Rusland invaderer Ukraine

Først truede Tyrkiet med at bremse NATO-drømmene, så lød forsoning - og nu truer de igen

Tyrkiet har i de seneste dage spillet kispus med svensk og finsk NATO-medlemskab. 

Lørdag er udenrigsministre fra NATO-landene samlet til møde i Berlin, og her er et af de varmeste emner Finlands og Sveriges eventuelle medlemskaber.

Men inden mødet truer et medlemsland med at kaste grus i maskineriet.

Mens stort set samtlige NATO-lande står med åbne arme over for Finland og Sverige, er Tyrkiet anderledes skeptisk indstillet.

Fredag slog præsident Recep Tayip Erdogan til lyd for, at Tyrkiet ikke har en “positiv opfattelse” for de to nordiske landes indtog i alliancen.

Og dét er der ellers brug for, da nye medlemskaber kræver opbakning fra et enstemmigt NATO.

De to lande huser imidlertid “terrororganisationer”, lød påstanden fra Erdogan med henvisning til det kurdiske parti og modstandsbevægelse PKK og YPG, der er den bevæbnede del af det kurdiske Demokratiske Unionsparti.

Skiftende meldinger

Tyrkiet mener, at både Finland og Sverige huser celler for de to organisationer.

Tidligere lørdag var der mere forsonende takter. De kom fra talsmanden Ibrahim Kalin, der er blandt Erdogans øverste udenrigspolitiske rådgivere.

- Vi lukker ikke døren, beroligede han i et interview med Reuters:

- Men vi tilvejebringer dybest set problemstillingen, som har betydning for den nationale sikkerhed i Tyrkiet.

Så langt, så godt.

Senere på lørdagen blev ordet givet til en tredje tyrkisk stemme - udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu.

Her gentog ministeren over for pressen i Berlin Erdogans talestreger - at NATO-bejlerne huser terrorister, og at det er uacceptabelt.

Han svarede imidlertid ikke på det afgørende spørgsmål: Om Tyrkiet vil benytte sig af sin vetoret imod de eventuelle medlemskaber.

Ekspert tror på tyrkisk opbakning

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), fortalte inden lørdagens møde, at han ville medbringe en klar besked:

- Jeg har tænkt mig at give den klare besked, at vi står ved NATO's åben-dør-politik, og jeg forventer også, at Tyrkiet ikke vil sætte sig imod, at finnerne og svenskerne vil søge om medlemskab i NATO. Det vil vi modtage med åbne arme, og det vil styrke europæisk sikkerhed.

- Jeg forventer også, at Tyrkiet ikke vil sætte sig imod, at finnerne og svenskerne vil søge om medlemskab i NATO. Det vil vi modtage med åbne arme, og det vil styrke europæisk sikkerhed, siger Kofod.

Henrik Breitenbauch, dekan ved Forsvarsakademiet, mener, at der kan være flere årsager til tyrkernes ramsaltede meldinger.

Dels skal man ikke lægge alle kort på bordet, hvis man ønsker noget til gengæld, og dels er sikkerhedspolitik en øm tå i Tyrkiet.

- For Tyrkiet handler sikkerhedsproblemer i høj grad om terrorisme, og det er et særligt og følsomt emne i Tyrkiet, siger Henrik Breitenbauch:

- Mit gæt vil dog være, at Tyrkiet ender med at stemme ja.