Krigen i Ukraine

Sverige søger om NATO-medlemskab

Sveriges statsminister kalder Ruslands krig i Ukraine for "en af ​​de værste krænkelser nogensinde mod FN".

Sverige vil officielt søge om medlemskab af NATO.

- Vi forlader en æra og går ind i en anden. Vi vil informere NATO om, at vi ønsker at blive medlem af alliancen.

Det siger den svenske statsminister Magdalena Andersson (S) på et pressemøde mandag eftermiddag.

Et bredt flertal i Sveriges Riksdag er enige om, at Sverige skal med i forsvarsalliancen, lyder det fra statsministeren.

Det var ventet, at Sverige ville søge om NATO-medlemskab, men nu er ansøgningen en realitet.

Magdalena Andersson kalder Ruslands krig i Ukraine for "en af ​​de værste krænkelser nogensinde mod FN-pagten".

- Det bedste for Sveriges sikkerhed er, at vi går med i NATO, forklarer statsministeren.

Ifølge Andersson vil Sverige vil være i en sårbar position i tiden, hvor landets NATO-ansøgning er under behandling. Derfor har Mette Frederiksen (S) mandag meddelt, at Danmark sammen med Norge og Island vil give Sverige og Finland "sikkerhedsforsikringer" fra dags dato.

Historisk beslutning

Den svenske statsminister føler sig overbevist om, at der er opbakning til NATO-medlemskab blandt det svenske folk. Samtidig siger hun, at man kan have en anden mening om NATO.

- Det har jeg respekt for, lyder det fra Magdalena Andersson.

Moderaternes leder, Ulf Kristersson, er også til stede på pressemødet.

Han kalder beslutningen for "historisk" og uddyber:

- Det handler ikke om partipolitik, men derimod at tage medansvar for landets sikkerhedspolitiske interesse.

Præcis hvornår, den formelle, svenske ansøgning vil blive indsendt, er indtil videre uklart.

Årsagen er, at Sverige vil sende sin ansøgning ind sammen med Finland, og at man ikke har synkroniseret præcis, hvilken dag det vil finde sted, siger Magdalena Andersson i spørgetiden efter pressemødet ifølge det svenske medie SVT.

En ændring i Sveriges selvforståelse

TV 2s nordiske korrespondent, Jesper Zølck, kalder det en "historisk dag" for Sverige.

Med dagens beslutning gør det ellers neutrale Sverige op med 200 års sikkerhedspolitik, hvor man har stået uden for krige og militære alliancer.

- Det er landets selvforståelse, der ændres, siger Jesper Zølck.

Sverige har igennem årene kæmpet for fred og nedrustning på sine egne vilkår, og landet har været vant til at kunne kritisere alle - både venner og fjender.

- Men det gør man op med nu, forklarer den nordiske korrespondent.

Der er stadig ét men - for selve ansøgningsblanketten til NATO skal stadig sendes afsted.

Dette vil ifølge Jesper Zølck dog ske inden længe via Sveriges NATO-ambassadør - forventeligt, når Finland en af de nærmeste dage er kommet til samme beslutning om også at skulle med i NATO.