Rusland invaderer Ukraine

Finnerne opfordres til at have mad, medicin og pandelamper klar efter NATO-melding

Den nationale finske redningsorganisation opfordrer borgerne til at have forsyninger nok til hele husstanden – også dyr – til mindst 72 timer.

Finland har taget et stort skridt nærmere en officiel ansøgning om NATO-medlemskab, og det har sat landets alarmberedskab i gang.

Det er nemlig langt fra usandsynligt, at Rusland vil straffe Finland med cyberangreb, advarer det finske transport- og kommunikationsagentur Traficom ifølge det finske medie Yle News.

Faktisk vil det være ”et spørgsmål om held”, hvis der ingen russiske reaktioner kommer på en NATO-ansøgning, lyder det fra Sauli Pahlman, der er Traficoms cybersikkerhedsdirektør.

Hav kontanter klar

Finnerne opfordres derfor nu på at forberede sig. Eksempelvis på alternative betalingsmetoder, hvis russerne hacker de elektroniske betalingssystemer.

- Du kan altid forberede dig på betalingskortsvigt ved at sikre dig, at du har kontanter, siger Mari Aro, der er ledende specialist i landets sikkerhedskomite, som rådgiver den finske regering, til Yle News.

Hun tilføjer, at der ingen grund er til at ”tømme pengeautomaterne”. Men at det er en god ide at have kontanter nok til at dække nødvendige udgifter som mad og medicin i et par dage.

Det er ikke første gang under krigen i Ukraine, at der i Finland er blevet snakket om risiko for russiske cyberangreb.

Jeg anbefaler at opbevare flaskevand fra butikker, da det holder sig godt i et par år

Sanna Räsänen, beredskabsekspert

Da debatten i april begyndte at tage til om et eventuelt finsk NATO-medlemskab, blev der advaret om, at landets politikere kunne blive ofre for påvirkningsforsøg fra det krigsførende land mod øst.

"Stik imod Ruslands interesser"

I den forbindelse lød det fra Mikkel Storm Jensen, der er major og forsker i cyberkonflikt ved Forsvarsakademiet, at det langt fra var usandsynligt, at russerne ville forsøge at blande sig i landets beslutning.

- Det vil være dumt ikke at prøve. Det er jo stik imod Ruslands interesser, at Finland bliver medlem, sagde han til TV 2.

Yle News skriver da også, at Finland har oplevet stigende cyberindblanding dette forår. Eksempelvis ved at gps-netværk har oplevet en hidtil uset mængde serviceafbrydelser.

Mikkel Storm Jensen fortalte dog også i april, at Finland er et af de lande, der har ”allermest opmærksomhed på russisk påvirkning, indblanding og hybride trusler”. Og netop det faktum gør også nogle trusler mindre sandsynlige, lyder det fra finske eksperter ifølge Yle News.

Eksempelvis forventes det ikke, at russerne kan lykkes med at afbryde hele landets strømforsyning. Men scenariet kan ikke udelukkes fuldstændig.

Derfor opfordres de finske borgere blandt andet til at have lommelygter, pandelamper og batteridrevne radioer klar.

Også mad, medicin, varme tæpper og rigeligt med vand bør være på de finske indkøbslister, lyder det. For den nationale finske redningsorganisation opfordrer til at have forsyninger nok til hele husstanden – også dyr – til mindst 72 timer.

- Jeg anbefaler at opbevare flaskevand fra butikker, da det holder sig godt i et par år, siger Sanna Räsänen, der er beredskabsekspert i organisationen, til Yle News.

Fælles udmelding med Sverige

Torsdag lød det fra den finske præsident, Sauli Niinistö, at Finland skal søge om medlemskab af NATO.

- NATO-medlemskab vil styrke Finlands sikkerhed. Som medlem af NATO vil Finland styrke hele Forsvarsalliancen. Finland skal ansøge om NATO-medlemskab som en hastesag, oplyser præsidenten sammen med den finske statsminister, Sanna Marin, i en fælles pressemeddelelse.

Med udmeldingerne tager Finland nu et stort skridt nærmere en officiel ansøgning om NATO-medlemskab, som ventes at kunne komme så tidligt som i næste uge.