Coronavirus

Kim Jong-un om coronaudbrud i Nordkorea: - Embedsmændene har ikke forstået krisen

Over en million mennesker meldes "febersyge" i det isolerede land, der har afvist at vaccinere sin befolkning.

Nordkorea har meldt ud, at man står over for en alvorlig sundhedskrise med coronavirus – uden at man dog nævner sygdommen ved navn.

Det statslige nyhedsbureau KCNA oplyste mandag, at helt præcist 1.213.550 indbyggere er ramt af det, som man kalder en "uforklarlig feber", og at 50 mennesker er døde af sygdommen.

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, gav mandag regeringsmedlemmer og embedsmænd i sundhedssektoren skylden for krisen ved at beskylde dem for at udvise "en uansvarlig arbejdsmoral".

Kim Jong-un brugte dagen på at besøge apoteker i hovedstaden Pyongyang, hvor han erklærede sig chokeret over manglen på medicin, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

- Fiaskoen skyldes, at regeringsmedlemmer og embedsmænd ikke har rullet ærmerne op og ikke har forstået den aktuelle krise ordentligt, udtalte Kim Jong-un ifølge KCNA.

Han gjorde det klart, at han nu selv vil tage kontrol med situationen, og at han vil sætte militæret ind for at rette op på de fejl, som de udpegede syndebukke blandt embedsmændene har fået ansvaret for.

Lukkede grænser

Den nordkoreanske regerings erkendelse af, at det isolerede land er ramt af en bølge af coronavirus, er kommet drypvis i løbet af den sidste uge.

Hidtil har Nordkorea holdt fast i, at man kunne holde coronavirus ude ved en konsekvent lukning af landets grænser.

I forvejen var Nordkorea et af verdens mest lukkede lande, så lukningen betød i praksis kun, at man i januar 2020 lukkede grænsen til den altdominerende samhandelspartner Kina.

Manglen på basale varer og mad tvang dog Nordkorea til at genåbne grænsen i år, så der nu kan komme varer med lastbiler og tog over grænsen.

- I april har der været voldsomme smitteudbrud med Omikron i det nordlige Kina tæt på den nordkoreanske grænse. Det kan være, at det er derfra, det er kommet over grænsen, siger TV 2s asienkorrespondent Christina Boutrup.

Christina Boutrup: Nordkorea står overfor et svært valg

"Et behandlingsorienteret system"

I sidste uge erkendte den nordkoreanske regering for første gang, at man havde konstateret et coronarelateret dødsfald. Siden har myndighederne flere gange hævet det officielle tal for, hvor mange af landets 25 millioner indbyggere der er syge.

Og regeringen lægger op til, at der nu skal gøres en altomfattende indsats for at komme "feberen" til livs.

Ifølge landets vicesundhedsminister, Kim Hyong Hun, betyder det, at landet skifter fra "det hidtidige karantæneorienterede system til et behandlingsorienteret system":

- Det vigtigste i denne ændring er, at vi får fuldstændig kontrol med situationen. I den forbindelse gennemfører sundhedsorganisationer i hele landet et projekt, der går ud på at finde feberramte personer og få dem isoleret og behandlet, siger Kim Hyoung Hun.

Åbner for udenlandsk hjælp

TV 2s asienkorrespondent Christina Boutrup vurderer, at den nye nordkoreanske åbenhed kan være et tegn på, at landet forbereder sig på at modtage international hjælp – noget, som landets ledelse ellers hidtil har afvist.

- Op mod 40 procent af den nordkoreanske befolkning er underernæret. Når du så får en sundhedskrise oveni, hvor mange bliver syge og ikke kan komme på hospitalet, så ser situationen meget alvorlig ud. Nogle mener, at det er derfor, man går ud nu og gør det nemmere at modtage hjælp udefra, siger hun.

Den nordkoreanske modvilje mod at tage imod international hjælp har blandt andet betydet, at den nordkoreanske befolkning ikke er vaccineret mod coronavirus.

Både internationale FN-organisationer og de to nabolande Kina og Sydkorea har tilbudt at levere coronavacciner til Nordkorea, men alle tilbud er blevet afslået.

Frisk luft og motion

Nordkorea har i stedet satset på, at den skrappe isolering af landet, hjulpet på vej af nogle simple sundhedsråd, kunne holde coronavirussen ude.

De sundhedsråd, som befolkningen har fået, forklarer en anonym kvinde i hovedstaden Pyongyang således:

- Jeg har tillid til, at det kan kureres med den rette behandling. Jeg er også sikker på, at vi kan overvinde det ved at lufte ud, gøre rent og få godt med motion, siger hun til statsmedierne.

"Vi lufter grundligt ud"

Reelt har Nordkorea dog ikke haft noget klart billede af smittens udbredelse i landet, skriver BBC.

Landet har til dato kun foretaget 64.000 coronatests blandt landets 25 millioner indbyggere. Til sammenligning har nabolandet Sydkorea, der har dobbelt så mange indbyggere, foretaget 172 millioner tests.

Men at situationen er alvorlig, lægger landets leder, Kim Jong-un, ikke skjul på:

- Spredningen af denne ondsindede epidemi er den mest alvorlige udfordring, der har ramt os siden vores lands grundlæggelse, sagde han i weekenden.