Rusland invaderer Ukraine

Putin forbereder sig på en lang krig, siger amerikansk topchef

Dansk militæranalytiker vurderer, at de kommende måneder bliver svære for Rusland.

Krigen i Ukraine vil sandsynligvis ikke nå sin afslutning, selv hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, vinder kontrol over Donbas-regionen i øst.

De næste måneders kampe vil være betydningsfulde

Avril Haines, chef for de amerikanske efterretningstjenester

Sådan lød det tirsdag fra øverste chef for de amerikanske efterretningstjenester, herunder NSA, Avril Haines.

- Vi vurderer, at præsident Putin forbereder sig på en langvarig konflikt i Ukraine, hvor han stadig har til hensigt at nå mål ud over Donbas, sagde hun på baggrund af amerikanske efterretninger.

"En udmattelseskrig"

Donbas-regionen, der blandt andet tæller de to udbryderrepublikker Donetsk og Luhansk, har været omdrejningspunktet for store dele af krigen i Ukraine.

Både før invasionen af Ukraine, hvor Putin havde et mål om at "befri" de to republikker, men også da de russiske tropper i starten af april trak sig væk fra hovedstadsområdet omkring Kyiv for i stedet at intensivere angrebene østpå.

Og nu peger USA altså på, at der igen kan være et skift i den russiske strategi. Blandt andet på grund af et mismatch mellem Putins ambitioner og Ruslands militære kapacitet, lød det fra Haines:

- Putin vurderer højst sandsynligt, at Rusland har en større evne og vilje til at udholde udfordringer end hans modstandere.

Uoverensstemmelsen kan ifølge hende få den konsekvens, at krigen i de kommende måneder kan gå i "flere uforudsigelige og eskalerende retninger".

- De næste måneders kampe vil være betydningsfulde, fordi russerne forsøger at genoplive deres indsats, siger efterretningschefen.

Det bliver sværere og sværere for Rusland at opretholde krigsførelsen

Anders Puck Nielsen, orlogskaptajn og militæranalytiker

Samtidig betegner Avril Haines konflikten som en "udmattelseskrig", hvor både Rusland og Ukraine føler, at de fortsat kan gøre militære fremskridt.

Derfor er der ifølge efterretningschefen heller ingen udsigt til fredsforhandlinger mellem de to lande – i hvert fald ikke på kort sigt.

Erkendelse af et nederlag

Orlogskaptajn og militæranalytiker Anders Puck Nielsen ser heller ikke hverken fredsforhandlinger eller en ende på krigen i den kommende tid.

Og han er enig i, at de kommende måneder fra et militært synspunkt bliver interessante at følge. For selvom Putin måske selv forbereder sig på en lang krig, er det ikke sikkert, at det udspiller sig sådan i virkeligheden.

- Det bliver sværere og sværere for Rusland at opretholde krigsførelsen. Og der kommer en periode, hvor de måske snart bliver nødt til at erkende det, siger han til TV 2.

Anders Puck Nielsen peger ligesom de amerikanske efterretninger på uoverensstemmelsen mellem Putins krigsambitioner og den forfatning, som det russiske militær lige nu er i.

Efter to en halv måneders krig i Ukraine vurderes russerne blandt andet at være enormt pressede på mandskab.

- Hvis de vil vinde krigen, er de nødt til at finde flere soldater. Her kan Putin komme ud i at skulle presse folk afsted. Det er ikke populært i befolkningen, siger han.

Han er fanget i en situation, hvor han lige meget hvad skal sælge noget upopulært i befolkningen

Anders Puck Nielsen, orlogskaptajn og militæranalytiker

Putin er fanget i en klemme

Lige nu er landets reservestyrke og værnepligtige ikke officielt en del af det, som Rusland fortsat betegner som en "særlig militær operation" i Ukraine.

De kan dog mobiliseres, hvis Vladimir Putin vælger at skifte taktik og officielt erklærer krig mod nabolandet.

Men flere eksperter har påpeget, at det ikke vil være problemfrit for præsidenten at mobilisere de hundredtusindvis af potentielle soldater.

Blandt andet fordi det vil betyde, at endnu flere russiske familier vil blive direkte berørt af krigen, hvis deres sønner, brødre eller fædre sendes til fronten i Ukraine.

Ifølge Anders Puck Nielsen er Putin lige nu fanget i en klemme. For mens presset vokser på det russiske militær, snævres præsidentens muligheder mere og mere ind.

- Han er skarpt sagt fanget i en situation, hvor han lige meget hvad skal sælge noget upopulært i befolkningen. Enten en mobilisering eller et nederlag, siger militæranalytikeren.