Rusland invaderer Ukraine

Rusland kommer med trussel inden svensk og finsk NATO-debat

Finske og svenske parlamentarikere skal mandag endeligt vedtage NATO-ansøgninger. Rusland siger, at det ikke vil blive ignoreret.

Hvis parlamenterne i henholdsvis Sverige og Finland som forventet beslutter sig for at søge om medlemskab af NATO, vil det ændre verdens sikkerhedsbillede markant.

Det siger den russiske viceudenrigsminister, som truer begge lande med konsekvenser.

- NATO skal ikke gøre sig nogen illusioner om, at Rusland vil ignorere Sverige og Finlands indtrædelse i alliancen, lyder det fra viceudenrigsminister Sergej Rjabko ifølge statsmediet Tass.

Men truslerne preller af på Finland, hvor premierminister Sanna Marin fra Socialdemokraterne siger, at det eneste aggressive land i Europa er Rusland.

- Der er ikke grundlag for Ruslands påstande om trusler fra andre. Rusland er det eneste land, der nu åbenlyst er i krig, og som udviser aggression.

Hun siger videre, at også Finlands sikkerhed er i fare på grund af russernes invasion af Ukraine.

- I slutningen af ​​sidste år foreslog Rusland, at NATO-udvidelsen skulle stoppes. At acceptere Ruslands krav ville ikke kun have betydet en betydelig forringelse af vores suverænitet og sikkerhed, siger Sanna Marin.

Sverige vil måske allerede i dag søge om medlemskab af NATO

Sveriges regering vil måske allerede mandag sende ansøgningen om at blive medlem af NATO. Det kan ske efter et regeringsmøde senere mandag, der bliver en milepæl i svensk historie, skriver SVT.

- Hvornår ansøgningen helt nøjagtigt sendes, kan jeg ikke sige, men beslutningen vil blive taget i dag, siger forsvarsminister Peter Hultquist.

Sveriges hurtige vej mod NATO er gjort mulig, efter at regeringspartiet Socialdemokraterna søndag sagde ja til NATO-medlemskab.

I Finland mener også Koalitionspartiet, at man skal være hurtig med at få sendt en ansøgning afsted. Formanden for partiet, Petteri Opro, siger, at finnerne skal vågne op til den nye virkelighed, Rusland har skabt.

- I februar blev himlen over Ukraine og Europa formørket. Det gode vejr forsvandt. Der er ikke længere tid til at gemme hovedet i busken – vi må se sandheden i øjnene.

Det finske nationalistparti Finnernes Parti støtter også forslaget om NATO-medlemskab, siger formand Riika Purra. Hun tilføjer, at det er en nødvendighed på grund af en forandret omverden.

- Det er et spørgsmål om den nødvendige evne til at reagere på ændringer af virkeligheden.

Parti kræver atomgaranti for medlemskab

Partiet Venstrealliancen er splittet på spørgsmålet om finsk NATO-medlemskab. Selvom de på den ene side støtter op om forslaget, er de bekymrede for konsekvenserne for Finland efterfølgende.

- Som medlem af NATO vil vores grænse blive permanent spændt, og vores jord vil være målet for de første angreb og frontlinjen af ​​den opdigtede storkrig, der findes i Ruslands øjne, siger formand Jussi Saramo.

Derfor vil Saramo kræve, at der stilles garantier for, at der ikke kommer NATO-baser eller stilles atomvåben i Finland – garantier, som de øvrige nordiske lande også har.

- Det er vigtigt at få en debat om, hvad det er for et medlem, vi vil være. Hvordan skaber vi et fælles nordisk, ikkenukleart forsvar, der maksimerer vores egen sikkerhed, men som ikke truer nogen.

Efter Finlands premierminister og præsident fredag annoncerede, at de opfordrede landets politikere til at stemme for at ansøge om NATO-medlemskab, opstod et symbolsk samarbejde mellem finsk og amerikansk militær.

YLE skriver, at et amerikansk tankfly fik midlertidig tilladelse til at bruge finsk luftrum til at genopfylde tanken på fire øvrige amerikanske militærfly.

Ifølge det finske medie fløj de amerikanske fly fra ende til anden i Finland. Det finske militær har ikke villet udtale sig om missionen, som YLE beskriver som usædvanlig.

Spørgsmål om tyrkisk skepsis spøger stadig

Kort efter at både Sverige og Finland bekendtgjorde deres intentioner om at blive medlemmer af NATO, lød det fra Tyrkiets præsident, at man ikke så deres medlemskab med positive øjne.

- Vi følger udviklingen i Sverige og Finland, men vi har ikke en positiv opfattelse af denne sag, lød fra præsident Recep Tayyip Erdogan fredag.

Årsagen er ifølge præsidenten, at både Sverige og Finland huser det, som tyrkerne anser for at være kurdiske terrorgrupperinger.

Flere NATO-lande – herunder Danmark – har dog efter udmeldingen banket det fast, at Tyrkiet nok skal rette ind, når medlemskaberne skal vedtages endeligt.

- Jeg er meget sikker på, at der nok skal være enighed bag støtten (til Sverige og Finland, red.), siger USA's udenrigsminister, Antony Blinken, ifølge Reuters.

Også NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, har sagt, at han ikke regner med, at Tyrkiet vil stå i vejen for en udvidelse af forsvarsalliancen.

Den danske militæranalytiker Steen Kjærgaard udtalte fredag til TV 2, at Tyrkiets udmelding handler om at sende et budskab.

- Når Erdogan melder sådan ud, skal det ses i det lys, at han er presset fra flere sider. På den ene side er Tyrkiet meget glad for at være medlem af NATO, men på den anden side har han en stor interesse i at have og bevare et godt forhold til Rusland, lød det fra Steen Kjærgaard.