Rusland invaderer Ukraine

Første retssag om krigsforbrydelser i gang - vigtigt signal til russerne, siger ekspert

En 21-årig russer er anklaget for med en AK-74 at skyde og dræbe en civil på cykel.

Det blev spået, at der skulle gå flere år, før russiske soldater ville ende på anklagebænken for krigsforbrydelser begået under krigen i Ukraine.

Men allerede denne fredag skal den første sag om en krigsforbrydelse alligevel for retten i Ukraines hovedstad, Kyiv. Det skriver The Guardian.

Det kommer til at sende et signal til andre russiske soldater

Kenneth Øhlenschlæger Buhl, militærforsker med speciale i krigsforbrydelser

- Det er gået meget, meget hurtigt, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der er militærforsker ved Forsvarsakademiet med speciale i netop krigsforbrydelser.

Hovedpersonen er en 21-årig russisk soldat ved navn Vadim Shisimarin, der er anklaget for fra en bil med en AK-74 at have skuddræbt en tilfældig 62-årig mand på cykel i den ukrainske landsby Chupakhivka.

Gode til at "opgøre slagmarken"

Anklagerne om krigsforbrydelser har været mange siden Ruslands invasion af Ukraine og har nu rundet 11.000 ifølge Ukraines statsanklager.

Men selvom dagens retssag vil bane vejen for flere af sin slags, vil omfanget aldrig så meget som nærme sig de mange tusinde anklager, vurderer Kenneth Øhlenschlæger Buhl.

For processen er omstændelig, og forbrydelserne skal ikke alene identificeres, anklagemyndigheden skal også finde frem til, præcis hvilke soldater der kan have begået dem – og herefter finde de personer.

Her hjælper det dog, fortæller militærforskeren, at ukrainerne har været gode til at ”opgøre slagmarken telefonisk” og altså gennem mobildata finde frem til, hvor russerne har opholdt sig

Derudover har Ukraine ”mange tilfangetagne russiske soldater”, der kan knyttes til forbrydelserne, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl, og derfor begynder retssagerne højst sandsynligt hurtigere end ventet.

Erkender svær sag

Ifølge anklageskriftet flygtede den 21-årige soldat fra ukrainske tropper i en stjålet bil sammen med fire andre soldater, da han dræbte den ældre mand.

- En af de andre soldater beordrede den tiltalte til at dræbe en civil, så han ikke kunne anmelde dem. Manden døde på stedet – bare få meter fra sit hjem, hedder det i meddelelse fra statsanklager Iryna Venediktovas kontor.

Soldaten risikerer livstidsdom, og hans advokat, Victor Ovsyanikov, erkender, at sagen mod hans klient er stærk. Han siger dog også, at den endelige bevisførelse må foregå ved retten i Kyiv. Det skriver Sky News.

Fuldt overlagt drab på en civil, der altså ikke er et lovligt, militært mål, vil defineres som en krigsforbrydelse.

Kenneth Øhlenschlæger Buhl vurderer dog, at den anklagede Vadim Shisimarin er "en lille fisk" i det store krigsbillede. Blandt andet derfor er det heller ikke en sag for Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag i Holland, men "blot" domstolen i Ukraines hovedstad.

Udgangspunktet er nemlig, at retsforfølgelsen skal foregå nationalt, og domstolen i Haag tages først i spil, hvis det enten ikke er muligt at føre retssagen nationalt, eller hvis en sag er meget stor eller principiel.

- Den i Haag vil ikke behandle en hel masse småsager, siger Øhlenschlæger Buhl og uddyber, at sagen kunne være en anden, hvis der var tale om en russisk general, der var på anklagebænken.

Men sagen er dog langt fra ubetydelig:

- Det kommer til at sende et signal til andre russiske soldater om, at de risikerer at ende i saksen. Og det er jo ikke helt uvæsentligt, at de får det at vide, siger militærforskeren.

Derudover kan retssagen fungere som afmontering af antagelser om, at krigens love er sat ud af spil.

- Mange spørger, hvad vi skal med krigens love, når de alligevel bliver overtrådt. Det her viser, at det internationale lovsystem fungerer, og at man bliver dømt, hvis man begår krigsforbrydelser, lyder det.

Ifølge The Guardian er to andre retssager mod russiske soldater på trapperne inden for få dage. Den ene er anklaget for at bryde ind i en landsby nær Kyiv, myrde en mand og derefter gentagne gange voldtage den dræbtes kone.