Rusland invaderer Ukraine

Hvis Putin kalder invasionen for en krig, sætter han hele sin regering over styr, vurderer forsker

Erklærer Putin krig mod Ukraine, kan hele den russiske krigsmaskine skubbes i gang. Men han ville løbe en alvorlig risiko, vurderer forsker.

Mandag 9. maj fejrer Rusland med pomp, pragt og militærparader Sovjetunionens sejr over Nazityskland under Anden Verdenskrig.

Dagen har kolossal symbolsk betydning i Rusland, og derfor har vestlige analytikere gennem den seneste måned spekuleret i, om Ruslands præsident, Vladimir Putin, sigtede efter at vinde krigen i Ukraine inden den dag.

Men den russiske invasion har flere steder mistet pusten. Og derfor forudser flere nu, at Putin i stedet vil bruge dagen til at erklære krig mod Ukraine.

Ukraine er vigtig for Putin, men ikke det vigtigste i verden

Anders Puck Nielsen, militærforsker ved Forsvarsakademiet

En formel krigserklæring vil nemlig give Rusland mulighed for at mobilisere hele sin militære magt.

Men spørger man Anders Puck Nielsen, der er orlogskaptajn og militærforsker ved Forsvarsakademiet, vil en krigserklæring være farligere for Putin end for Ukraine.

- De negative konsekvenser ville være meget store for Putin, for han løber en kæmpe risiko for at sætte hele sin egen regering over styr, siger han til TV 2.

Krig åbner døren for flere soldater

Selvom kampene raser i Ukraine, befinder det russiske militær sig formelt set stadig i samme beredskab som i fredstid.

Officielt er Ruslands "særlige militæroperation" i Ukraine nemlig slet ikke en krig. Men ifølge blandt andre den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, tyder noget på, at Putin vil bruge 9. maj til at droppe den fortælling.

- Han har kridtet banen op og lagt grunden til at kunne sige: "Se, det her er nu en krig mod nazister, og det, jeg har brug for, er flere mennesker. Jeg har brug for mere russisk kanonføde", sagde han til LBC Radio i sidste uge.

Indtil videre er i omegnen af 150.000 af Ruslands stående styrker indsat i Ukraine, men går landet officielt i krig, kan det tal blive markant højere, fortæller Anders Puck Nielsen.

- Det, der er indsat i Ukraine, er lige omkring 100 procent af den kapacitet, de har i fredstid. Men opgraderer man til rigtig krig, åbner det dørene for at bruge nogle andre ressourcer og soldater, siger han.

Blandt andet ville Vladimir Putin få mulighed for at sende landets hundredtusinder af værnepligtige til Ukraine.

I Rusland indkaldes alle mænd nemlig til 12 måneders værnepligt, og derfor ville Putin kunne indsætte "nogle udmærkede soldater", vurderer militærforskeren.

- Men laver man bare massemobilisering og giver alle mænd i Rusland et våben i hånden, er der mange, der ikke ved, hvordan man gør. Så det er en meget broget skare, siger Anders Puck Nielsen.

Risikerer at miste opbakning til krigen

Det er dog langt fra en smal sag for Putin at opskalere angrebet på Ukraine.

I Vesten er de fleste analytikere nemlig enige om, at en af de vigtigste årsager til, at Rusland ikke har haft bedre held med sin invasion, er store problemer med logistikken.

De problemer bliver kun større, hvis hele den russiske krigsmaskine skal skubbes i gang.

- Det ville være en kæmpe opgave at håndtere alle de her soldater. Der skal mere logistik, kommunikation og træning til, så det er hverken oplagt eller nemt at løse, siger Anders Puck Nielsen.

Samtidig ville hundredtusindvis af russiske familier pludselig blive direkte berørt af krigen, hvis deres sønner, brødre eller fædre sendes til fronten i Ukraine.

Derfor ville Putin ifølge Anders Puck Nielsen også løbe en alvorlig risiko for at miste den russiske befolknings opbakning – ikke bare til invasionen af Ukraine, men også til sit eget regime.

- Det vil være et meget klart signal om, at den her "specialoperation" er fejlet. Så på mange områder vil det være et kæmpe tab af prestige for Putin, hvor han risikerer at tabe fortællingen om krigen, siger han.

Ukraine er ikke det vigtigste for Putin

Man må heller ikke glemme, at Vestens sanktioner ikke er gået den almindelige russers næse forbi.

Mens internationale butikker som McDonald's og Ikea er lukkede, er internationale betalingskort blevet umulige at benytte, og importerede varer steget voldsomt i pris.

Så selvom det er svært at få officielle tal på opbakningen fra den russiske befolkning til invasionen af Ukraine, mener Anders Puck Nielsen ikke, at en eskalering af krigen vil være populær.

Alt taget i betragtning tror militærforskeren derfor ikke på, at Putin om fire dage erklærer krig mod Ukraine:

- Jo, Ukraine er vigtig for Putin, men ikke det vigtigste i verden. Jeg mener simpelthen, at regimesikkerhed i Rusland trods alt er vigtigere for ham.