Rusland invaderer Ukraine

Han så død og ødelæggelse overalt, men ordene i otteårigs dagbog berørte ham mest

Sammen med sin familie tilbragte Jevgenij Sosnovskyj 62 dage i Mariupol, hvor bombeangreb var hverdag. Efter sin flugt har han delt en drengs dagbog.

Det var i midten af marts, og byen Mariupol i det sydøstlige Ukraine var allerede under russisk belejring. Granater fløj konstant over bygningen, hvor de boede.

Alligevel gjorde Jevgenij Sosnovskyj sig sammen med sin kone klar til at forlade deres lejlighed.

Om natten skreg han i smerte

Jevgenij Sosnovskyj, tidligere indbygger i Mariupol

For selvom det var forbundet med stor fare, ville de denne morgen tage hen til nogle familiemedlemmer, der boede ikke så langt derfra, og hjælpe til. Præcis som de havde gjort det mange af de foregående dage under invasionen.

Men pludselig ringede det på døren.

Udenfor stod en blodig kvinde og holdt to børn. Det var hans kones niece med sin 15-årige datter og 8-årige søn.

- Et stykke af drengens ryg var blevet revet ud. Pigen havde en stor flænge i sit hoved, husker Jevgenij Sosnovskyj.

Niecen havde selv et stort åbent sår på sin krop, og der løb blod ud af et sår på hendes ben. Men det virkede, som om hun ikke selv lagde mærke til det, mens adrenalinen pumpede.

- Vi blev beskudt. Vi er sårede. Deres bedstefar er også såret. Vær søde at hjælpe os, sagde hun.

Bombet ud af hjemmet

To dage forinden havde Jevgenij Sosnovskyj selv været yderst tæt på at blive ramt af en af de utallige eksplosioner i byen og troet, at han skulle dø.

Han vidste, at han var nødt til at hjælpe dem.

Niecen forklarede, at deres hus var blevet ramt i et raketangreb, og at børnenes bedstefar var blevet så alvorligt såret, at han ikke var i stand til at flygte sammen med dem.

57-årige Jevgenij Sosnovskyj er fotograf, men sammen med sin kone måtte han nu indtage rollen som læge og behandle niecen og de to børns sår. Der var ingen anden hjælp at få.

- På grund af skaderne på sin ryg kunne drengen ikke sove. Om natten skreg han i smerte, fortæller Sosnovskyj.

De følgende dage forblev de alle sammen i lejligheden, indtil også Jevgenij Sosnovskyjs bygning kom under beskydning.

Ejendommen rystede, og der udbrød brand på en af etagerne. Folk var begyndt at gå i panik, da en gruppe soldater pludselig trængte ind i bygningen og beordrede alle ud.

- De gav dig ingen tid til at samle dine ting, de sparkede bare folk ud, og så var det det. Vi havde sårede børn og kvinder, men de var ligeglade. De råbte bare "kom ud, kom ud", siger Jevgenij Sosnovskyj.

På vejen ud formåede han kun lige præcis at gribe en taske med harddiske og et kamera, som han havde pakket på forhånd.

Sammen med sin kone, niecen og hendes to børn søgte han tilflugt i en kælder i den nærmeste bygning.

Her endte de med at tilbringe de næste to uger.

Under jorden

Fra start var det største problem at få mad. Og der var mange munde at mætte.

I kælderen boede de sammen med yderligere to kvinder og et etårigt barn. Kvinderne fortalte, at deres mænd var blevet skudt af snigskytter i deres baggård. Nu turde de ikke andet end at blive her i kælderen.

Jevgenij Sosnovskyj så ikke andet valg end at bevæge sig ud i Mariupols gader.

Han håbede, at der måske var noget, som havde overlevet i kælderen i deres egen ejendom, hvor de havde efterladt mad og nogle ejendele.

- Jeg drejede rundt om hjørnet og så vores hjem. Jeg var chokeret. Bygningen var fuldstændigt sort. Nærved lå et forkullet lig. Det var en sengeliggende bedstefar, som havde boet på syvende etage. Han var fuldstændigt brændt væk, siger Sosnovskyj.

I stedet gik han på jagt efter mad i andre af byens forladte lejligheder. Alt, hvad han fandt, var en halv pakke smør.

På en af gaderne lå en sammenstyrtet altan. I murbrokkerne fandt han et ødelagt sylteglas, hvor der havde været nogle nødder.

- Jeg samlede nødderne én efter én. Så den første dag fik børnene en nød og en skive smør at spise, forklarer Jevgenij Sosnovskyj.

Den næste dag blev han stoppet af en gruppe soldater, som tvang ham til at klæde sig af, gennemsøgte ham og afhørte ham. De truede med at slå ham ihjel, hvis de nogensinde så ham igen, og så stoppede han med at gå ud.

