Udland

EU og USA vil til bunds i sag om journalistdrab på Vestbredden

Der er brug for en grundig undersøgelse af drabet på en palæstinensisk-amerikansk journalist, siger EU.

Drabet på en palæstinensisk-amerikansk Al Jazeera-journalist på Vestbredden har onsdag fået både EU og USA til at reagere.

Begge parter kræver således en uafhængig undersøgelse af, hvad der førte til journalist Shireen Abu Aklehs død tidligt onsdag.

- EU fordømmer på det kraftigste drabet på den palæstinensisk-amerikanske Al Jazeera-journalist Shireen Abu Akleh på den besatte Vestbred.

- Det er nødvendigt, at en grundig, uafhængig undersøgelse kommer til bunds i hændelsens omstændigheder hurtigst muligt, og at de ansvarlige bliver stillet til ansvar, lyder det i en udtalelse fra EU's udenrigstjeneste.

Kofod: Journalisters sikkerhed skal altid beskyttes

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, har også udtalt sig om drabet.

Det sker i et opslag på Twitter:

- Jeg er dybt berørt af det tragiske drab på Al Jazeera-journalist Shireen Abu Akleh på Vestbredden. Pressefrihed og sikkerhed for journalister skal altid beskyttes. Hendes døds omstændigheder skal undersøges grundigt.

Det arabiske medie Al Jazeera siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den 51-årige journalist blev dræbt af israelske soldater.

En palæstinensisk embedsmand siger, at journalisten blev "snigmyrdet" af israelske soldater, mens hun dækkede en militærrazzia i byen Jenin.

Det israelske militær siger ifølge Reuters, at israelske styrker havde skudt tilbage, efter at de var kommet under "massiv beskydning" i Jenin.

Militæret tilføjer, at "det er sandsynligt, og at det undersøges, at journalister kan være blevet ramt - muligvis af bevæbnede palæstinensere".

Kræver grundig undersøgelse

USA's FN-ambassadør, Linda Thomas Greenfield, opfordrer onsdag til en grundig undersøgelse af hændelserne i Jenin.

- Vi opfordrer begge sider til at deltage i denne undersøgelse, så vi kan komme til bunds i, hvorfor dette skete, siger ambassadøren.

Nida Ibrahim, der er korrespondent for Al Jazeera på Vestbredden, siger, at videoer af hændelserne viser, at Shireen Abu Akleh blev skudt i hovedet, mens hun dækkede begivenhederne i Jenin.

Jenin ligger på den nordlige del af Vestbredden. Der har den seneste tid været flere militærrazziaer i byen på grund af stigende vold ifølge Reuters.

Shireen Abu Akleh var angiveligt iført tøj, der viste, at hun kom fra pressen.