Rusland invaderer Ukraine

Video viser russiske soldater dræbe ubevæbnede civile med skud i ryggen

Episoden bliver nu efterforsket af de ukrainske myndigheder som en krigsforbrydelse.

På videoen kan man se to mænd komme gående langsomt i retning mod overvågningskameraet.

Den ene ser ud til at have begge hænder i lommen, mens den anden bærer sin jakke i hænderne.

Pludselig træder to soldater rundt om hjørnet bag de intetanende mænd og tager sigte.

Kort efter falder begge mænd til jorden, mens støvet rejser sig fra de steder, hvor kuglerne rammer asfalten.

Begge mænd er siden blevet erklæret døde, skriver CNN, der er i besiddelse af optagelserne, der stammer fra en bilforhandler i udkanten af den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Den ene af de dræbte var ejeren af virksomheden, men familien ønsker ikke hans navn offentliggjort. Den anden, 68-årige Leonid Oleksijovytj Pljats, var ansat som vagt.

- De er bødler. Min far var civil, han var 68 år og en fredelig, ubevæbnet mand, siger datteren Julia Pljats til CNN.

Civile var ubevæbnet

Ifølge CNN har de verificeret videoen, der er optaget i marts, da russerne forsøgte at indtage Kyiv.

Der er optagelser fra en række forskellige vinkler, der dokumenterer hændelsesforløbet.

Her kan man se mindst fem soldater ankomme og begynde at bryde ind i bygningen. De skyder mod låse og smadrer ruder.

Et andet kamera viser de to ukrainske mænd være i gang med at klæde sig på inde i en vagtstue.

Efterfølgende går de udenfor, hvor ejeren af bilhandleren henvender sig til de russiske soldater med hænderne i vejret. Soldaterne ser ud til at kropsvisitere ham, og efterfølgende bliver Leonid Pljats også visiteret.

På den baggrund konkluderer CNN, at mændene ikke kan have være bevæbnet.

Parterne taler kortvarigt sammen, hvorefter de går hver til sit. Men kort efter vender to af soldaterne om og skyder de civile i ryggen.

Efterforskes som krigsforbrydelse

På overvågningsbillederne kan man se, hvordan de fem soldater efterfølgende fortsætter deres indbrud og leder efter brugbare tyvekoster.

Leonid Pljats er dog endnu ikke død, så mens russerne ransager butikken, kæmper han sig tilbage mod vagtstuen, hvor han formår at ringe til flere bekendte i området og efterlyse hjælp.

Men inden de når frem, kan man på optagelserne se Pljats synke sammen. Først da de tilkaldte ukrainere når frem til ham, står det klart, at han ikke har overlevet.

Ifølge CNN efterforskes episoden nu af den ukrainske anklagemyndighed som en mulig krigsforbrydelse.

- De skal dømmes for det, de har gjort. Jeg håber, det bliver en international domstol. Jeg håber, at ikke bare Ukraine, men hele verden kommer til at høre om deres forbrydelser, siger Julia Pljats.

CNN har forsøgt at få en kommentar fra det russiske forsvarsministerium, men russerne har ikke svaret på henvendelsen.

De ukrainske myndigheder har siden krigens begyndelse anklaget de russiske soldater for at begå adskillige krigsforbrydelser. Heriblandt drab og beskydning mod civile, voldtægter og drab på krigsfanger.

Onsdag kom det frem, at den første russiske soldat nu bliver sat for en dommer, efter at Ukraines statsanklager har tiltalt en 21-årig russer for drab på en 62-årig ubevæbnet mand.