Rusland invaderer Ukraine

Putins nærmeste advarer Vesten om en "regulær atomkrig" efter NATO-udmelding

Et NATO-medlemskab til Finland er en direkte trussel mod Rusland, siger russisk udenrigsminister og advarer om modreaktion.

Nyheden om, at Finland og Sverige bevæger sig tættere på optagelse i forsvarsalliancen NATO, er langtfra faldet i god jord hos Rusland.

Og nu har flere af Vladimir Putins nærmeste været ude at reagere på den forventede tilslutning af to nye lande i den vestlige alliance.

Blandt andet skriver den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev på beskedtjenesten Telegram, at den nuværende udvikling kan ende i ”et katastrofalt scenarie for alle” og en ”regulær atomkrig” ifølge The Guardian og Sky News.

- NATO-landenes pumpning af våben til Ukraine, træning af dets tropper i at bruge vestligt udstyr, udsendelse af lejesoldater og gennemførelsen af ​​øvelser nær vores grænser øger sandsynligheden for en direkte og åben konflikt mellem NATO og Rusland, skriver han og tilføjer:

- Dette vil være et katastrofalt scenarie for alle.

- En direkte trussel

Også Kreml-talsmand, Dmitrij Peskov, har reageret på, at Finland torsdag meldte ud, at landet vil søge om optagelse i NATO.

I en tale til journalister kalder han ifølge Reuters medlemskabet en ”direkte trussel mod Rusland”, og han siger yderligere, at de skridt, som Finland tager for at blive medlem af NATO, giver Rusland grund til at komme med en ”tilsvarende reaktion”.

En udmelding, som den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, bakker op om.

I en officiel erklæring udtaler han, at Rusland nu vil blive tvunget til at reagere for at stoppe truslen mod landets nationale sikkerhed, skriver The Guardian.

Hverken Dmitrij Peskov eller Sergej Lavrov uddyber yderligere, hvilken reaktion der bliver tale om, udover at det kan involvere militærtekniske foranstaltninger.

Får fuld opbakning af NATO

Mens et NATO-medlemskab til Finland og Sverige er en gevaldig mavepuster til russerne, er det en glædelig nyhed for forsvarsalliancen.

Det siger NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, torsdag og byder Finland varmt velkommen.

I kølvandet på den finske nyhed har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, talt i telefon med den finske præsident, Sauli Niinistö, skriver han på Twitter og udtrykker sin fulde støtte.

Når Finland som ventet har afleveret sin ansøgning, indledes der en proces, hvor landet skal godkendes af NATO's nuværende 30 medlemmer. Det ventes at være en formsag.

Finnerne har indtil nu stået uden for alliancen sammen med Sverige. Også den svenske regering forventes at sende en ansøgning afsted på mandag, skriver den svenske avis Expressen.