Heldigvis opdagede nogle af beboerne i bygningen, at der var folk, som skjulte sig i kælderen, og de forsynede dem med mad og medicin.

Opdagelsen af dagbogen

Jevgenij Sosnovskyj var en kendt fotograf i Mariupol, og en dag dukkede russiske soldater op og gennemsøgte kælderen for at finde hans fotoudstyr og billeder, men det lykkedes ham at holde det skjult.

Det var dog ikke en holdbar løsning at blive i kælderen. Det var ved at blive farligt, vurderede Sosnovskyj.

Han besluttede sig for sammen med sin kone, niecen og de to børn at tage hen til et nærliggende boligområde.

Det var her, at niecen havde boet før angrebet. Derudover boede Jevgenij Sosnovskyjs svigermor også i samme område.

Mange af husene var ødelagt, men de forsøgte at reparere taget på et af dem og rydde murbrokkerne, så de kunne skjule sig her.

Efter nogle dage gjorde familien et overraskende fund.

Den otteårige dreng, Jegor, havde, uden at nogen vidste det, ført en dagbog siden krigens begyndelse.

- Vi kendte slet ikke til den. Af en eller anden grund havde han følt, at han skulle dokumentere alting, siger Jevgenij Sosnovskyj.

Han gav sig til at bladre i den.

Og det, han så, berørte ham dybt.

Krig gennem et barns øjne

Foruden drengens håndskrift var dagbogen fyldt med små tegninger af kampvogne og mænd med geværer.

På en side med overskriften "Krig" havde han skrevet:

- Jeg har sovet godt, jeg vågnede, og jeg smilede.

På samme side stod der "Min bedstefar er død".

Der var også en beskrivelse af den eksplosion, som havde ramt familiens hjem og såret dem.

- Jeg har et sår på min ryg. Min søsters hoved er skåret. Der mangler et stykke af min mors hånd, og hun har et hul i sit ben.

- Forresten er det snart min fødselsdag.

Drengen havde også beskrevet tiden i kælderen, men fortalt gennem et barns øjne.

- Vi har spist. Tid til at skifte bandager. Først mor, så mig, og så min søster. Jeg har for resten en kæreste, Vika. Hun er glad og har søde forældre.

Nogle af tegningerne viser bombningen af Mariupol, brændende bygninger og lig i gaderne. På den sidste side havde drengen skrevet:

- Mine to hunde er døde. Og min bedstemor Halya. Og min elskede by Mariupol er også død.

Jevgenij Sosnovskyj fandt sit kamera frem og fotograferede siderne i dagbogen. Senere har han delt billederne på sociale medier, hvor de er blevet delt vidt og bredt – blandt andet af den ukrainske udenrigsminister.

En mulig udvej

En dag fandt familien en gammel radiomodtager, som det lykkedes dem at reparere. For første gang siden krigens begyndelse havde de forbindelse til omverdenen.

Da de lyttede til nyhederne 20. april, blev det meddelt, at der samme dag ville være en evakuering fra havnebyen.

Jevgenij Sosnovskyj, hans kone og hans svigermor besluttede sig for at forsøge at komme væk. Niecen turde ikke og valgte at blive, hvor de var.

- Men vi var nødt til at tage det valg. Vi besluttede, at vi ville tage hende med os, når vi var et sikrere sted, siger han.

En nabo kørte dem til opsamlingsstedet, hvor de ventede i regnen i adskillige timer, men der var ingen evakuering.

De kunne ikke tage tilbage til huset, så de fik lov at bo i en lejlighed i nærheden tilhørende et andet familiemedlem.

Over den næste uge tog de forgæves ud til opsamlingsstedet yderligere tre gange.

- Så begyndte vi at lede efter nogen, som kunne få os ud, siger Jevgenij Sosnovskyj.

Vejen væk

Det var ikke uden risiko at hjælpe folk ud af den belejrede by, og det kunne koste op mod 3000 kroner per person at komme væk. Til sidst lykkedes det dem dog at finde en frivillig, der uden betaling ville køre dem væk fra Mariupol.

30. april ankom Jevgenij Sosnovskyj sammen med konen og svigermoren til Tokmak, hvor de overnattede på et flygtningehotel.

3. maj tog de en bus videre til Zaporizjzja, og tre dage senere kom de videre til deres datter, som bor i hovedstaden Kyiv.

- Vi så 60 FN-busser forlade Mariupol og køre gennem Zaporizjzja næsten tomme. Russerne lod ikke folk komme med, hvis ikke de bestod den såkaldte "filtrering", siger Sosnovskyj.

Efterfølgende har han været i kontakt med niecen i Mariupol og fortalt hende, hvor meget hjælp de har fået, efter at de er sluppet væk.

Han håber, at niecen og de to børn snarest muligt vil formå også at komme til Kyiv.