Udland

Tredje lig dukket op i amerikansk sø, og myndighederne forventer at finde flere

For tredje gang denne sommer har vandets tilbagetrækning i Lake Mead i USA afsløret et lig. Den lave vandstand skyldes klimaforandringerne.

Igen er der dukket et lig op i den kunstige sø Lake Mead ved Las Vegas i USA.

Øjenvidner alarmerede myndighederne om eftermiddagen 25. juli, fordi der var fundet et lig eller en del af et lig i et rekreativt område, hvor folk bader.

- Parkbetjente er på stedet og har afspærret området for at indsamle de menneskelige rester, lyder det fra parkmyndighederne i en pressemeddelelse.

Der er ingen oplysninger om, hvorvidt der er tale om et helt lig eller blot dele af et lig. Der er heller ingen oplysninger om, hvor længe det har ligget i søen. En retsmediciner skal nu afklare dødsårsagen, skriver myndighederne.

Det er ikke første gang denne sommer, at søen har afsløret døde mennesker. Faktisk er det nærmere tredje gang.

I maj dukkede et lig i en rusten tønde op. Da var politiet sikre på, at der var sket en forbrydelse.

Vandstanden er faldet 52 meter

De mange lig skyldes, at vandet lige nu står historisk lavt i Lake Mead i staten Nevada. Siden 1983 er vandstanden faldet med 52 meter, så søen nu ifølge The Guardian er nede på 30 procent af sin kapacitet. Den lave vandstand skyldes ekstrem tørke, der er forårsaget af klimaforandringer.

Satellitfotos fra NASA viser, hvor meget vandet har trukket sig tilbage alene siden sommeren 2020.

Satellitfoto af Lake Mead i Nevada fra juli 2020.
Satellitfoto af Lake Mead i Nevada fra juli 2022.

Den menneskeskabte sø er det største menneskeskabte vandreservoir i USA. Det forsyner 40 millioner mennesker i syv forskellige stater med drikkevand. Heriblandt spillebyen Las Vegas.

Derfor taler flere om, at nogle af ligene kan være ofre som mafiaen har skaffet af vejen.

- Det er umuligt at sige, hvad vi vil finde i Lake Mead, sagde Oscar Goodman, der har været borgmester i Las Vegas til The Guardian.

- Det er ikke et dårligt sted at dumpe et lig.

Fandt lig i olietønde

En gruppe amerikanere på søndagstur gjorde 2. maj en uhyggelig opdagelse på bredden af Lake Mead. En gennemtæret olietønde kom til syne.

- Vi hørte en kvinde skrige fra den anden side af stranden, så min mand gik over for at se, hvad der var galt, har Shawna Hollister sagt til den lokale tv-kanal KLAS-TV.

- Han opdagede, at der var et lig i tønden.

Forventer at finde flere lig

Liget var nærmere et påklædt skelet, hvor benene ikke længere sad fast på kroppen. Det blev fundet ved Hemenway havn, tæt på Hoover-dæmningen.

Politiet mener, at der er tale om en mand, der er blevet skuddræbt i perioden fra midt 70’erne til begyndelsen af 80’erne.

- Ofrets tøj og sko blev solgt i K-mart (amerikansk supermarkedskæde, red.) i midt- eller slut-70’erne, har drabsefterforsker Ray Spencer udtalt til KLAS-TV.

Hvor der nu er strandbred, var der dengang dyb sø. Alene siden 2000 er vandstanden faldet med mere end 45 meter. Det fortæller de lokale forsyningsmyndigheder, der vurderer, at området oplever den tørreste periode i 1200 år.

- Der er sandsynligvis flere lig, der er blevet smidt i Lake Mead. Det er bare et spørgsmål om, om vi er i stand til at finde dem, sagde han til Los Angeles Times.

Til New York Times fortalte han, at de finder et eller to lig om året, så det er ikke usædvanligt at efterforske drab ved søen.

- Jeg vil sige, at der er en meget god chance for, at vi kommer til at finde flere menneskerester, efterhånden som vandstanden falder, sagde efterforskeren Ray Spencer til KLAS-TV.

Og allerede en uge efter liget i tønden dukkede op, skete det igen.

Troede, det var et får

Denne gang var det to søstre på paddleboards, der også var på søndagsudflugt, der fandt et lig.

Lindsey og Lynette Melvin troede først, at de var faldet over resterne af et vildt får, men så så de kæben.

Politiet fandt umiddelbart ingen beviser, der tydede på, at der ved lig nummer to skulle være tale om en forbrydelse. Men de undersøger ifølge KLAS-TV, om der kan være tale om et selvmord eller et mistænkeligt dødsfald.

Ingen af ligene er endnu identificeret.