Rusland invaderer Ukraine

Lukasjenko undrer sig over Ruslands krig i Ukraine

En af Putins nærmeste allierede siger nu, at han er usikker på, om invasionen af Ukraine går efter planen. Han er også helst fri for en atomkrig.

For ikke så længe siden blev Aleksandr Lukasjenko kaldt Europas sidste diktator.

I dag kan det diskuteres, om der kun er ham tilbage, men det er til gengæld et faktum, at han er den statsleder i Europa, som har været ved magten i længst tid.

Jeg føler, at denne operation har trukket ud

Aleksandr Lukasjenko, diktator

Han har hængt på siden 1994, og Aleksandr Lukasjenko håber formentlig at blive hængende, uanset hvordan det går med den russiske præsident, Vladimir Putins, krig i Ukraine.

Og nu kunne det godt se ud, som om diktatoren går balancegang.

Han har helt ekstraordinært givet et interview til nyhedsbureauet AP, der godt kan tolkes, som om han lægger en lillebitte smule afstand til manden, han kalder sin "storebror" i øst.

For eksempel sagde Aleksandr Lukasjenko til AP, at han ikke havde forventet, at den nu ti uger lange væbnede konflikt ville vare så længe.

- Ærlig talt, så troede jeg ikke, at denne operation ville trække ud på denne måde. Men jeg har ikke fordybet mig nok i problemstillingen til at kunne sige, om det går efter planen, som russerne siger, det gør, eller om det går, som jeg føler det. Jeg vil gerne understrege endnu en gang, at jeg føler, at denne operation har trukket ud, sagde diktatoren i det 90 minutter lange interview med AP.

At tale med to tunger

Da Ukraine blev angrebet 24. februar skete det til dels med russiske soldater, som Vladimir Putin havde opmarcheret på hviderussisk territorium.

Aleksandr Lukasjenko hjalp russerne med transport og stillede baser til rådighed, men han sendte ikke selv nogen soldater ind i Ukraine, og hans egen udenrigsminister har i et brev til EU kategorisk afvist, at Hviderusland er involveret i fjendtlighederne i Ukraine.

Men når den hviderussiske diktator taler med Vladimir Putin, lyder det anderledes.

Da Aleksandr Lukasjenko besøgte Moskva 11. marts, havde han for eksempel et kort over Ukraine med og gjorde et stort nummer ud af at fortælle Vladimir Putin, at invasionen selvfølgelig var en defensiv manøvre, som han var taknemmelig for.

- Det var dem, der startede det hele. Jeg vil nu vise dig stedet, hvor de planlagde at angribe Hviderusland. Hvis der ikke havde været et forebyggende angreb på de stillinger – fire i alt – seks timer før operationen, ville de have angrebet de russiske og hviderussiske styrker, som var på øvelse, sagde Aleksandr Lukasjenko til Vladimir Putin.

Under det meste af mødet brugte Vladimir Putin i øvrigt kun mellem tre og fem ord ad gangen på at svare sin gæst.

Om Vladimir Putin – der råder over et langt stærkere militær end Aleksandr Lukasjenko – spurgte om lov, før han sendte sine soldater ind i Hviderusland, ved vi ikke.

Det forbudte ord

Men nu hvor en stor del af de russiske soldater har forladt Hviderusland, siger Aleksandr Lukasjenko ting, der er forbudt i Moskva, når han taler med AP.

Han brugte for eksempel gentagne gange ordet "krig" om det, der foregår i Ukraine.

Krig er ellers en betegnelse, som styret i Kreml er så meget imod, at russere, der siger ordet, risikerer op til 15 års fængsel.

- Vi nægter kategorisk at acceptere enhver krig. Vi gør og har gjort, alt hvad vi kan, så der ikke er krig, sagde Aleksandr Lukasjenko i interviewet med AP.

Han lagde desuden afstand til den række af trusler om brug af atomvåben, som på det seneste er kommet fra styret i Moskva.

Aleksandr Lukasjenko er især modstander af, at Rusland bruger atomvåben i Ukraine.

- Det er uacceptabelt, fordi det er lige ved siden af os. Vi er ikke på den anden side af oceanet som USA, sagde diktatoren, som også tilstod, at han er nervøs for, hvad brugen af atomvåben kan føre til.

- Det er også uacceptabelt, fordi det kan slå jordkloden ud af sin bane, så ingen ved, hvor den havner, lød det fra Aleksandr Lukasjenko.

Og han turde ikke udelukke, at det kan ske.

- Om russerne er i stand til det, må du spørge den russiske ledelse om, sagde diktatoren og tilføjede, at hans land stadig støtter Rusland, selvom "50 nationer har slået sig sammen" for at hjælpe Ukraine.

Diktatorens analyse

Og så kom Aleksandr Lukasjenko med sin egen analyse af, hvad Vladimir Putin helst ikke vil.

- Han ønsker sandsynligvis ikke en global konfrontation med NATO. Brug det. Brug det, og gør alt for, at det ikke sker. Ellers vil militæret reagere, selvom Putin ikke ønsker det, sagde diktatoren.

67-årige Aleksandr Lukasjenko kaldte under interviewet 69-årige Vladimir Putin for sin "storebror" og sagde, at Ruslands præsident ikke har et bedre og mere åbent forhold med nogen andre statsledere end den hviderussiske.

Hvideruslands militær har også netop indledt en større militærøvelse, men ifølge Aleksandr Lukasjenko har nabolandet Ukraine intet at frygte.

- Vi truer ikke nogen, og vi kommer ikke til at true nogen. Faktisk kan vi ikke true nogen. Vi ved, hvem vi står overfor, så at påbegynde en konflikt, en krig her, er absolut ikke i den hviderussiske stats interesser. Så Vesten kan sove roligt, sagde diktatoren.

Dernæst beskyldte Aleksandr Lukasjenko Vesten og især USA for at være med til at optrappe konflikten mellem Rusland og Ukraine.

- USA ønsker at være herre over øjeblikket, binde sine allierede til sig selv og drukne Rusland med krigen i Ukraine. Det er deres mål, at ordne Rusland og så Kina, sagde han og tilføjede, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i hans øjne er USA's marionet.

- I dag er det ikke Zelenskyj, som styrer Ukraine – ja, undskyld mig, jeg tager måske fejl. Det er jer, som styrer det, sagde han og tilføjede, at USA's præsident, Joe Biden, kunne stoppe krigen på en uge, hvis han ville.

Men når nu Joe Biden ikke ser ud til at stoppe krigen, må Aleksandr Lukasjenko selv i gang.

Han har flere gange forsøgt at iscenesætte sig selv som fredsmægler, og under interviewet gav han sig selv æren for, at Rusland og Ukraine forhandler om fred.

- Takket være undertegnede er forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland i gang, sagde han.