Rusland invaderer Ukraine

- Når vi har generobret alt, hvad der er vores, afslutter vi det her, siger Zelenskyj

Ifølge korrespondent skal man tage det bogstaveligt, når Ukraines præsident siger, han vil tage hele Ukraine tilbage - det gælder også Krim.

De ukrainske styrker har på det seneste haft medvind på slagmarken, og nu siger landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, at han ønsker at generobre hele Ukraines territorium fra russerne.

- Når vi har generobret alt, hvad der er vores, afslutter vi det her, sagde Zelenskyj onsdag i en tale til en gruppe franske universitetsstuderende.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Zelenskyj vil have både Donetsk, Luhansk og sågar Krim tilbage

Andrey Kazankov, Rusland-korrespondent for Weekendavisen

Præsident Zelenskyj sagde samtidig, at han stadig er villig til at forhandle med Ruslands præsident, Vladimir Putin, om en fredelig løsning på krigen i Ukraine.

Går efter fuld befrielse

Udmeldingen fra Zelenskyj kommer, dagen efter at Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, i et interview med Financial Times sagde, at Ukraine har opjusteret sine krigsmål.

Det betyder ifølge Kuleba, at Ukraine nu går efter en fuld befrielse og vil forsøge at presse Rusland ud af alle besatte områder i landet.

I begyndelsen af krigen var Ukraines mål ellers at skubbe Rusland tilbage til de områder, som var besat, inden krigen brød ud i slutningen af februar, men ifølge udenrigsministeren vil Ukraine nu også slå Rusland ud af Donbas-regionen og Krim-halvøen, som russerne annekterede i 2014.

Skal de nye krigsmål opfyldes, kræver det dog, at Vesten fortsat leverer våben til Ukraine, understreger Kuleba.

Zelenskyj vil have det hele tilbage

Ifølge Andrey Kazankov, som er Rusland-korrespondent for Weekendavisen, skal man tage det bogstaveligt, når præsident Zelenskyj siger, at han vil tage hele Ukraine tilbage.

- Det er ikke kun de territorier, Ukraine har mistet i forbindelse med den nuværende krig. Zelenskyj vil have både Donetsk, Luhansk og sågar Krim tilbage. Ukraine har hele tiden holdt fast i, at det var ukrainske territorier, som Ukraine ville have tilbage på et eller andet tidspunkt, siger Andrey Kazankov til TV 2.

At præsident Zelenskyj nu kommer med en udmelding i forhold til at generobre Krim-halvøen, er et tegn på, at det er gået bedre end forventet for Ukraine i krigen, siger Andrey Kazankov:

- Lad os skrue tiden tilbage til starten af krigen, hvor russiske tropper stod i Kyiv. Da ville det have været latterligt, hvis Zelenskyj begyndte at snakke om, at han ville have Krim tilbage. Det var dengang, Vesten tilbød at evakuere Zelenskyj, fordi man frygtede, at Kyiv ville falde. Siden er krigens gang vendt, og nu vil han have det hele tilbage.

Krigens gang

Det seneste eksempel, på at krigslykken er vendt til ukrainernes fordel, kom onsdag, da Ukraines generalstab oplyste, at landets militær under en modoffensiv har generobret flere landsbyer nord for den næststørste by Kharkiv.

Det ukrainske militær har offentliggjort nedenstående video fra Kharkiv-regionen, der skulle vise en russisk kampvogn blive angrebet.

Det ukrainske militær har offentliggjort en video fra Kharkiv-regionen, der skulle vise en russisk kampvogn blive angrebet. Video: David Buch

Offensiven i regionen har blandt andet drevet russiske soldater væk fra byen Rubizhne, hvor det ukrainske flag igen vajer i luften.

I den daglige opdatering fra generalstaben for væbnede styrker i Ukraine lyder det onsdag, at de ukrainske styrker har afværget tolv russiske angreb i Donetsk og Luhansk.

Ukrainske styrker har desuden ødelagt en del af "fjendens" materiel – herunder 12 kampvogne, 4 artillerisystemer, 19 enheder af pansrede kampkøretøjer, 7 biler og 2 enheder af specialteknisk udstyr, skriver The Guardian.

Påstandene er ikke uafhængigt verificeret.

Putin forbereder sig på lang krig

Selvom ukrainerne vinder terræn i Donbas-regionen, skal man ikke forvente, at krigen nærmer sig en afgørelse.

Sådan lød det tirsdag fra den øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester, Avril Haines.

- Vi vurderer, at præsident Putin forbereder sig på en langvarig konflikt i Ukraine, hvor han stadig har til hensigt at nå mål udover Donbas, sagde hun på baggrund af amerikanske efterretninger.

Men selvom Putin forbereder sig på en lang krig, er det ikke sikkert, at det bliver sådan i virkeligheden. Det siger militæranalytiker Anders Puck Nielsen til TV 2:

- Det bliver sværere og sværere for Rusland at opretholde krigsførelsen. Og der kommer en periode, hvor Rusland måske snart bliver nødt til at erkende det.