Rusland fortsætter med at sende værnepligtige i døden, hævder Ukraine
Rusland har tidligere måttet erkende brugen af unge værnepligtige i krigen. Nu beskyldes russerne for at have fortsat sin mobilisering i det skjulte.
På trods af forsikringer fra den russiske regering om, at værnepligtige ikke vil blive benyttet i krigen i Ukraine, bliver værnepligtige ved med at slutte sig til de russiske styrker i landet.
Det hævder efterretningsenheden i det ukrainske forsvarsministerium mandag i en opdatering.
Og ifølge ukrainerne er det en hård skæbne, der møder de unge russiske mænd.
De værnepligtige bliver nemlig som oftest sendt afsted i første angrebsbølge – med høj dødelighed til følge, lyder det.
- De værnepligtige er de første, der dør under fjendtlighederne. Dårlig oplæring samt forældede våben og udstyr fører til omgående død eller tilskadekomst, skriver den ukrainske efterretningsenhed.
Måtte erkende brug af værnepligtige
Allerede tidligt i krigen blev det rapporteret, at Rusland havde sendt værnepligtige til Ukraine, hvilket af russerne blev fremlagt som falske påstande fra Vesten.
Kun professionelle soldater og officerer var sendt til den "særlige militæroperation" i Ukraine, lød svaret.
Men 9. marts erkendte det russiske forsvarsministerium, at der var værnepligtige i Ukraine. Indrømmelsen kom, efter at den ukrainske hær havde taget værnepligtige russere til fange.
- Desværre har vi opdaget fakta om tilstedeværelsen af værnepligtige i enheder, der tager del i den særlige militæroperation i Ukraine. Praktisk talt er alle sådanne soldater trukket hjem til Rusland, meddelte ministeriet dengang.
Ifølge ministeriet havde de fleste værnepligtige i Ukraine dog kun været med i forsyningsenheder, som havde til formål at levere for eksempel mad eller militært udstyr til andre russiske soldater.
Offentliggør breve fra russiske mødre
Men ifølge oplysninger fra de ukrainske myndigheder er russerne altså fortsat med at benytte de værnepligtige.
Som dokumentation for anklagerne har den ukrainske efterretningsenhed offentliggjort dokumenter, som ifølge ukrainerne er korrespondancer mellem russiske mødre til værnepligtige og Ruslands kommissær for menneskerettigheder, Tatiana Moskalkova, hvor mødrene beklager sig over behandlingen af deres sønner.
Og ifølge ukrainerne viser svaret fra kommissæren, at mødrene blot bliver mødt af nye løgne.
- Udsendelsen af værnepligtige til krigszonen er endnu et bevis på de russiske myndigheders attitude over for deres egne borgere, skriver den ukrainske efterretningsenhed.
Skjult mobilisering
Ifølge Anders Puck Nielsen, orlogskaptajn og militærforsker ved Forsvarsakademiet, er det ikke utænkeligt, at Rusland er fortsat med at bruge værnepligtige trods løfter om det modsatte.
Efter to og en halv måneders krig i Ukraine vurderes russerne nemlig at være enorm pressede på mandskab, og hvis de gerne vil vinde krigen i Ukraine, er de nødt til at finde flere soldater.
- Her kan jeg sagtens se, at man som russisk militærledelse synes, at muligheden for at bruge værnepligtige var attraktiv. Der er i forvejen gået rygter om, at man på russisk side prøver at presse værnepligtige til at underskrive kontrakter, som vil gøre dem til kontraktansatte soldater, forklarer Anders Puck Nielsen.
Forud for mandagens fejring af den russiske helligdag Sejrsdagen var der blevet spekuleret i, om præsident Vladimir Putin ville benytte den særlige dag til at erklære krig mod Ukraine, hvilket ville give ham mulighed for at mobilisere reservestyrken og indkalde værnepligtige.
Det er ikke sket, men ifølge ukrainerne har Rusland altså gennemført en form for "skjult mobilisering".
- Det kan sagtens være, at man i stedet for en officiel udmelding fra toppen af det russiske system har ladet nogle signaler sive ned igennem systemet, hvor man har udtrykt en forventning om at skaffe frivillige på forskellig vis. På den måde vil man kunne lægge pres på internt, mens Putin i toppen vil kunne sige, at han ikke har gjort noget. Det er en arbejdsgang, vi før har set i Rusland, siger Anders Puck Nielsen.
Tusindvis af russere meldes dræbt
I Rusland indkaldes alle mænd til 12 måneders værnepligt, men flere eksperter har påpeget, at det ikke vil være problemfrit for Putin officielt at mobilisere de hundredtusindvis af potentielle soldater.
Ikke mindst fordi det samtidig ville betyde, at hundredtusindvis af russiske familier pludselig blev direkte berørt af krigen, hvis deres sønner, brødre eller fædre sendes til fronten i Ukraine.
Derfor ville Putin løbe en risiko for at miste den russiske befolknings opbakning
Der findes ikke en officiel opgørelse over antallet af dræbte russiske soldater i Ukraine, og der er stor forskel på de offentliggjorte tal.
Ukraine hævder, at omkring 25.650 russiske soldater har mistet livet i Ukraine, hvilket vil svare til omkring en sjettedel af de styrker, som menes at være blevet indsat ved krigens begyndelse.
Rusland meldte i sin seneste opgørelse fra 25. marts kun om 1351 faldne. Vestlige efterretninger har tidligere meldt om over 15.000 døde russere.