Udland

Han er slet ikke på stemmesedlen, men alligevel handler primærvalgene om Trump

ANALYSE: De republikanske vælgere synes at drømme sig tilbage til en tid med Trump i spidsen for partiet.

Det er mildest talt usædvanligt, at en tidligere præsident stadig fylder så meget i det politiske landskab, som det er tilfældet med Donald Trump.

Men lad os være ærlige: Meget kan man sige om Donald Trump, men USA's 45. præsident er ikke en politiker, der går i ét med tapetet. Diplomatisk formuleret.

Bagtæppet for den enorme fortsatte interesse er selvfølgelig, at Trump muligvis – eller måske snarere sandsynligvis – vil stille op igen som kandidat ved det kommende præsidentvalg i 2024. Derfor bliver den tidligere præsidents ageren fulgt ganske nøje, og derfor får selv lokale og regionale republikanske primærvalg lige pludselig en større bevågenhed.

Avisen Washington Post har eksempelvis lavet en oversigt over, hvilke kandidater Trump har givet sin støtte til ved gårsdagens primærvalg rundt omkring i USA.

Formålet er åbenlyst: Aviser og analytikere forsøger at afkode det politiske kaffegrums, som primærvalg er, for at blive klogere på magtforholdene i Det Republikanske Parti og ikke mindst på Trumps egen styrke – eller svaghed – frem mod det kommende præsidentvalg.

Samtidig har Trump selv lagt godt og grundigt i den politiske kakkelovn ved at deklarere, at han er ”kongen af støtteerklæringer”. Det forpligter selvfølgelig, for ellers er Trump jo bare en konge uden kongerige.

Kongen af støtteerklæringer

Tidligere på måneden vakte det en del opsigt, da Trumps støtteerklæring til den tidligere Trump-kritiker J.D. Vance åbenlyst var med til at sikre Vance sejren ved primærvalgene i delstaten Ohio.

Det var et eksempel på den styrke, som Trump stadigvæk har i det republikanske vælgerhav. Her gik den selverklærede konge af støtteerklæringer vitterligt hen og kronede en kandidat. En form for x-faktor, som der næppe er andre republikanske politikere, der kan bryste sig af.

Ser man overordnet på udfaldet af gårsdagens primærvalg rundt omkring i USA, vandt stort set samtlige Trump-støttede kandidater.

Indrømmet: Den selverklærede konge af støtteerklæringer har heller ikke været nærig med sin opbakning. Ved nattens primærvalg havde han givet sin støtte til ikke færre end 27 kandidater. Men samtidig er det også værd at fastholde, at Trump ikke fedtspiller.

En gambler

Den tidligere præsident kunne snildt have valgt at spille sikkert og primært støtte kandidater, som var forventet at vinde deres primærvalg.

Men nu er Trump jo – som han selv har formuleret det – en gambler, der godt kan lide at satse lidt. Det afspejler sig i støtteerklæringerne, som både er gået til sikre kandidater og politiske sats. Derfor skal man også være varsom med at overfortolke resultaterne i relation til Trumps egen politiske styrke eller svaghed. Men nogle konklusioner kan man drage.

En af dem er, at amerikanske primærvalg selvfølgelig fortsat i høj grad er lokale anliggender, hvor kandidaterne betyder en hel del.

Kontroversielle kandidater

At den Trump-støttede kandidat til guvernørposten i delstaten Nebraska eksempelvis ikke vandt nomineringen, er næppe Trumps skyld. Det skyldes snarere, at flere kvinder havde anklaget kandidaten for seksuelle overgreb.

Samme konklusion må man drage i forhold til udgangen af gårsdagens primærvalg i North Carolina, hvor det siddende kongresmedlem Madison Cawthorn ikke blev genopstillet. Trump støttede Cawthorn, men sidstnævntes nederlag er igen ikke noget plausibelt tegn på Trumps manglende styrke.

Cawthorn er en omstridt politiker, der har været genstand for en del kontroverser i sin korte tid som kongresmedlem. Derfor var den interne republikanske modstand mod Cawthorn ganske betydelig, ikke mindst fra indflydelsesrige lokale republikanere i delstaten. Alligevel var Cawthorn kun få tusind stemmer fra at vinde.

Slaget om Pennsylvania

Det største slag og nok den bedste indikator på styrken af Trumps støtte finder sted i Pennsylvania. Her valgte Trump meget opsigtsvækkende at støtte den pensionerede læge og tv-personlighed Mehmet Oz frem for forretningsmanden David McCormick, som har en fortid som topdiplomat under præsident George W. Bush. Oz var bagud i meningsmålingerne, inden Trump kastede sin støtte bag ham, men i skrivende stund fører Oz med få tusind stemmers forspring.

Meget tyder altså på, at Trump i Pennsylvania kan gå hen og blive "The Wizard of Oz".

Gæt, hvem der i øvrigt ikke endte med at få Trumps støtte ved samme primærvalg i Pennsylvania: den tidligere ambassadør i Danmark Carla Sands. Tak for sidst, fristes man til at skrive.

Trump og fremtiden

Apropos tak for sidst. Det er en åben hemmelighed, at store dele af det republikanske etablissement helst ser en politisk fremtid uden Trump. Her er analysen, at Joe Biden er så svag og upopulær en præsident, at Biden snildt burde kunne sendes på pension ved det kommende valg.

Frygten hos den republikanske partitop er dog, at republikanerne ender med at stille med en modkandidat i 2024, som ender med at tage al fokus fra Bidens svagheder og i stedet for vender valgkampen til at blive en folkeafstemning for eller imod modkandidaten.

Med andre ord er bekymringen, at Trump vender tilbage og forpurrer muligheden for at vinde Det Hvide Hus tilbage. Den frygt kan sagtens vise sig at være velbegrundet, men som bekendt skal man ikke gøre regning uden vært.

I det her tilfælde er værten i overført betydning selvfølgelig vælgerne, og indtil videre er der få indikationer på, at disse vil drage videre i en fremtid uden Donald Trump. Tværtimod synes de republikanske vælgere at ønske sig tilbage til en tid med Trump i spidsen for Det Republikanske Parti.