Rusland invaderer Ukraine

Over en million ukrainere sendt til Rusland: - De behandler os som dyr

Frivillig Røde Kors-chauffør fortæller, hvordan han blev tvunget til Rusland og mishandlet undervejs.

Den ukrainske regering vurderer, at næsten 1,2 millioner ukrainere er blevet deporteret til Rusland mod deres vilje.

Blandt dem er omkring 200.000 børn, siger det ukrainske parlaments menneskerettighedskommissær, Lyudmilla Denisova, ifølge Euronews.

- De bliver kørt med tog til forskellige steder, blandt andet til deprimerende dele af Rusland som Sakhalin, udtaler hun.

Sendt til Hviderusland

En af dem, der har prøvet at blive deporteret – men har været heldig at komme tilbage til Ukraine – er Volodymyr Khropun.

- Historierne, om at ukrainske civile bliver tilbageholdt i Rusland, er 100 procent sande, siger han til BBC.

Han var som frivillig Røde Kors-chauffør med til at evakuere befolkningen fra landsbyer vest for hovedstaden Kyiv, da han blev tilbageholdt af russiske soldater 18. marts.

I første omgang blev han spærret inde i en kælder i området sammen med 40 andre civile.

- Vi blev tævet med rifler, slået og sparket. De gav mig bind for øjnene og bandt mine hænder med gaffatape. De brugte strømpistoler og udspurgte os hele tiden om information om vores militær, fortæller han.

Nye identitetspapirer

Efter en uge blev de sat på en bus og kørt over grænsen til Hviderusland.

- De troede ikke, at vi kunne se noget, men jeg kunne se de landsbyer, vi kørte igennem. Ivanov, Tjernobyl og så så jeg, at vi krydsede grænsen, fortæller han.

Det var, som om at vi var flyttet fra det 21. til det 16. århundrede

Volodymyr Khropun

I Hviderusland forsynede det russiske militær de civile med nye identitetspapirer, hvor deres fødested nu stod angivet som ”Den Socialistiske Sovjetrepublik Ukraine” – det navn, som Ukraine var kendt under før Sovjetunionens opløsning.

Derefter blev de sendt videre til et fængsel i Rusland. Over for BBC beskriver Volodymyr Khropun den behandling, de blev udsat for, som om at de var ”flyttet fra det 21. til det 16. århundrede”.

- De ydmygede os, tvang os til at knæle og til at sidde i ubehagelige stillinger. Hvis vi kiggede dem i øjnene, blev vi slået. Hvis vi gjorde noget langsomt, blev vi også slået. De behandlede os som dyr, fortæller han.

Volodymyr Khropuns ophold i Rusland kom dog kun til at vare nogle uger, før han blev fløjet til den russiskannekterede halvø Krim for at blive brugt i en fangeudveksling med russiske krigsfanger 9. april.

Rusland: Frivilligt evakuerede

Rusland har ikke lagt skjul på, at ukrainske civile bliver ført til Rusland. Blandt andet har Rusland offentliggjort billeder af civile, der bliver evakueret fra den belejrede by Mariupol og derfra kørt med busser til Rusland.

Ifølge den ukrainske menneskerettighedskommissær, Lyudmilla Denisova, sætter russiske medier også selv tallet for ukrainere i Rusland til over en million mennesker.

Den russiske regering fastholder dog, at alle de ukrainske civile frivilligt har valgt at blive evakueret fra kampområder i Ukraine til Rusland.

I forbindelse med evakueringerne af civile fra Mariupol udtalte den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov, at ”civile ikke bliver tvunget til russisk territorium. Sådan foregår det ikke”. Tværtimod siger han, at ukrainske soldater er klar til at skyde de civile, der forsøger at blive evakueret til Rusland:

- Russisk militær hjælper civile til at forlade Mariupol, til at forlade steder, hvor det er farligt at leve. Militæret hjælper, på trods af at det er almindelig kendt, at disse mennesker er i fare, når de prøver at forlade deres lokalområder. For de bliver simpelthen skudt i ryggen, når de forsøger, siger Dmitrij Peskov.

Mandag sagde det amerikanske forsvarsministerium til gengæld, at man havde informationer om, at de ukrainske civile blev fragtet til Rusland mod deres vilje.

- Det er ikke en opførsel, som man kan forvente af en ansvarlig magt. Det er helt sikkert endnu et tegn på, at Vladimir Putin overhovedet ikke vil anerkende og respektere Ukraines suverænitet og den kendsgerning, at ukrainere er borgere i et andet land, siger det amerikanske forsvarsministeriums talsmand, John Kirby.