Udland

Hvorfor er Sverige og Finland ikke med i NATO? Her er fem afgørende svar

Rusland har gjort det meget klart, at det vil få konsekvenser, hvis de to neutrale lande Sverige og Finland går med i NATO-samarbejdet.

En af de altoverskyggende konsekvenser ved den russiske invasion kan blive netop den ting, som Vladimir Putin og Rusland ikke ønskede – en udvidelse af NATO-samarbejdet, der ser ud til at starte med Sverige og Finland.

Det ventes, at de i fællesskab vil ansøge om optagelse inden for de næste uger, og gør de det, så er der klar opbakning fra den danske statsminister, Mette Frederiksen.

- I kan være sikre på, at hvis I beslutter jer for at melde jer ind, støtter vi det helhjertet. Sammen kan vi bane vejen for en stærkere nordisk stemme i sikkerhedspolitikken i Europa, sagde hun på et pressemøde med de fire andre nordiske regeringsledere fra henholdsvis Norge, Sverige, Finland og Island onsdag.

Omvendt har en talsperson fra det russiske udenrigsministerium gjort det klart, at Sverige og Finland har fået ”alle advarsler” om de konsekvenser, som et NATO-medlemskab vil udløse.

Men hvorfor er det, at Sverige og Finland er blandt de seks EU-lande, der ikke er medlemmer af NATO? Hvorfor vil de med nu, og hvilke konsekvenser vil det få? Det skal vi se på her.

Hvorfor er de ikke allerede medlemmer?

Både Finland og Sverige har en lang tradition med neutralitet. For svenskerne gælder det, at de har brugt neutraliteten til at balancere mellem stormagter og ikke har haft behov for at vælge side, mens det for finnerne har været påtvunget.

- Efter Finlands krige mod Sovjetunionen i 1939 og 1949 blev de pålagt en række begrænsninger, der sikrede deres uafhængighed, men betød, at det kom ind under Sovjetunionen og Ruslands interessesfære, siger Kristian Søby Kristensen, der er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Og netop det, at de er endt i interessesfæren, er en medvirkende faktor til, at der ikke tidligere er blevet ansøgt om medlemskab af forsvarsalliancen.

- Når man er et lille land, så begrænser det ens handlerum markant, og det vil blive set som en provokation. De to lande har et nært forhold historisk, og det er også derfor, at de vil søge sammen. De vil ikke efterlade den ene på perronen, siger Rasmus Brun Pedersen, der er lektor på Aarhus Universitet og ekspert i nordisk sikkerhedspolitik, småstater og alliancer.

Hvorfor vil de være medlemmer nu?

Der skal træffes en beslutning om et muligt NATO-medlemskab for Sverige og Finland – og det skal ske hurtigt. Det var budskabet på et fælles pressemøde mellem Finland og Sveriges statsministre Sanna Marin og Magdalena Andersson i april.

- Det drejer sig om uger, ikke måneder, understregede Marin.

En nylig meningsmåling viser, at 68 procent af befolkningen i Finland mener, at landet bør ansøge om et medlemskab af forsvarsalliancen. For kun fem år siden lå den andel på 19 procent. Lignende tal ses i Sverige.

- Ruslands aggressivitet har været voldsom de seneste år, og nu er der sket en ændring i befolkningerne, hvor der er historisk stor opbakning til et medlemskab, siger Rasmus Brun Pedersen.

Samtidig spiller risikoen for at ende som det næste Ukraine en stor rolle.

- Som det er nu, kan de være et oplagt mål for Rusland, når de igen vil teste Vestens sammenhængskraft. Ved at få NATOs artikel 5 med, så vil de være sikret mod det, siger Kristian Søby Kristensen.

Hvordan har de historisk placeret sig på forsvarsområdet?

Selvom begge lande har været engagerede i internationale konflikter i både Afghanistan og på Balkan, så har de traditionelt set forholdt sig neutrale i internationale konflikter.

- Der er gradvist sket et skifte op gennem 90’erne. De er blevet mere integrerede i Vesten og har begge samarbejdsaftaler med NATO, siger Kristian Søby Kristensen.

For Finlands vedkommende handlede neutraliteten i høj grad om pres fra Sovjetunionen og siden Rusland, mens den for Sveriges side går noget længere tilbage.

- Finland kunne sagtens være endt på den anden side af jerntæppet, men begge har et stærkt militær, og man skal ikke forveksle neutralitet med modvilje mod militærmagt, siger Kristian Søby Kristensen.

Hvad kan de bringe alliancen?

For både Sverige og Finland gælder det, at de vil søge om fuldt medlemskab af NATO, og fra det øjeblik de søger, vil de også i overgangsperioden være omfattet af sikkerhedsgarantier. Det har generalsekretær Jens Stoltenberg tidligere gjort klart.

Og det er en klar styrkelse af NATO-samarbejdet, vurderer Rasmus Brun Pedersen.

- De vil være med til at lukke en nordlig flanke og få kontrol over Østersøen. Samtidig vil de tvinge russerne til at gentænke deres forsvarsplaner, fordi de pludselig får 1300 kilometer ekstra grænse mod et NATO-land, siger han.

NATO's musketered

Artikel 5 bliver anset som hjørnestenen i Atlantpagten og kaldes populært for musketereden. Den siger, at et angreb på ét NATO-medlemsland er et angreb på alle NATO-lande. Derfor er de øvrige nationer forpligtet til at bistå det angrebne lands forsvar, herunder ved anvendelse af væbnet magt. 

Derudover er det to lande med et både stort og velfungerende forsvar, hvor finnerne eksempelvis allerede bruger to procent af deres BNP på forsvaret, og de er helt i top, når det kommer til militærparathed.

- Deres styrer er kompatible med NATOs, så de vil kunne gå direkte ind, modsat de gamle østlande, hvor de primært benyttede sig af materiel fra Sovjetunionen, siger Rasmus Brun Pedersen.

Hvordan reagerer Rusland, hvis de kommer med?

De to eksperter er overbeviste om, at det på den korte bane vil resultere i yderligere chikane, som vi allerede ser eksempelvis med russiske fly, der krænker deres luftrum.

Men også på den lange bane vil der være en pris. Det siger Rasmus Brun Pedersen.

- Særligt Finland er virkelig et tab for Rusland, og ud fra en stormagtslogik så kræver det en afstraffelse. Hvis nogen bryder fri, så er man nødt til at slå igen, siger han.

Samtidig understreger han, at det næppe vil blive militært, da Rusland ikke har kapaciteten på nuværende tidspunkt, og fordi de to lande er sikret af NATO, så snart de har søgt.

I stedet vil de forsøge at destabilisere landene blandt andet gennem sanktioner og hackerangreb.

Det er ikke første gang, at NATO-udvidelser har skabt uro i forholdet mellem NATO og Rusland. Det gjorde det også særligt i 2004, da en række østeuropæiske lande kom med i forsvarsalliancen.

- Det blev set som en markant provokation, men vi så ikke den samme type trusler som nu. Rusland var et andet sted, og der var en tro på, at forholdet kunne udvikle sig pragmatisk. Siden er der så sket en radikal negativ udvikling i forholdet mellem Rusland og NATO, siger Kristian Søby Kristensen.