Udland

Flere lig er dukket op i amerikansk sø, og myndighederne forventer at finde flere

Først fandt en gruppe på søndagstur en rusten tønde med menneskeknogler, og en uge efter dukkede endnu et lig op på bredden af Lake Mead i USA.

En gruppe amerikanere på søndagstur gjorde 2. maj en uhyggelig opdagelse på bredden af Lake Mead, der er det største menneskeskabte vandreservoir i USA.

På grund af klimaforandringerne er vandstanden i søen uden for Las Vegas faldet støt de seneste årtier.

Derfor var en gennemtæret olietønde kommet til syne.

- Vi hørte en kvinde skrige fra den anden side af stranden, så min mand gik over for at se, hvad der var galt, har Shawna Hollister sagt til den lokale tv-kanal KLAS-TV.

- Han opdagede, at der var et lig i tønden.

Der er sket en forbrydelse

Liget var nærmere et påklædt skelet, hvor benene ikke længere sad fast på kroppen. Det blev fundet ved Hemenway havn, tæt på Hoover-dæmningen.

Politiet mener, at der er tale om en mand, der er blevet skuddræbt i perioden fra midt 70’erne til begyndelsen af 80’erne.

- Ofrets tøj og sko blev solgt i Kmart (amerikansk supermarkedskæde, red.) i midt- eller slut-70’erne, siger drabsefterforsker Ray Spencer til KLAS-TV.

Hvor der nu er strandbred, var der dengang dyb sø. Alene siden 2000 er vandstanden faldet med mere end 45 meter. Det fortæller de lokale forsyningsmyndigheder, der vurderer, at området oplever den tørreste periode i 1200 år.

Forventer at finde flere lig

- Der er sandsynligvis flere lig, der er blevet smidt i Lake Mead. Det er bare et spørgsmål om, om vi er i stand til at finde dem, sagde han til Los Angeles Times.

Til New York Times fortalte han, at de finder et eller to lig om året, så det er ikke usædvanligt at efterforske drab ved søen.

- Jeg vil sige, at der er en meget god chance for, at vi kommer til at finde flere menneskerester, efterhånden som vandstanden falder, sagde efterforskeren Ray Spencer til KLAS-TV.

Og allerede en uge senere skete det igen.

Troede, det var et får

Denne gang var det to søstre på paddleboards, der også var på søndagsudflugt, der fandt et lig.

Lindsey og Lynette Melvin troede først, at de var faldet over resterne af et vildt får, men så så de kæben.

Politiet har endnu ingen beviser, der tyder på, at der denne gang er tale om en forbrydelse, men undersøger ifølge KLAS-TV, om der kan være tale om et selvmord eller et mistænkeligt dødsfald.

Ingen af ligene er endnu identificeret.